Leonard Schapiro: Rationalism and Nationalism in Russian Nineteenth- Century Political Thought. Yale Russian and East European Studies 4. New Haven and London, Yale University Press, 1967. viii+ 173 s. $ 5.00.

Russisk politisk teori i 19. århundrede kan rubriceres under to tendenser: 1.
Rationalisme, der tilstræber politiske institutioner og løsninger, der i størst
mulig udstrækning er i overensstemmelse med fornuften, og som går ud fra den

opfattelse, at al politisk udvikling følger et ensartet mønster, som lader sig kalkere over fra det ene land til det andet. 2. Nationalisme, der i direkte modsætning hertii hævder, at et folks sociale og kulturelle forhold er bestemmende for dets politiske udvikling, og at den sande nationale livsform må findes og fremmes ved en bevidst viljeshandling.

Ud fra disse grundbegreber, som forf. først definerede og fremsatte på Yaleuniversitetet 1965 i en række gæsteforelæsninger, som danner grundlaget for nærværende værk, og som indebærer en væsentlig forenkling af den hidtil gængse klassifikation af russisk politisk tænkning, analyseres komponenterne af de mest fremtrædende russiske politiske tænkeres ideer fra M. M. Speranskij, der 1809 på opfordring fra Alexander I udarbejdede et projekt for reformer af statsstyret og kom til at indlede et århundredes debat om indførelse af institutionelle og konstitutionelle reformer, til V. I. Lenin, der 1917 afsluttede denne debat.

Det er således et område, der tidligere har været genstand for indgående behandling, som her belyses fra en ny synsvinkel. Som så mange tidligere søger Schapiro ud fra sin analyse at forklare, hvorfor det trods talrige forsøg ikke lykkedes at indføre gennemgribende politiske reformer i Rusland. Det sker ud fra den antagelse, at autokratiets specielle stilling som den eneste rodfæstede politiske institution og realitet gjorde det umuligt for andre institutioner at udvikle og rodfæste sig. De liberale tænkere, hvis ideer hovedsageligt var rationalistiske, løb i deres reformbestræbelser uvægerligt panden mod autokratiets modstand, fordi dettes kardinalpunkt var at bevare sin magt intakt og ikke tillade fremvækst af rivaliserende institutioner, der før eller senere ville underminere dets magt. Nationalisterne, der var overvejende konservativt sindede, indså, at de kun kunne virkeliggøre reformer ved hjælp af autokratiet, altså gennem det bestående, men dette begrænsede i høj grad deres virkefelt og muligheder. Først den essentielt rationalistiske Lenin fandt nøglen til politisk succes for sine ideer ved at gøre nationalisternes tanke om at vinde kontrol over autokratiet til sin egen, idet han indså, at en ændring af et monistisk politisk system kun var mulig ud fra en kontrol af dets politiske magtapparat. Ved at sammenligne udfaldet af februar- og oktoberrevolutionen 1917 mener Schapiro at kunne sandsynliggøre dette; dumaer og sovjetter var uden realt indhold og rod, så længe autokratiet eller dets institutionelle ramme bestod.

Kan man acceptere Schapiros institutionsteori, er det fristende at underkaste
udviklingen i Sovjetunionen efter 1917 samme analyse. Forf. undlader dette,
men hævder sin teoris gyldighed også på det område, omend i modificeret form.