G. L. Keyes: Christian Faith and the Interpretation of History. A Study of St. Augustine's Philosophy of History. Lincoln, University of Nebraska Press, 1966. xi + 206 s. $ 5,95.

At Augustin er en af de største skikkelser i europæisk aandshistorie, er en saa
almindelig kendt sandhed, at den sjældent efterprøves. Siden hans død i det

belejrede Hippo Regius i 430 har skiftende generationer af teologer og filosoffer, kirkepolitikere og historikere beskæftiget sig med tanker og problemer, der ogsaa var hans, og som undertiden ad dunkle og snirklede veje, undertiden ved en direkte tilbagevenden til den store læremester er blevet overtaget og omformuleretefter de skiftende tiders normer. Betydningen af denne mere eller mindre bevidste afhængighed af Augustins aandelige arv er efterhaanden kommet til at staa den moderne Augustinforskning saa klart, at den trebinds publikation, som udsendtes af den internationale kongres i Paris ved hans 1600 aars fødselsdagi 1954, programmatisk fik titlen Augustinus Magister (ikke at forveksle med hans gamle katolske titel af doctor, kirkelærer). I denne moderne, dialektiske forskning udveksler katolikker, protestanter og humanister med forskellige faglige forudsætninger og interesser synspunkter for at bidrage til en fuldere forstaaelse af Augustins personlighed, hans stilling i samtidens kultur (hovedværketer her H.-I. Marrous Saint Augustin et la fin de la culture antique, 3. udg. 1958) og hans deltagelse i dens debat. Ved en saadan betragtningsmaade falder ogsaa den dialektiske karakter af Augustins filosofi og teologi i øjnene. Mange af hans Dositioner. som Het i HHcn« leih Viar \m\Af «tr»r iranckfii'nri-i^ nt indpaece i et sammenhængende system eller udlede af en enkel formel, henter netop deres mening af en given polemisk situation samtidig med, at de naturligvis er replikker i et indre opgør. Spændvidden af denne moderne forskning fremgaar tydeligt af det fortræffelige udvalg, der sammen med en systematisk og delvis kommenteret bibliografi er udgivet af Carl Andresen under titlen Das Augustinus-Gesprdchder Gegenwart (Koln 1962).

G. L. Keyes, som iflg. omslaget til den bog, der her kortelig skal anmeldes, er professor i antikkens historie i Toronto, staar ganske uden for denne forskning, som han efter bogens litteraturliste at dømme ogsaa kun delvis kender. Hans interesse for Augustin er ikke historisk, men historieteoretisk. Udgangspunktet for det opgør med Augustins forhold til historien, som bogen indeholder, er derfor ogsaa en stillingtagen til hans erkendelsesteori, der diskuteres indgaaende paa baggrund af en bred læsning i moderne filosoffers behandling af de samme spørgsmaal. Forfatteren tilslutter sig stort set Augustins radikalt skeptiske position, der ikke anerkender egentlig viden om noget bortset fra jeg'ets direkte selverkendelse, men i alle andre forhold karakteriserer den menneskelige erkendelse som »tro«. Naar Augustin derimod i samme aandedræt taler om direkte erkendelse af Gud, opfatter Keyes det som et udslag af mystik, og hovedanklagen mod Augustin i resten af bogen gaar ud paa, at han paa dette ufilosofiske grundlag reserverer de kristne dogmer en særlig grad af sikkerhed, der tillader ham at vride og vende alt kildemateriale for at faa det til at passe med en forudfattet teori om tilværelsens indretning, for historiens vedkommende den »guddommelige komedie«, der begynder og slutter i evigheden, og som Augustin udfolder i sit bekendte store skrift De civitate Dei contra paganos libri XXII. Forfatterens konklusion er derfor, at »whatever one may think of St. Augustine's religious faith as an expression of Christianity, it was, and can still be, disastrous for the study of history considered as anything more than material for the elaboration of an edifying 'Noble Lie'« (s. viii).

Mod G. L. Keyes' opfattelse af Augustins »historiefilosofi« kan der efter min
mening rettes flere væsentlige indvendinger. For det første er det næppe frugtbartat

bartatskelne, som forfatteren gør det (s. 83 f.), mellem tre former for historievidenskab:ren, anvendt og apologetisk. Den anklage for at udøve den sidstnævnteform, der her udslynges mod Augustin, kan formentlig rettes mod de fleste historikere ikke blot fra tidligere aarhundreder og savner derfor pointe; forestillingen om en »ren« historieforskning, udøvet af »men of open mind« er og bør forblive et ideal. Men man kan tilføje, at anklagen rammer Augustin saa meget mindre, som han ikke var historiker. Forfatteren synes at mene, at alle mennesker har en »historiefilosofi« (s. vii), men heraf at slutte, at alle menneskersaa er historikere og bør bedømmes som saadanne, ville være meningsløst.De civitate Dei er nok et delvis apologetisk værk, men deter ikke historieskrivning,lige saa lidt som Augustins Confessiones er selvbiografi i almindelig forstand. Begge værker henter deres indhold inden for rammerne af hans teologi,og læst anderledes end som kristen forkyndelse under særlige former er de i grunden uforstaaelige. I De civitate Dei's tilfælde er denne forkyndelse appliceretpaa historien som kategori.

Ifølge kyndige katolske studier findes der ikke mystik i egentlig forstand i Augustins tænkning, og det ser ud til, at Keyes ikke har opfattet hans erkendelsesteoretiske udgangspunkt rigtigt. Da dette imidlertid (som rigtigt forstaaet af Keyes) er helt centralt for den videre tilegnelse af Augustins filosofi og teologi, kan han ikke undgaa at følge et vildspor. Augustins »opdagelse« af jeg'ets eksistens adskiller sig nemlig fra Descartes', hvor det alene bestemmes som et uundværligt led i den rationale proces, idet den førstnævnte - som kan siges at have indført subjektivitetsbegrebet i europæisk filosofi - samtidig finder tre egenskaber ved jeg'et: eksistens, erkendelse og engagement (hvis man med det sidste begreb kan sammenfatte de ikke-kognitive livsytringer, der bl. a. indgaar i, hvad Augustin forstaar ved tro og villie, og som han kalder amor). Beviset for dette jeg er fremstillet i flere skrifter, f. eks. De civitate Dei XI, 26 f.: mihi esse me idque nosse et amare certissimwn est. ..Si enim fallor, sum etc.: men netop i dette jeg's trefoldige væren bestaar efter Augustins dogmatik menneskets gudbilledlighed - eller anderledes sagt, hans filosofiske gudsbegreb er indbegrebet af denne treenige subjektivitet. Derfor beskæftiger Augustins filosofi sig i modsætning til den antikke ikke med verden, men alene med Gud og jeg'et eller »sjælen«, som han siger. Skriftet De civitate Dei, der handler om Guds suveræne handlen med menneskeheden fra skabelsen til dommedag, er derfor ogsaa paa en gang teologi og antropologi og trods paastande om det modsatte uden spor af dualisme; det, der afgør det enkelte menneskes tilhørsforhold til gudsstaten eller verdensstaten, er dets amor Dei og amor sui, den første menneskenes bestemmelse ved skabelsen, den anden deres skæbne efter syndefaldet. Saaledes forstaaet er dette mere berømte end læste værk - kort og moderne udtrykt - en forkyndelse af mødet mellem tid og evighed, baade i historien og i den enkeltes eksistens.

Den betydning, skriftet De civitate Dei og Augustins teologi overhovedet fik for europæisk historietænkning og historieskrivning, er en anden og som bekendtuhyre central sag for historieforskningen, men den vedkommer emnet paa en anden maade, nemlig idet det som indledningsvis sagt maa høre med til et opgør med Augustin at gøre sig klart, i hvor høj grad ens egne forestillinger f. eks. om »verdenshistorien« eller om »fremskridtet« er bestemt af arven fra

ham. Det gør Keyes ikke, og hans bog er overhovedet ikke den bedste indføring
i Augustins tankeverden; men den er ganske tankevækkende for den læser, som
mener at have forstaaet ham bedre end forfatteren.