Rolf Adamson: Den svenska järnhanteringens finansieringsforhållanden. Forlagsinteckningar 1800-1884. Meddelanden från ekonomisk-historiska institutionen vid Goteborgs universitet 3. Goteborg 1963. viii + 67 s. 10 sv. kr. Rolf Adamson: De svenska järnbrukens storleksutveckling och avsättningsinriktning 1796-1860. Meddelanden från ekonomisk-historiska institutionen vid Goteborgs universitet 4. Goteborg 1963. 160 s. 20 sv. kr. Rolf Adamson : Järnavsättning och bruksfinansiering 1800-1860. Meddelanden från ekonomisk-historiska institutionen vid Goteborgs universitet 7. Goteborg 1966. xvi + 195 s. + 28 s. bilag. 30 sv. kr.

Den svenske jernindustris udvikling har fremkaldt en righoldig litteratur om denne den vigtigste gren i den svenske industrielle og økonomiske vækst. Det økonomisk-historiske institut ved Goteborgs universitet har væsentligt suppleret forskningen på dette område gennem udgivelsen af de tre værker om jernindustriens finansierings- og afsætningsforhold og jernbrugenes størrelsesudvikling som fil. dr. Rolf Adamson, der nu er professor i økonomisk histonie ved Stockholms universitet, har forfattet i brenp- IQG3_fifi

Adamson har primært sat sig den opgave at belyse producenternes forhold
til handelsleddet, deres eventuelle afhængighed af grossistleddet via kreditgivning,
konkurrencebegrænsende metoder o. 1.

Forsøget på at analysere disse forhold har ført forfatteren ud i et stort og brydsomt arbejde med at fremdrage og bearbejde et stort, tilstrækkeligt ensartet og pålideligt kildemateriale, som han kunne bygge sin analyse op på. Hans arbejde hermed har udkrystalliseret sig i ovenstående tre afhandlinger, hvoraf de to første fortrinsvis indeholder redegørelser for og præsentation af hans omfattende kildemateriale, mens den tredie, analysen af den svenske jernafsætning og brugsfinansiering 1800-1860, publiceredes som hans disputats.

Den første publikation indeholder en kildekritisk gennemgang af forskudskontrakter indsendt til notificering i det svenske Bergskollegium (senere i Kommercekollegium) i perioden 1800-1884. Adamson kan påvise, at Bergskollegiets materiale næsten 100 °/0/₀ dækker de kontrakter, som har nået kollegierne. I diskussionen om materialets anvendelighed erkender han, at det ikke er repræsentativt for brugsejernes finansieringsforhold i almindelighed, idet registreringen af kontrakterne er udtryk for, at de her repræsenterede brugsejere som gruppe må anses for at tilhøre et økonomisk mindre solidt lag end gennemsnittet. Men materialet er velegnet til at belyse, hvorledes forholdet mellem grossist og producent har været under de for grossisten mest gunstige forhold og til at klargøre, hvilke vilkår de under sådanne forhold kunne betinge sig. Ved en jævnføring mellem disse producenter og en af lån fra grossisterne uafhængig gruppe, når man til at kunne behandle det i svensk bjergværkshistorie ofte diskuterede spørgsmål om risici ved selve låntagningen. Behandlingen af dette spørgsmål blev hcnskudt til den senere disputats. Til den foreliggende kilderedegørelsc er der knyttet en registratur over Bergskollegiums forskudskontrakter i perioden med ekstrakter i skematisk form af de enkelte kontrakter. Hertil er udarbejdet et register over navne og brug.

I arbejdet »De svenska jårnbrukens storleksutveckling og avsåttningsinriktning1796-1860«
fremlægger Adamson et betydeligt kildemateriale vedrørende

de enkelte brugs produktion og afsætningens retning. Det klart bedste materiale til en sådan produktionsstatistik er brugsregnskaberne, men de forekommer for spredt til at kunne tjene Adamsons formål: et landsdækkende materiale. Efter en kildekritisk analyse af de relevante arkivfonds i de offentlige arkiver, når han til det resultat, at det bedste, mest entydige og landsdækkende materiale findes i havnenes indvejningslister over jern ført ad søvejen. På grundlag af disse tal opstilles den omfattende og detaljerede statistik, der fylder det meste af bogen, og hvori de enkelte brugs og områders tilførsler til havnenes jernvægte (implicit langt den største del af deres produktion) i perioden 1796-1860 fremlægges. Tallene er som helhed for lave, men giver et rimeligt solidt, dækkende udtryk for produktions- og størrehesforskydninger og kan tillige vise afsætningsveje m. v., som Adamson belyser i tabeller og kort. Adamson foretager tillige en kildekritiskbehandling af den officielle produktionsstatistiks grundlag (påbegyndt 1833), hvorved han kan påvise at dennes tal er for lave. Han sammenligner derefter sin egen statistik med produktionsstatistikken og finder en nær overensstemmelse frem til o. 1860, hvorefter den officielle produktionsstatistik radikalt forbedres. Adamsons konklusion er, at det af ham fremlagte materiale før 1830'ernes midte står som langt det bedste mål for størrelserne på landets brug, fra 1830'erne til 1860 er det jævngodt med den officielle produktionsstatistiks grundlag, først fra 1860 med den forbedrede officielle produktionsstatistik træder det tilbage i betydning.

I doktorafhandlingen fremlægger forfatteren sin analyse af markeds- og finansieringsforholdene på grundlag af det tidligere publicerede kildemateriale og vestsvenske brugs- og grossistarkiver. Ved hjælp af disse kilder kan han fastslå, at mange producenter slet ikke behøvede at arbejde med forskudslån fra de store købmandshuse. For de producenter, der gjorde det, var der i omkring halvdelen af tilfældene ekstra omkostninger, diskriminerende prisreduktioner m. v., men disse bestemmelser synes kun i ganske enkelte tilfælde at have været af et sådant omfang, at det pågældende jernbrugs velfærd var afhængig deraf. Det mest almindelige var, at kontrakterne sikrede långiverne en speciel sikkerhed for deres lån i form af et løsørepantebrev.

Ved hjælp af den ovenfor omtalte etablerede produktionsstatistik kan Adamson fastlægge, at registrerede jernleverancer kun udgør 7 °/0/₀ af totalen i perioden som helhed, og at låntagningen hos grossisterne især findes i mindre konkurrencedygtige

Jernkøbmandshusene i Goteborg var ved århundredets begyndelse selvstændigehandelshuse, der foretog såvel opkøb ved værkerne som afskibning til eksport, senere blev disse funktioner oftest delt op mellem agenter og eksportører,men fra 1840'erne blev eksport- og kommissionsforretninger igen samlet. De egentlige handelshuse blev stadig mere trængt af kommissionsagenter og direkte kontakt mellem producenter og kunder, og der arbejdedes efterhånden med stærkt reducerede profitmarginer i salgsleddet. Dette skyldtes ændringer i afsætningsforholdene, og handelsleddets manglende evne til at klare den stærkt stigende produktions krav til binding af kapital i lagre m. v. Forsøg på at skabe prisaftaler inden for jernbranchen i Goteborg-området var talrige fra både producenters og grossisters side, men uden konkrete resultater af nogen betydning.Den rente producenterne måtte betale for forskudskredit var kun lidt

forskellig fra anden rente. Brugsejerne havde andre muligheder for optagelse
af lån - i fast ejendom gennem kreditinstitutioner - og sådanne lån blev ofte
mere brugt end forskudslånene.

Adamsons arbejde med virksomhedsarkiver og hans evne til at sætte oplysninger ind i en kvantitativ ramme afdækker andre sammenhænge end forudset. Det rydder in casu klichéprægede, aprioriske og alt for mekaniske forestillinger af vejen, som der ofte opereres med som givne størrelser og indlysende økonomiske sammenhænge. R ivr«™™* t«™,«™