Eugene N. Anderson and Pauline R. Anderson : Political Institutions and Social Change in Continental Europe in the Nineteenth Century. Berkeley and Los Angeles, University of California Press, 1967. x + 451 s. $ 10.

To amerikanske historikere har stillet sig den opgave at ville undersøge samspilletmellem den sociale forandring og ændringer i de politiske institutioner i det kontinentale Europa i forrige århundrede. Forfatternes opfattelse af den sociale forandring bevæger sig ad traditionelle baner: nedbrydningen afstandssamfundetog skabelsen af et nyt samfund, hvis individer var organiseret i klasser eller andre grupper. Denne opfattelse diskuteres kun sporadisk, men forfatterne gør dog - s. 25 - følgende indrømmelse: »In the last analysis one cannot prove that the cultural types of ancien regime and liberal industrial society existed,

for the concept »type« connotes a purity and harmony of form and content that never appears in one place at one time. We adhere to the line of thinking beginning with Hegel and continuing with scholars like Max Weber, Meinecke, and the social psychologists, who find a »basic personality structure« in a culture.One needs criteria for identifying a culture, and the use of types fills this need«.

Undersøgelsens hovedvægt er imidlertid lagt på en analyse af, hvad forfatterne kalder de politiske institutioner. Herved forstås fænomener som centrale og lokale styreformer, bureaukrati, borgerlige og politiske rettigheder; gennemgangen heraf finder sted på grundlag af et materiale, som i hovedsagen beskæftiger sig med forholdene i Frankrig, Preussen, Østrig-Ungarn og Rusland. I sit oplæg er analysen komparativ, idet det er en af bogens hovedteser, at samfund under forvandling - forvandling identisk med industrialisering - frembyder et fælles sæt karakteristika. Når denne tankegang anvendes på det kontinentale Europa i forrige århundrede, så medfører det, at forfatterne finder det både muligt og frugtbart at foretage en sammenligning mellem staternes institutioner, men under hensyntagen til den tidsmæssige forskel i udvikline. som kan konstateres ved at sammenstille f. eks. Frankrig og Rusland.

Det foreliggende arbejde er skrevet på grundlag af fremstillinger og - i begrænset omfang - trykte kilder. I forhold til forfatternes intentioner er denne fremgangsmåde næppe særlig tilfredsstillende. Fremstillingerne er for flertallets vedkommende hentet fra det 19. århundredes store mængde af samfundsbeskrivende eller samfundskritisk litteratur. Imidlertid har forfattere til litteratur af denne art en tendens til at benytte sig af en ensartet terminologi, som ikke varieres under hensyn til tid eller sted for de foretagne iagttagelser. Begreber som »frihed«, »demokrati«, »selvstyre« osv. har været anvendt i en lang række sociale og statslige sammenhænge, men man må stille sig tvivlende overfor, om begreberne eller idealforestillingerne overalt har haft samme indhold. Resultatet af den valgte metode er derfor, at læseren får en betydelig indsigt i, hvorledes de citerede forfattere anskuede statslige organisationsformer, men ofte må spørge om synspunkternes repræsentativitet.

De her skitserede metodiske problemer kan formentlig kun løses, såfremt man giver sig til at undersøge institutionernes effekt på samfundet i en række sammenhænge, og det siger sig selv, at en sådan opgave har været uoverkommelig for de to forfattere inden for den valgte geografiske ramme. Deres arbejde må nu suppleres og efterprøves af forskere, som på nationalt eller lokalt plan arbejder med lignende problemstillinger. ™ T 4W„_M