Olof Wennås: Striden om latinväldet. Idéer och intressen i svensk skolpolitik under 1800-talet. Skrifter utgivna av Statsvetenskapliga Foreningen i Uppsala XLV. Stockholm, Almqvist & Wiksell, 1966. 412 s. 28 sv. kr.

I de senere år er der i Sverige udkommet tre afhandlinger, der behandler væsentlige spørgsmål i den svenske skoles historie, nemlig Gunnar Richardson: Kulturkamp och klasskamp, ideologiska och sociala motsåttningar i svensk skoloch kulturpolitik under 1800-talet, 1966 (Studia Historica Gothoburgensia II), Gunnar Herrstrom: 1927 års skolreform, en studie i svensk skolpolitik 1918-1927, 1966 (Studia Historica Upsaliensia XXIII), samt ovennævnte afhandling af Olof Wennås. Den skolehistoriske interesse i Sverige er ikke af ny dato, derom vidner den lange række Årsbocker i svensk undervisningshistoria, der er udgivet siden 1921 under redaktion af dr. Rud. Hall og dr. Albert Wiberg. Men i de senere år er opmærksomheden især blevet rettet mod den politiske side af skolens historie - næppe uden inspiration fra de sidste tyve års aktivitet i svensk skoleog

Den her foreliggende afhandling, for hvilken Wennas har opnaet den filosofiske doktorgrad, er en undersogelse af den »statsliga laroverks-politiken« i 1800-tallet med hovedvaegten lagt pa udviklingen fra 1849 til 1878, dvs. pa perioden mellem de to storste lovgivningskomplekser vedrorende latinskolen i 1800-tallets Sverige. En mere oversigtspraeget fremstilling forer udviklingen frem til den store gymnasiereform 1905. Deter skolen som genstand for politiske overvejelser og beslutninger, der har forfatterens interesse, sadan som det ogsa afspejles i kapiteloverskrifterne: Privilegiestatens laroverk, Laroverksstriden under standsriksdagens slutskede, Laroverksstriden under tvakammarriksdagens begynnelseskede. Ved i nogen grad at isolere latinskolesporgsmalene og overvejende at se dem i en politisk sammenhaeng opnar forfatteren at papege en tydelig udvikling. Hans fremstilling bliver derved — som det ogsa er naevnt i forordet - et indlaeg i en taenkt diskussion med Richardson, der har begraenset sin undersegelse til et enkelt arti og derindenfor givet en bred fremstilling af de kulturelle og sociale relationer - med Richardsons ord om sine egne undersegelser: »den genetiska aspekten har saledes fatt sta tillbaka for en funktionell«. Bade Wennas og Richardson har leveret vagtige bidrag til draftelsen af dette tilbagevendende spergsmal om horisontal eller vertikal historieskrivning.

Wennås har stillet sig det spørgsmål, om de mange økonomiske, sociale og
politiske ændringer, der fandt sted i løbet af århundredet i det svenske samfund,

har influeret på låroverkspolitiken. Han har konstateret en række reformer og
reformkrav og har derefter undersøgt, hvilke metoder og argumenter der blev
ført frem, og hvilke personer, grupper og motiver der stod bag.

For at besvare spørgsmålene har forfatteren gennempløj et et omfattende kildemateriale. Vigtigst har været statsråds- og rigsdagsprotokollerne, talrige kommissionsbetænkninger og remissyttranden. Dertil kommer aviser, pjecer og en ikke übetydelig mængde utrykt materiale, hentet først og fremmest fra privatarkiverne.

Det er lykkedes at pege på mange faktorer, der har været bestemmende for den svenske latinskolepolitik - ikke alene i spørgsmålet om de klassiske sprogs stilling i undervisningen, også om andre fags indhold og om forbindelsen mellem skoleformerne. Konklusionerne, f. eks. påvisningen af sammenhængen mellem »mellemklassens skolereform« 1906 og de forudgående forskydninger i førstekammerets sociale sammensætning, virker overbevisende.

Det er vanskeligt at læse denne bog uden at drage talrige paralleller til den nogenlunde samtidige kamp om den danske lærde skole. Begge steder var skolen en bastion i striden mellem et dannelsesaristokrati, i første række embedsmænd, der kæmpede for at bevare latinen, og et såkaldt dannelsesdemokrati, der var talsmænd for moderne sprog og naturvidenskab; begge steder modtog man stærke impulser fra Herbert Spencer og Stuart Mill. Forskellene træder også frem i en sammenligning. Kampen har været voldsommere i Sverige end herhjemme. Vi fik ikke et så skarpt indlæg som Hedins Om latin-herravåldet (1883) eller et så gennemarbejdet propagandaskrift for en socialt nivellerende enhedsskole som Fridtjuv Bergs Folkskolan såsom bottenskola (1883). Det kan hænge sammen med, at vi i Madvig havde en skolepolitiker, der - skønt selv klassisk filolog - ingenlunde var nogen ensidig klassicist. Og det kan skyldes, at vi havde et venstreparti, hvis skole- og kulturpolitik i lange perioder domineredes af grundtvigianerne, der ikke var indstillet på at nå frem til et skolesystem, hvis mål var en studentereksamen. Man kan mærke sig ligheder og forskelle, men man må undres over, at der øjensynlig kun i ringe grad har været tale om direkte påvirkning mellem Sverige og Danmark på dette skolepolitiske område.