Politique de Montesquieu, présentée par Jean Ehrard. Collection U. Paris, Armand Colin, 1965. 332 s. 12,50 F.

Det her foreliggende værk er udkommet i »Collection U«s serie: »Idées politiques«. Serien redigeres af generalsekretæren for »Fondation Nationale des Sciences Politiques«, Jean Touchard og forfølger - efter samme princip som de øvrige serier - et dobbelt formål: at give de studerende inden for samfundsvidenskaberne en praktisk og overskuelig indførelse i idéhistorien og at forsyne alle, der i den ene eller anden egenskab deltager i offentlig diskussion med en slags idéhistorisk håndbibliotek.

I overensstemmelse med, hvad der synes at være seriens sædvanlige dispositionsform, består værket af en indledning, der kort skildrer Montesquieu's liv og åndelige udvikling samt placerer ham i den idéhistoriske sammenhæng, efterfulgt af udvalgte tekster. Disse er forsynet med korte kommentarer, der udmærker sig ved en prisværdig præcision og ofte viser et bemærkelsesværdigt skarpsyn hos udgiveren.

Tekstudvalget er arrangeret i tre hovedafsnit efter de temaer, som Ehrard betragter som de centrale i Montesquieu's tænkning. Teksterne er taget ikke blot fra Montesquieu's offentliggjorte hovedværker, men også fra mindre skrifter og private optegnelser. Derved kastes der lys over udviklingen af de enkelte ideer og opnås en dybere forståelse af disse. Dette er af særlig betydning hos en forfatter som Montesquieu, der i kraft af sin rigt facetterede tænkning ofte

skifter synsvinkel, hvis tankebaner hyppigt bevæger sig i associationer, og som
gerne udtrykker sig i en epigrammatisk stil med mangetydig anvendelse af
begreberne.

Det første afsnit hedder »Politique et nature des choses«, hvilket fører tanken hen på Montesquieu's berømte definition af lovene: »lovene i deres videste betydning er de nødvendige relationer, som følger af tingenes natur« (De l'Esprit des Lois I. 1). Gennem sit arrangement af teksterne ønsker Ehrard at vise Montesquieu's voksende erkendelse af, at det ikke er tilfældet, som regerer verden, men at der overalt findes sammenhæng mellem fænomenerne.

For Montesquieu's retsopfattelse betyder denne erkendelse, at de positive loves skiftende indhold fra land til land kan forklares med forskelligheder i statsform, folkekarakter, klima, geografi, historie etc., mellem hvilke faktorer der igen er tale om en vekselvirkning - dette er netop »lovenes ånd«; også mellem de enkelte love er der en logisk sammenhæng inden for samme retlige system. Men Ehrard påviser samtidig, hvorledes Montesquieu også tror på evige, uforanderlige retfærdighedsnormer; sådanne normer hører med til »la nature des choses«, og de positive love bør være baseret på »de rette principper«.

Montesquieu hylder således ikke nogen ensidig determinisme og lovgiverens opgave består for ham ikke alene i at tilpasse lovene til det fysiske og åndelige milieu, men i ligeså høj grad i at modvirke dette milieus uheldige virkninger. Ehrard mener, at Montesquieu's retfærdighedsbegreb er inspireret af naturretsteoretikere som Grotius og Pufendorf, men at han på visse punkter indtager mere radikale synspunkter ved f. eks. principielt at fordømme slaveriet som stridende mod naturretten. I overensstemmelse med den da herskende naturretsteori skulle Montesquieu endvidere ifølge Ehrard gå ud fra samfunds- og statspagten som statens grundlag; når han ikke udtrykkelig formulerer nogen pagtteori, skulle det være, fordi han betragter dette som en fastslået ting. Det er et spørgsmål, om deter berettiget at drage så vidtgående slutninger af de hentydninger til pagten, der findes rundt om i Montesquieu's skrifter, og om man ved en konfrontation af Montesquieu med datidens naturretsteorier ikke snarere bør fremhæve de passager hos ham, hvor en organisk statsopfattelse kommer til udtryk. Når Montesquieu opererer med forestillingen om en pagt, er der vel nærmest tale om en fiktion eller norm: de gensidige forpligtelser mellem de styrende og borgerne og mellem disse indbyrdes bør opfattes, som om der lå en pagt til grund. Det karakteristiske for Montesquieu's retsopfattelse er efter min mening, at han betragter de positive love som led i en lovmæssighed, der spænder fra de love, som Gud pålægger sig selv i kraft af sin natur, over fysikkens love, menneskets fysiologiske og psykologiske love, sociale adfærd til de positive love. Overgangen er flydende fra den ene kategori til den anden og - således som Ehrard også peger på - fra det beskrivende til det normative og fra nødvendighed til frihed.

Også Montesquieu's historiesyn er præget af en brydning mellem determinisme og indeterminisme, og Ehrard mener at kunne påvise, at Montesquieu snart lægger en - efter min mening iøvrigt ret begrænset - fremskridtstro for dagen, snart ser historien som et evigt kredsløb.

Teksterne i afsnittets sidste kapitel viser Montesquieu's opfattelse af den

ideelle lovgiver, som har indsigt i »tingenes væsen«, og ikke lader sig forlede af
overdreven reformiver, men respekterer folkets sæder og skikke.

Det centrale tema i andet afsnit, der hedder »La liberté et les formes de gouvernements« er den politiske frihed, som for Montesquieu betyder, at borgeren kan handle frit inden for lovens rammer og kun kan tvinges til at gøre det som loven påbyder. Ehrard peger imidlertid på, at det for Montesquieu nok er en forudsætning for friheden, at der findes love, men at det ikke er tilstrækkeligt, idet selve lovene kan have et tyrannisk indhold. I realiteten forstår Montesquieu ved frihed først og fremmest sikkerhed på legeme og gods. Ehrard fremhæver denne passive karakter af Montesquieu's frihedsbegreb som det primære, men er dog klar over, at frihed for Montesquieu også kan bestå i, at folket deltager i den politiske virksomhed, og at modstridende interesser og meninger frit tørner sammen. En sådan aktiv form for frihed hører med til både oldtidens demokratier og det engelske system.

Montesquieu sondrer mellem 3 stats- eller regeringsformer (han skelner ikke mellem stat og regering): republik - der igen kan være demokrati eller aristokrati -, monarki og despoti. Teorien indebærer, som fremhævet af Ehrard, både en faktisk beskrivelse af hver form og af de til denne hørende politiske, retlige og sociale institutioner, og en vurdering af hver form, efter hvorvidt den tillader frihed eller ej. Vurderingen fører til en fordømmelse af despotiet, der ikke blot er de orientalske folks triste lod, men også kan true et monarki som det franske, såfremt absolutistiske tendenser her skulle vinde overhånd. Det skrækbillede, Montesquieu tegner af despotismen, er nok baseret på rejsebeskrivelser fra Orienten, men Ehrard har utvivlsom ret, når han hævder, at det ved sine overdrivelser nærmer sig en tankekonstruktion. Deter iøvrigt særdeles skarpsindigt af udgiveren at fremdrage den passage, hvor Montesquieu beskriver despotismen som hvilende tungest på de mægtige, selvom elendighed også er folkets lod; her kommer Montesquieu's aristokratiske sindelag til udtryk. For aristokratiet som regeringsform har han dog ikke meget til overs. Da despotiet for Montesquieu repræsenterer det absolutte onde, medens han synes at henlægge demokratiet til en fjern og mere dydig oldtid, må monarkiet i den modificerede engelske eller den traditionelle franske form blive den eneste for Montesquieu acceptable og samtidig praktisk anvendelige form.

Montesquieu indleder sin beromte skildring af den britiske forfatning med at sondre mellem 3 statsmagter: den lovgivende, udevende og dommende magt. Deter en forudsaetning for friheden, at der ikke sker en koncentration af to - endsige alle tre - magter, og at domstolene er uafhaengige. Denne teori er ifolge Ehrard mindre et produkt af laesningen af forfattere som Locke eller af studiet af den britiske forfatning end en logisk konsekvens af Montesquieu's frihedsbegreb.

Ehrard synes at anse magtadskillelsen for det centrale element i Montesquieu's opfattelse af den britiske forfatning, således som denne opfattelse ifølge Ehrard selv og Robert Shackleton (Montesquieu, Bolingbroke and the Separation of Powers, French Studies 1949, citeret af udgiveren), suggereredes Montesquieu af Bolingbroke. Principielt indebærer magtadskillelsen efter Ehrards fortolkning en skarp adskillelse mellem de 3 magter, men Ehrard er klar over, at den nærmerebeskrivelse af det britiske system ikke svarer til forestillingen om en sådan

adskillelse. Efter min mening har de forskere ret, der hævder, at Montesquieu's skildring af det britiske system tillige indeholder et andet element foruden magtadskillelsen: den blandede forfatning, hvis væsen består i, at folk, adel og monark alle har andel i den øverste statsmagt. Ehrard nævner kun i forbifarten,at Montesquieu betragter England som et »monarchic mélée« og sondreriøvrigt ikke skarpt mellem de to elementer, men dette forhindrer ham ikke i at karakterisere Montesquieu's system, af vægte og modvægte med følgendeoverordentlig træffende sætning: »assurer par la division - voire par le morcellement - du pouvoir, dans une société inégalitaire, un sur équilibre des diverses classes sociales«. Det må være berettiget at fortolke Montesquieu således,at det i hans teori indeholdte balancesystem skal sikre mod, at friheden krænkes både ved, at loven brydes og ved, at loven får et tyrannisk indhold. Det sidste vil være tilfældet ikke blot, når der diskrimineres mod en enkelt person,men også mod en hel stand (problemstillingen er diskuteret i et ikke offentliggjort arbejde af Anne K. G. Kristensen: »En fortolkning af 11. bog i De l'Esprit des Lois«).

Ehrard lader afsnittet om den britiske forfatning blive eftrrfulcrt af tn afsnit hvor han samler de tekster, der efter hans mening klarest illustrerer Montesquieu's opfattelse af det franske monarkis væsen og oprindelse; på denne måde ønsker Ehrard at fremhæve, at Montesquieu ikke anser den britiske forfatning som den eneste løsning, og at friheden også kan realiseres i et monarki som det franske, når det føres tilbage til sine grundprincipper derigennem at »les pouvoirs intermédiaires« - adel, gejstlighed og parlamenterne - får mulighed for at virke som bremser på kongemagtens absolutistiske tendenser, i særdeleshed gennem deres domsmyndighed.

Ehrard fremdrager i denne forbindelse det meget væsentlige, at Montesquieu's monarkibegreb ikke indebærer, at kongemagten reduceres til en skyggerolle, og at den hierarkiske opbygning af samfundet, som for ham hører med til monarkiets væsen, ikke udelukker opstigning fra stand til stand: »la permanence des structures n'exclut pas la mobilité des conditions individuelles«. Et af de vigtigste midler til at realisere en sådan bevægelighed er embedskøb, der har en dobbelt funktion: at sikre domsmagtens uafhængighed og at virke som økonomisk incitament.

En af de mest originale ideer hos Montesquieu er teorien om, at hver styreform for at kunne bestå i længden må støtte sig til et bestemt princip - psykisk drivkraft. Demokratiets princip er dyd, opfattet som selvfornægtelse over for fædrelandet og dets institutioner, despotismens frygt, medens monarkiet holdes i kraft af ære - standsfordomme og higen efter udmærkelse. Det kan forekomme paradoxalt, at Montesquieu gør bevarelsen af den styreform, som han til syvende og sidst foretrækker, afhængig af motiver, hvis moralske værdi er så tvivlsom. Efter min opfattelse er Ehrard måske den Montesquieu-forsker, der kommer løsningen nærmest: monarkiets fortrin er netop, at det er indrettet på en sådan måde, at det i det væsentlige kan overlade det til de mest almindelige menneskelige lidenskaber at holde samfundsmaskineriet igang. Ehrard ser klart, at denne tro på de automatisk virkende kræfter i samfundet gør Montesquieu til en af liberalismens banebrydere.

En sådan tillid til kræfternes frie spil forudsætter imidlertid en tro på en bagvedfænomenernes

vedfænomenernesmangfoldighed herskende harmoni, og udgiveren viser igen sit skarpsyn ved at citere netop den passage i »Considerations sur les causes de la grandeur des Romains et de leur decadence« (9. kap.), hvor en sådan tro med særlig tydelighed kommer til udtryk.

I det tredie, sidste hovedafsnit samler Ehrard tekster, der belyser Montesquieu's synspunkter med hensyn til retsvæsen, religion, skattepolitik, økonomi, udenrigs- og forsvarspolitik etc. Ved at kalde afsnittet »Les elements du bonheur social« ønsker Ehrard antageligt at fremdrage de utilitaristiske aspekter af Montesquieu's tænkning. Spørgsmålet om, i hvilket omfang man kan betegne Montesquieu som utilitarist er ikke let at besvare. På den ene side er det - som fremhævet af Ehrard - karakteristisk, at Montesquieu gerne forsvarer traditionelle institutioner som f. eks. adelsprivilegier ved at henvise ikke til, at der er tale om velerhvervede rettigheder, men til deres nytte for samfundet, og hans lykkeideal adskiller sig måske i sidste instans ikke væsentligt fra utilitaristernes; på den anden side kan netop hans tilbageholdenhed, når det drejer sig om at ændre det bestående og hans begrænsede tiltro til lovgiverens evne til med eet slag at gøre menneskene lykkelige vel næppe betegnes som attituder, der er typiske for utilitarismen, i hvert fald i dette ords vedtagne betydning.

Efter min mening kan Montesquieu's grundsynspunkt nærmest udtrykkes således: i kraft af deres sociale væsen er menneskene henvist til at leve i samfund, og hovedopgaven må være at sikre dette samfunds beståen i dets diverse former; i det omfang, i hvilket omstændighederne tillader det, må man dernæst bestræbe sig for at gøre menneskene lykkelige og håbe, at dette mål kan realiseres i et vist omfang.

Gennem arrangementet af de enkelte tekster er det lykkedes udgiveren i det store og hele at bringe de modstridende tendenser i denne del af Montesquieu's tænkning frem og vise, hvorledes konservative og »moderne« synspunkter, standsfordomme og reformønsker brydes hos ham.

Montesquieu's reformvenlige synspunkter på retsvæsenets område, der f. eks. ytrer sig i afstandstagen fra tortur, forhindrer ham ikke i at forsvare herremændenes jurisdiktion eller embedskøb - som dog på den anden side stilles i et så »moderne« formåls tjeneste som sikringen af domsmagtens uafhængighed.

Ehrard illustrerer, hvorledes ungdomsårenes skepsis hos Montesquieu med tiden afløses af en mere positiv holdning over for religionen, idet religionens sociale og politiske rolle dog forbliver hovedkriteriet. Det sidste gælder hans iøvrigt utvivlsomt ægte følte tolerance. Det kan forekomme paradoksalt, at Ehrard placerer de tekster, der belyser Montesquieu's religiøse synspunkter, i dette afsnit, men netop den måde, hvorpå denne betragter religionen fra statens og samfundets synspunkt, gør placeringen berettiget.

Montesquieu går ind for visse former for social velfærd, og der findes forfattere, som derfor i ham har villet se en socialismens banebryder; Ehrard advarer imidlertid mod at tillægge ham så avancerede synspunkter og mener, at der snarere er tale om en videreudvikling af traditionelle forestillinger om statens sociale rolle - forfatteren tænker her antagelig på de »landsfaderlige« træk, der prægede l'Ancien Regime.

I nogle af sine økonomiske synspunkter er Montesquieu forud for de fleste
af sine samtidige, f. eks. når han betegner arbejdet som rigdommens kilde,

fordømmer skatteforpagtningssystemet og anbefaler progressiv indkomstskat eller gør sig til talsmand for frihandel. Ehrard konfronterer imidlertid sådanne tekster med andre, hvor Montesquieu anser indirekte skatter — dog med undtagelseaf den berygtede saltskat - for den mest hensigtsmæssige skatteform for Frankrigs vedkommende eller anbefaler moderlandets monopolisering af kolonihandelen.

Montesquieu synes at nære en vis forkærlighed for landbruget, undertiden forbundet med en nostalgi efter en uskyldighedens naturtilstand, men han indser samtidig, at højtudviklede samfund med en talrig befolkning forudsætter håndværk - det industrielle gennembrud synes han ikke at forudse - og handel, som adelen dog bør være udelukket fra, i hvert fald i Frankrig. Ligesom han ser en nær sammenhæng mellem økonomisk aktivitet og frihed er også Englændernes handel og frihed nøje forbundne. En vis ambivalens præger iøvrigt Montesquieu's holdning til civilisationen: den repræsenterer ikke blot en mere human og forfinet tilværelse men også en kilde til sædernes fordærvelse.

Heller ikke Montesquieu's syn på internationale problemer er helt konsekvent:
han betoner folkenes solidaritet og fordømmer erobrineskriere. men anser
dog præventiv krig for berettiget i visse tilfælde.

Man behøver ikke at acceptere alle udgiverens fortolkninger eller teksternes udvalg og klassificering, der undertiden kan forekomme vilkårlig - en så rigt facetteret og mangetydig forfatter som Montesquieu lader sig iøvrigt kun vanskeligt indordne under en bestemt plan - for at anbefale Ehrards bog som et selvstændigt og meget værdifuldt bidrag til Montesquieu-forskningen. Bogen vil med stort udbytte kunne læses ikke blot af dem, der beskæftiger sig med Montesquieu, men af alle, der interesserer sig for idéhistorie. Den afsluttes med en kronologisk oversigt over Montesquieu's skrifter sammenholdt med årstallene for de vigtigste begivenheder i hans liv og i samtiden, samt en kort men nyttig literaturfortegnelse. f*,™« F. 7 ru^npr.