Lamar Cecil: Albert Ballin. Business and Politics in Imperial Germany, 1888-1918. Princeton, Princeton University Press, 1967. xii + 388 s. $ 9.00.

Albert Ballin blev i 1899 generaldirektør for Hamburg-Amerika-Linien (Hamburg-Amerikanische-Paketfahrt-Aktien-Gesellschaft,HAPAG)
og ledede dette
selskab til sin død i 1918. Oprindelig interesserede HAPAG sig udelukkende for

farten på Amerika, navnlig passagertrafikken, men fra midten af 1890'erne udvidede det sin virksomhed, især på fragtfartens område, til Øst- og Sydøstasienog senere også til Den persiske Golf. Fra omkring århundredskiftet var HAP AG verdens største dampskibsselskab.

I indledningen forklarer forf. - næsten undskyldende - hvorfor han ikke har beskæftiget sig med Ballin som forretningsmand ved at henvise til, at dele af HAPAGs arkiv er gået tabt eller ikke har været tilgængeligt for ham (s. ix). Denne undskyldning synes dog overflødig, for i stedet har han foretaget en overordentlig interessant undersøgelse af Ballins politiske virksomhed.

Allerede i samtiden blev det af mange antaget, at Ballin havde en betydelig politisk indflydelse. I England var det f. ex. en udbredt opfattelse, at Ballins rejse til Østasien 1901 og HAPAGs interesse for den Persiske Golf kun var begyndelsen til et politisk fremstød fra tysk side. Overfor denne opfattelse klarlægger forf.s undersøgelser, hvilke stærke begrænsninger der lå i Ballins muligheder for at påvirke den tyske udenrigspolitik. Regeringen samarbejdede med HAP AG og støttede selskabet i den udstrækning, den havde interesse deri, og ikke ét skridt længere. Da HAPAGs kontrakt om leveriner nf iml Hl H«=n i-vooict-<» Østersøflåde under dens fart til Japan 1904-1905 truede med at blive en politisk belastning for Tyskland, tøvede kejseren ikke med at forlange kontrakten opsagt, og når HAP AG til sidst alligevel fik leverancerne, skyldtes det i første række politiske hensyn til Rusland (s. 73 ff). Men omvendt kan der være grund til at fremhæve, at Ballin heller ikke ønskede at være alt for afhængig af regeringen. For at støtte Kina-farten var den tyske regering gået ind på at yde subsidier til HAPAG, men det var selskabet, der i 1904 opsagde denne kontrakt med regeringen (s. 67).

Når der således var snævre grænser for Ballins muligheder for at påvirke den tyske udenrigspolitik, lå det bl. a. i - som forf. flere steder understreger — at hans forhold til hele den politiske ledelse i Tyskland var alt andet end godt. Ballin følte sig i stærk modsætning til »junkerne«, dels fordi han var modstander af agrarprptektionismen, og dels fordi han fandt beskatningssystemet diskriminerende til fordel for agrarinteresser. Videre havde Ballin kun foragt tilovers for det tyske udenrigsministerium, hvis uduelighed i hans øjne kun kunne sammenlignes med det østrig-ungarske (s. 123). På den anden side ønskede Ballin heller ikke at støtte den liberale opposition i Rigsdagen, og det var først i løbet af den 1. verdenskrig, at han — tøvende — gik ind for politiske reformer i Tyskland. Ballin var medlem af forskellige interessegrupper, bl. a. Bund der Industriellen og Kolonial-Gesellschaft, men han var også utilbøjelig til at søge påvirkninger kanaliseret igennem sådanne grupper. Han foretrak at handle alene og uafhængigt, og måske har regeringens interesse for hans foretagender bestyrket hans fornemmelse af at kunne øve indflydelse.

Ballins diplomatiske virksomhed i årene op mod den første verdenskrig behandlesindgående, men her har forf. ikke afgørende nyt at føje til det, der alleredekendes om det engelsk-tyske forhold i disse år. Også Ballins fredsforsøg under krigen er tidligere gjort til genstand for undersøgelse, senest af Egmont Zechlin, hvis studier forf. synes at støtte sig meget på. Derimod er redegørelsen for Ballins indrepolitiske virksomhed under krigen interessant. Man kan sige, at Ballin her var i stand til at få betydelige indrømmelser fra regeringen på

områder, som af denne opfattedes som uvæsentlige for den tyske krigsindsats. Således fik han en ret gunstig aftale om erstatning for de HAPAG-skibe, som blev anvendt af den tyske marine (s. 245 ff). Men hvor Ballins ønsker gik på tværs af den militære ledelses opfattelse, kom han ingen vegne. Han kunne pege på, at salg af HAPAG-skibe, der lå i amerikanske havne, ville være en stor økonomisk fordel, og at disse skibe ikke væsentligt ville forbedre Ententens forsyningsmuligheder, men marinen standsede alle salgsplaner (s. 231 ff).

Forf. har - med Ballin som udgangspunkt - givet et meget vigtigt bidrag til forståelse af forholdet mellem regering og forretningsverden i det wilhelminske Tyskland. Han konkluderer (s. 355), at Ballin overså det forhold, at det i virkeligheden kun var i økonomiske anliggender, at regeringen var villig til at følge hans anbefalinger. I politiske spørgsmål blev hans råd ofte overvejet, men sjældent fulgt. „J 9„_J9 Xwpotto