Mediaeval Scandinavia. Vol. 1. Odense, Odense University Press, 1968. 239 s. $ 10.

Der står en imponerende forsamling bag det nye tidsskrift for middelalderstudier som Odense Universitet nu lancerer: i redaktionskomiteen sidder foruden den »udøvende« redaktør, afdelingsleder Hans Bekker-Nielsen, tre Odense-professorer,Søren Skovgaard Jensen, Niels Åge Nielsen og Erling Ladewig Petersen, samt professor Peter Foote fra London, og de støttes af et »Advisory Board« hvis medlemmer kommer fra ti lande - endelig påkaldes i forordet Odenses »skytsånder« Odin og Aelnoth! Disse to herrer synes at påvirke artikelvalget i det første bind, således at Aelnoth skriver sig for de indlæg der behandler forbindelsenmellem Norden og de britiske øer, især Michael Chesnutts påpegelse

af parallelle motiver i irsk og norrøn fortællende prosa, medens Odin nok har haft en finger med i spillet da Edwin Bonsack i »Wieland and E>6rvarår« forsøgte at råde navnekenningerne i nogle eddadigte - resultatet unddrager sig i hvert fald anmelderens bedømmelse.

Princippet for artiklernes rækkefølge er ikke umiddelbart indlysende; lad mig benytte mig af min usikkerhed til at gennemgå dem i systematisk orden: problemer vedrørende skrift og runer, håndskrifter, tekster som kilder og historisk

Tre artikler beskæftiger sig med runologiske emner. R. Derolez henleder opmærksomheden på kontinentale »runica manuscripta« med nordiske særtræk, og Niels Haastrup demonstrerer den senmiddelalderlige skoles opdeling af alfabetet i grafisk-genetiske grupper og antyder at et lignende princip kan ligge bag runernes ordning i »ætter«, hvilket måske kan vise sig at være nøglen til gåden om runernes oprindelse. Endelig fortæller Aslak Liestøl om den verden der har åbnet sig ved fundet af ca. 550 runebreve under udgravningerne i Bergen. Træstykker med runeindskrifter synes at have været i almindelig brug til korrespondance gennem hele middelalderen og i alle sociale lag. De anførte eksempler bestyrker nu ikke den sidste påstand, for de to breve der ligger før ca. 1300 stammer begge fra samfundets øverste kredse. Men Liestøl har nok ret i at det må være sådanne runekævler der omtales i Gesta Danorum, uden at oplysningen i Amlets historie: »Breve indskåret i træ var almindelige dengang« derfor behøver at være en senere interpolation. For Saxo og hans publikum har runebreve sikkert været noget gammeldags og fremmedartet; derfor kunne bemærkningen tjene til at give Amlets historie et autentisk præg.

Fra skriften til tekstoverleveringen går vi med Ole Widdings temperamentsfulde indlæg om dateringen af Rauåulfs påttr. Der forekommer her den påstand at håndskrifter »usually« dater es efter de mest arkaiske træk i dem, hvilket Widding naturligvis tager afstand fra. Men er det virkelig rigtigt? Jeg venter en rasende protest fra de nordiske filologer. Ellers må der her være stof til en lige så omfattende enquete som den der i dette nummer vies udtalen af det olduordiske sprog - der er måske endda mulighed for større variation i argumenterne

I »Styrmir's hand« tager Lars Lonnroth håndskriftstudiet som udgangspunkt for en drøftelse af et vigtigt historiografisk problem, kildegrundlaget for Sturlungasaga.Han påpeger at Viåeyklosterets dødebog, som han forsøger at rekonstruere,har haft et udvalg af navne og begivenheder der tyder på tilknytning til kredsen bag Sturlunga. Selve identifikationen af en af håndskriftets skrivere med abbed Styrmir Kårason der udtrykkelig angives som hjemmelsmand for en meddelelse i sagaen er svagt underbygget, men den er jo, som forfatteren selv siger, også kun en kuriositet. løvrigt er argumentationen godt opbygget, Lonnrothbevæger sig med passende forsigtighed på det sprøde kildemateriale, og sigtet mod en afmytologisering af Sturlungatiden - der jo er sagaskrivningens glansperiode - kan man kun tilslutte sig. Der er i denne artikel fremført et håndgribeligteksempel på Lonnroths teori om gejstlighedens betydning for den islandskekultur som han tidligere har fremført i sin afhandling »Tesen om de två kulturema« i Scripta Islandica 15 (Stockholm 1964). Så polemisk denne afhandling end er, har den dog en forudsætning i SigurcJur Nordala »Sagalitteraturen«(Nordisk

raturen«(NordiskKultur VIII: B) denned udpræget historisk sans har understregetden genetiske sammenhæng mellem de forskellige faser af den litteraturhistoriskeudvikling, bl. a. at en oversættelsesperiode indleder den egentlige sagaskrivning. Her må vi vel også søge inspirationen til Hans Bekker-Nielsens, Thorkil Damsgaard Olsens og Ole Widdings »Norrøn fortællekunst«, der påvisereuropæiske forbilleder for mange islandske genrer. Emnet er angrebet fra modsat hold, fra den europæiske litteraturs side, i Anker Teilgård Laugesens meget imponerende syntese »Middelalderlitteraturen« (København 1966). Værdienaf denne betragtningsmåde ligger ikke så meget i bekæmpelsen af det selvtilstrækkeligeinsulære, som i at den giver os mange flere redskaber i hænde til at skaffe os en realistisk forståelse af sagalitteraturen.

Derimod kan man se hvordan det går når man tager teksterne på ordet, uden at bekymre sig om den sammenhæng i hvilken de er blevet til, af Karl Wiihrers »Die dånischen Landschaftsrechte als Quelle fiir die åltesten dånischen Rechtsverhaltnisse«. Der fremdrages her en række paralleller mellem Tacitus' Germania og de danske landskabslove. Af disse overensstemmelser mener forfatteren - idet muligheden af litterær afhængighed afvises uden videre - at man kan slutte, dels at Tacitus »durchaus glaubwiirdig ist«, dels at sagindholdet i landskabslovene rækker tilbage til vor tidsregnings begyndelse. Det kan man ikke.

På denne baggrund har Aksel E. Christensens »Denmark between the Viking Age and the Time of the Valdemars« lidt af en mission i tidsskriftet, idet denne artikel, som det vil være Historisk Tidsskrifts læsere bekendt fra den danske version, demonstrerer hvor rigt facetteret et billede der kan gives af selv en kildefattig periode når man behersker forskningsdiskussionen, selv om man afstår fra fristelsen til at bygge hypoteser på hypoteser. Også Knut Helles redegørelse for de engelsk-norske forbindelser i det 13. årh. viser historiens mangesidighed, og så mangler der endda eet emne som Helle i en anden artikel (Sjøfartshistorisk årbok 1967) har taget op i samme forbindelse, nemlig de skibstyper der formidlede forbindelsen. Man beklager denne udeladelse; der havde her været en anledning til at komme ind på et af de mest spændende områder i den aktuelle skandinaviske middelalderforskning.

For er det ikke også »Mediaeval Scandinavia «s opgave at give et alsidigt billede af forskningsvirksomheden i de nordiske lande? Anmelderrubrikken er i hvert fald et udtryk for denne intention, så vist som den behandler bøger om mange forskellige emner, også ikke-nordiske, og udenlandske forskere såvel som skandinaviske har bidraget til den. Også her kan tidsskriftet øve en pædagogisk indsats ved at vise eksempler på den fine angelsaksiske anmeldertradition, f. x. er B. F. Findlays to recensioner et mønster på streng, men urban kritik og på at saglighed ikke forhindrer en naturlig, personlig udtryksmåde.

Der kunne nok nævnes bøger og emner der ikke er kommet i betragtning blandt anmeldelserne, men meget kan vel indhentes i kommende numre. Under alle omstændigheder er denne afdeling langt mere repræsentativ end de egentlige artikler der set under ét har slagside til den norrøne litteratur. Det betyder dog mindre at de enkelte bind er ensidige, blot man på længere sigt er opmærksom på at tidsskriftet både skal dække middelalderproblematikken i almindelighed og den aktuelle forskning.

Der er et virkeligt behov for en sådan kontaktmulighed med et ikke-nordisk

publikum. Derfor må også det sproglige niveau sikres, f. x. ville det være rart om man kunne undlade at kursivere ordet milieu, eller finde et engelsk ord for dette nødvendige begreb, og det er upraktisk at der citeres på dansk i Mogens Ørsnes' iøvrigt så givende anmeldelse af Klindt-Jensens og Wilsons bog om vikingetidenskunst, som oven i købet også er udsendt på engelsk.

Forventningerne til Mediaeval Scandinavia var store på forhånd. Det første
bind, smukt udstyret og opsat, men med mange trykfejl, har ikke skuffet, men
skærpet dem. T svn„p.iiDn.PirTrDWM