Raymond A. Esthus: Theodore Roosevelt and Japan. Seattle and London, University of Washington Press, 1967. x + 329 s. $ 7,95.

Ved slutningen af 19. århundrede fremstod både Japan og USA som stormagter i Østasien. USA erhvervede Philippinerne i 1898, og det fik voxende handelsinteresser i Kina, mens Japan på sin side slog sin stormagtsstilling fast navnlig ved krigen mod Kina 1894-95. Omend af helt forskellige grunde var begge magter modstandere af de europæiske stormagters dominerende stilling i Østasien, og der var således en vis basis for et samarbejde. På den anden side begrænsedes samarbejdsmulighederne af i hvert fald to faktorer. For det første ønskede USA ikke, at den »åbne dørs politik« over for Kina (d.v.s. dets handelsrettigheder) blev indskrænket, og for det andet vakte Californiens anti-japanske lovgivning en så stærk reaktion i Japan, at den blev et vigtigt udenrigspolitisk problem for USA.

Det er udviklingen af disse spørgsmål, som forf. følger fra udbruddet af den russisk-japanske krig til den amerikansk-japanske noteudvexling 1908 (Root- Takahira-aftalen). Det er en detaljeret og stort set kronologisk fremstilling, men man må vistnok sige, at forf. ikke når helt til bunds i de fleste af problemerne. Det skyldes for det første, at selve kildegrundlaget er helt domineret af amerikanske kilder. Forf. peger i sit forord selv på, at de hidtidige fremstillinger udelukkende har hvilet på amerikanske kilder, mens han udnytter det japanske udenrigsministeriums akter, som findes i mikrofilm i Library of Congress. Men han har ikke benyttet den store japanske aktpublikation Nikon gaiko bunsho (Japans diplomatiske dokumenter), som bl. a. indeholder referater af kabinetsmøder. Man må antage, at disse f. ex. kunne have kastet lys over baggrunden for den japanske delegations svingende holdning under Portsmouth-konferencens afsluttende fase (s. 91 ff).

For det andet synes forf. ikke at gøre sig nogen helt klar forestilling om, hvilke forskellige interesser der stod bag udformningen af den amerikanske Japan-politik. Der var ingen tvivl om, at krigsministeren William H. Taft (den senere amerikanske præsident) anlagde mere strategiske overvejelser, navnlig

vedrørende Philippineme (s. 102 f. og 190), men i hvilken grad hans synspunkter påvirkede Roosevelt bliver ikke tydeliggjort. En talsmand for amerikanske økonomiskeinteresser i Kina, og særlig i Manchuriet, var Willard Straight, vicekonsul i Korea, men det bliver heller ikke klart, i hvilken grad han formåede at gøre sine synspunkter gældende. Det er i denne forbindelse næppe uden interesse at bemærke, at da det amerikanske udenrigsministerium i 1908 opretter en særlig afdeling for fjernøstlige anliggender, bliver Straight i en periode fungerende chef.

Mest tilfredsstillende er fremstillingen af forhandlingerne om »gentlemen's agreement« 1907 og navnlig af forhandlingerne mellem de to staters udenrigsministre i 1908, som resulterer i en noteudvexling. Forf.s redegørelse for de to parters forskelligartede interesser og de deraf følgende vanskeligheder ved udformningen af noterne er udførlig og klar. Han peger bl. a. på, at USA med forsæt afholdt sig fra mere bindende forpligtelser, og at det derfor er fejlagtigt at tolke noteudvexlingen som et udtryk for amerikanske indrømmelser over for