Erich Angermann: Robert von Mohl, 1799-1875. Leben und Werk eines altliberalen Staatsgelehrten. Politica 8. Neuwied, Hermann Luchterhand Verlag, 1962. 470 s. 36 DM.

Robert von Mohl var i sin tid en af de bedst kendte tyske liberale statsretslærere og politiske skribenter. Han var fra 1824 professor i Tubingen, blev afskediget p. g. af en konflikt med den wiirttembergske regering og 1847 kaldet til universiteteti Heidelberg. Han var aktiv, men ikke fremtrædende som politiker og blev i tidens løb medlem af den wiirttembergske landdag, af Frankfurtnationalforsamlingen,hvor

forsamlingen,hvorhan tilhørte venstre centrum, af den badensiske landdag og tilsidst (i løs tilslutning til de nationalliberale) af den tyske rigsdag. 1848-49 var han justitsminister i rigsregeringen, 1861-71 badensisk gesandt, først i Frankfurtog derefter i Miinchen. Hans grundige behandling af en af de relativt frie sydtyske forfatninger, Das Staatsrecht des Konigreiches Wiirttemberg (1829-31) blev brugt af danske liberale politikere, og det samme gjaldt måske hans i flere europæiske lande kendte og benyttede forvaltningslære, Die Polizeiwissenschaft nach Grundsåtzen des Rechtsstaates (1832-34, 3. udg. 1866) og andre dele af hans store forfatterskab. Det er nu for første gang indgående analyseret i et habilitationsskriftaf en af Franz Schnabels elever. Da de fleste af Mohls arbejder er fyldt med kritik af bestående retlige og sociale forhdld og indeholder mange forslagtil forbedringer, altså er nok så meget politiske som juridiske, er det naturligtat foretage analysen fra historisk synspunkt. Professor Angermann gør det med skarpsindighed og kritisk sans, og viser tillige et bredt kendskab til de forfattere - især de tyske blandt dem - som før, samtidig med og efter Mohl arbejdedemed de samme problemer som han og som tildels tænkte i samme baner. Paralleller og påvirkninger på og fra Mohl bliver i vidt omfang eftervist. Det er grundlaget for forf.s lovlig forbeholdne, dialektisk formede slutvurdering af Mohl, »dass er trotz allem Hang zum Systematisieren und gelegentlicher Verbohrtheitin gewisse Lieblingsideen immer wieder bereit war, neue Anregungen aufzunehmen und weiterzufiihren. Wenn er dabei auch nicht eigentlich schopferischeOriginalitåt an den Tag legte, so bewies er doch beim Ordnen und Weitergebendes Vorgefundenen vielfach einen ungemein guten Blick fiir das Wesentliche und Zukunfttråchtige« (s. 447). Dertil må som positive træk føjes, at Mohl i modsætning til flere af sine samtidige skrev ud fra en indgående viden om det virkelige politiske liv og ikke mindst om statsforvaltningen og dens praksis(s. 116f.), og at han gav mange selvstændige bidrag til belysning og løsning af de problemer han beskæftigede sig med. På den anden side kommer det klart frem at nogle af Mohls forslag var naive eller utilstrækkeligt gennemtænkte, men også at de særlige politiske forhold i Tyskland gjorde det umuligt at gennemføre visse af de gode ideer han kæmpede for.

En fyldig biografisk indledning giver foruden en oversigt over Mohls forfatterskab en del oplysninger om hans privatliv og universitetsarbejde, men meget lidt om hans deltagelse i aktiv politik. Den idéhistoriske hovedpart af bogen er delt i tre afsnit, der behandler tre væsentlige sider af forfatterskabet: Mohls vigtige bidrag til udformning af et moderne retsstatsbegreb, hans analyse af »det sociale spørgsmål« og hans forslag til at løse det, og hans forsøg på at beskrive den moderne samfundsstruktur og at konstruere et repræsentationssystem som skulde give alle vigtigere grupper i samfundet mulighed for at øve politisk indflydelse. Dispositionen medfører en del gentagelser, men læseren skånes for mange ligegyldige detailler, og hovedlinierne trækkes klart op.

Forf. finder en udvikling i Mohls anskuelser, men intet brud. Mohl havde rod i den tyske idealisme og den klassiske liberalisme, og udgangspunktet for hans overvejelser var altid det enkelte menneske og dets ret til en så alsidig selvudfoldelsesom muligt af hensyn til andre; men han hørte til en embedsmandsslægtog repræsenterede en »embedsmandsliberalisme«, påvirket af traditionen fra den oplyste enevælde. Resultatet blev at han allerede i begyndelsen af 1830ernetog

ernetogafstand fra det abstrakte, af Kant påvirkede retsstatsbegreb, der hovedsageligbegrænsede statsopgaverne til retsbeskyttelse. Mohl krævede at staten skulde sørge for »das Zusammenleben des Volkes so zu ordnen, dass jedes Mitglieddesselben in der moglichst freien Übung und Beniitzung seiner såmtlichen Kråfte untcrstiitzt und gefordert werde« (s. 122, 126). Som liberal mente Mohl ganske vist at formålet væsentlig burde nås ved at hindringer for det private initiativ blev fjernet, men dette princip fortolkede han så elastisk at han f. e. fandt at staten kunde bygge jernbaner, skoler og fabrikker, hvis samfærdslen, uddannelsen og produktionen ellers »hindredes«. Retsstatsbegrebet blev derved et formelt begreb. Statens virkeområde blev ikke sagligt begrænset, men lovgivningog ikke mindst forvaltning skulde ske under nøje fastlagte retlige former, så borgeren kunde sikres mod vilkårlighed; Mohl vilde give borgerne ret til at nægte at efterkomme en lovstridig øvrighedsbefaling, i visse tilfælde endog til at yde fysisk modstand.

Det var en naturlig følge af Mohls statsbegreb at det var statens pligt at bidrage til at løse »det sociale spørgsmål«. Det er formentlig det interessanteste træk hos ham, at han så tidliet som i et skrift fra 1835. Ha inrhistrinli«:prin<™>r> -af Tyskland knap var begyndt, drog denne konsekvens og gjorde det radikalt. Det var industriarbejdernes stilling der interesserede ham, og han byggede især på sin viden om deres kår i Vesteuropa, som han dengang kun kendte fra litteraturen; senere studerede han de sociale forhold på rejser til Alsace, Belgien og England. Kernen i hans reformprogram, der efter forf.s mening især var inspireret af Sismondi, var et forslag om tvungen udbyttedeling og om at arbejderne skulde have ret til at anbringe deres sparepenge i det foretagende hvor de var ansat. Derved og ved en række sekundære foranstaltninger, bl. a. vedrørende uddannelsen, håbede han at bringe arbejderne ud af deres økonomisk og socialt lige håbløse stilling, at gøre det muligt for nogle af dem at blive selvstændige erhvervsdrivende, og at integrere hele industriarbejderklassen i det borgerlige samfund. Bagved disse forslag ligger åbenbart en i hans breve og skrifter mange gange udtrykt frygt for en social revolution - en frygt som ikke var ualmindelig i Tyskland før 1848 og som kan træffes hos samtidige danske liberale - men også humanitære følelser og et stærkt ønske om social retfærdighed. Det er iøvrigt påfaldende at den usædvanlig belæste mand intetsteds i sine gentagne angreb på socialisterne nævner Marx eller marxisterne, heller ikke i skriftet Die Arbeiterfrage (1869).

Mohl synes til at begynde med ligesom flere ældre danske liberale at have opfattet »samfundet« som en sum af enkelte individer. Omkring 1840 kom han gennem sit arbejde med det sociale spørgsmål til en opfattelse af samfundet som en fra staten forskellig strukturel helhed, opdelt i en mængde løsere og fastere grupper, hver holdt sammmen f. e. af fælles erhverv eller religion eller dannelse, og 1851 foreslog han at etablere en række samfundsvidenskaber, forskellige fra statsvidenskaberne, til at udforske fænomenet. I sit politiske system havde han oprindelig accepteret den dengang gængse konstitutionalisme med dens dualisme mellem regering og folkerepræsentation, og nogle af de ældre danske liberale har vist i hans bog om Wurttembergs forfatning hentet argumenter mod parlamentarismen.Men senere kritiserede han de tyske politiske forhold, fyrsterne, forfatningerne og partierne sønder og sammen, og 1846 var han nået til at foretrækkeden

trækkedenengelske parlamentariske praksis og ønskede den og topartisystemet indført i Tyskland. Han mente at det kun kunde ske efter en radikal ændring af de tyske partier, og 1852 konstruerede han på grundlag af sin nye opdeling af samfundet en håbløst indviklet valg- og repræsentationsordning, som han troede kunde føre til det ønskede resultat. Han vilde også have industriarbejdergruppen repræsenteret i parlamenterne, men var bange for at den skulde tage magten, og han var altid modstander af almindelig valgret. Her som på visse andre punkter havde han det liberale borgerskabs meninger.

Dette er kun de grove hovedtræk af professor Angermanns intelligente og meget nuancerede analyse. For dem der arbejder med dansk politisk historie i perioden kan hans bog være nyttig læsning. Den giver ikke blot en mængde oplysninger om tysk politisk tænkning, men også visse synspunkter som det måske kunde være frugtbart at anlægge ved studiet af liberalismen i Danmark. Først og fremmest er den et fortrinligt bidrag til belysning af hvor store variationer der fandtes indenfor den liberale politiske bevægelse i 19. århundrede.