Kjell Kumlien: Clios väg. Historisk forskning och historieskrivning genom tiderna. Scandinavian University Books. Stockholm, Svenska Bokforlaget/ Bonniers, 1966. 206 s. 19,50 sv. kr.

Denne bog kunne og burde have udfyldt et stort savn i den nordiske historiografiske litteratur. Den er på sin vis et pionérarbejde - hvilket forfatteren i sit forord er sig fuldt bevidst. Siden Steenstrup (1915) har ingen i Norden forsøgt sig med en oversigt over den samlede vestlige verdens historiografi. Kumlien prøver ikke alene dette, men forsøger også at sætte den nordiske historiografi ind på den almindelige europæiske baggrund.

Historiografiens historie er ikke nogen nem disciplin. Man kan samle sig om et enkelt områdes, en enkelt bevægelses, en enkelt persons historiografer; det vil som regel blive til et udsnit af den historiske kildekritiks historie over et givet tidsrum, set i brændpunktet af et enkelt emne — med gode muligheder for en præcis beskrivelse. Eller man kan forsøge at dække et enkelt eller nogle af de førende lande, kronologisk og/eller systematisk opstillet. En ren systematisk opstilling efter emner vil falde fra hinanden i enkeltafhandlinger; en ren kronologisk må have den historiske metode og det historiske grundsyn, historiefilosofien, og dets udvikling i centrum. Her er hovedfaren overforenkling og vaghed, størst naturligvis i den korte fremstilling med det pædagogiske sigte. Her bliver det sædvanlige dilemma: at skrive lidt om mange eller mere om få. Hvis man som Kumlien vælger det første, står og falder bogens værdi med om man virkelig er i stand til at give en præcis karakteristik på få linjer. Kumliens behandling af de enkelte forfattere er af meget ujævn kvalitet. Eksempelvis kan nævnes, at omtalen af Saxo er ret intetsigende, af Voltaire i og for sig oplysende, men næsten intet giver om hans metode, det samme gælder Erslev, hvis interesse for metoden Kumlien ellers fremhæver. Herbert Butterfield bliver lige nævnt i forbindelse med Toynbee (s. 185), som han sættes i bås med, hvilket er direkte misvisende. Vagheden kulminerer med behandlingen af en så central figur som Leopold Ranke, hvis metode blot får følgende ord med på vejen (s. 124): »Den kritik, som Ranke hår riktar mot denne (Guicciardini), har visserligen sedermera befunnits overdriven . . „ men bildar åndå epok i historievetenskapens historia genom påvisandet av vilka svagheter, som kan vidlåda åven en historiker eller skriftlig beråttare, som år samtidig med de skildrade håndelserna«. For de historiestuderende, som bogen jo er beregnet for, ville det unægtelig være oplysende, hvis Kumlien havde ofret nogle linjer på hvilke svagheder der er tale om.

Det er denne vaghed og almindelige mangel på præcision m. h. t. de enkelte
forfattere som gør bogen mindre brugbar som lærebog. Derimod er de almene

baggrundsbeskrivelser oftest gode (se f. eks. s. 114-122), hvilket gør at den som
historiografisk idéhistorie har sin berettigelse, ligesom det nordiske stof som helheder
passet godt ind i den almen-europaeiske sammenhæng.