Staatsmänner und Diplomaten bei Hitler. Vertrauliche Aufzeichnungen über Unterredungen mit Vertretern des Auslandes 1939^41. Herausgegeben und erläutert von Andreas Hillgruber. Frankfurt am Main, Bernard und Graefe, 1967. 699 s. 30 ill. 58 DM.

Foruden de skrifter, der foreligger fra Hitlers egen hånd, hører de af H. Picker udgivne »Hitlers Tischgesprache im Fiihrerhauptquartier«, Max Domarus samling af »Hitlers Reden und Proklamationen 1932-45«, kildeudgaverne af OKW's krigsdagbøger og »Hitlers Weisungen fiir die Kriegfuhrung«, udgivet af henholdsvis Stuart Schramm og Walther Hubatsch, sammen med generalstabschefen Haiders dagbøger til de vigtigste udgivne kilder til en bedømmelse af Hitler som statsmand, politiker og militær leder. Hertil kommer en mængde spredt materiale offentliggjort i de aktpublikationer, der udkom fra allieret og senere fra tysk officiel side (i »Akten zur deutschen auswartigen Politik«). Ved siden af dette materiale findes spredt i det vældige dokumentarmateriale fra den tyske centraladministration vigtige enkeltdokumenter, der endnu ikke er udgivet og formentlig næppe vil blive det i overskuelig fremtid.

Det ville have været interessant, om Hillgruber havde øst af dette materiale og her havde samlet en buket af de mere centrale dokumenter, som endnu er utilgængelige for andre end forskere. Hillgruber har imidlertid i stedet samlet en del af det allerede offentliggjorte materiale, nemlig det materiale, der vedrørerHitlers samtaler med udenlandske politikere og statsmænd i perioden 1939-41. Han vil herigennem skabe grundlaget for en bedømmelse af Hitlers

personlige indflydelse på udlandets politikere under forhandling. Kildematerialet
er de originale stenografiske referater som de skiftende tolke efterlod.

Udover de refererede 99 samtaler kendes fra perioden i hvert fald 53 andre samtaler, hvoraf der ikke findes noget pålideligt referat om overhovedet noget. (Heriblandt beklageligvis så vigtige samtaler, som samtalerne med den japanske udenrigsminister Oshima umiddelbart før indledningen af felttoget mod Rusland).

Som venteligt viser samtalerne Hitlers evne til at omstille sig efter situation og modspiller. En række typiske holdninger lader sig skelne, således Hitler som taktikeren, der nøje har forberedt samtalen, sigtende mod at skabe et bestemt indtryk eller en parade, som i samtalerne med den amerikanske udsending Sumner Welles i foråret 1940, eller forsøgende at afdække modstanderens politiske målsætning som i samtalerne med Molotov i oktober 1940.

De fleste samtaler ligger i oktober-november 1940, hvor Hitler søgte at samle kontinentet om sig i en »Kontinentalblock«, og i perioden marts-april 1941, hvor han først og fremmest søgte at sikre sig flankedækning ved opmarchen mod Sovjet og at øve indflydelse på den japanske strategi.

Materialet kan være interessant i sig selv ved at skabe mulighed for en typologisering af de forskellige roller, som Hitler spillede afhængigt af situationen, et spørgsmål der samler mere og mere interesse inden for studiet af international politik. Hillgrubers interesse synes dog snarest at have været underbygning af den helhedsopfattelse af Hitlers langtidsstrategi og dens modificering under indflydelse af ydre begivenheder, som han har fremlagt i værket »Hitlers Strategic« (se min anmeldelse i H.T. 12. rk. 111, s. 626 ff.).

En tolkning af samtalerne tillader fremhævelsen af visse grundtræk, således Grossraum-tanken, tanken om en Kontinentalblock, tanken om Tyskland som Weltmacht m. v., det vil sige emner, som Hillgruber allerede tidligere har behandlet. - Egentligt nyt i kildemæssig henseende bringer udgaven som omtalt ikke. Udgaven er kommenteret og kritisk bearbejdet hvad angår de stenografiske referater, der ligger til grund, og som findes opbevaret i »Politisches Archiv des Auswårtigen Amtes« i Bonn. , m_Mr._4ABn p*™«™