Leni Yahil: Et demokrati på prøve. Jøderne i Danmark under besættelsen. Oversat til dansk fra hebraisk af Werner David Melchior. København, Gyldendal, 1967. 502 s. 85 kr.

Nazisternes systematiske tilintetgørelse af jøderne i Europa ramte det besatte Danmark natten mellem den 1. og 2. oktober 1943, men som det vil være almindeligt bekendt, uden at Eichmann og hans folk høstede særlig mange laurbær herfor. Således lykkedes det kun Gestapo at arrestere464 jøder, mens resten eller ialt 7220 undkom til Sverige. Den mirakuløseflugt over Øresund, der midt i ulykken og det nazistiske racevanvid

blev en åbenbaring i lige mål for ofrene som for deres hjælpere, har i efterkrigstiden flere gange lokket udenlandske skribenter og filmfolk, der uforbeholdent har ladet sig begejstre af oktoberdagenes humanitære kraftindsats - et desværre ret enestående europæisk fænomen på baggrund af den udbredte passivitet hvormed befolkningerne i de fleste andre okkuperedelande så de jødiske medborgere blive slæbt til kreaturvognene. Samtidig har imidlertid også de historiske forskningscentre på det sidste rettet blikket mod nazisternes mislykkede aktion i Danmark for om muligtherigennem at nå frem til svaret på det overvældende og altdominerendespørgsmål om, hvorfor det overhovedet var muligt af sætte die Endlosung i værk. Problemstillingen finder vi igen i det mest betydningsfuldeværk til dato, Leni Yahils Et demokrati på prøve, der i 1966 blev forsvaretsom disputats ved det hebraiske universitet i Jerusalem, og som i 1967 udkom på dansk.

Dr. Yahils bog, der er skrevet med en umiddelbar og medrivende en-4.1
r~_ i—¦ j 1.. io i • 11 i i i
rids af jodernes historie i Danmark. Der saettes her skel ved arhundredeskiftet,
da flygtningestremmen fra est satte ind og tilforte den hensygnende
»gammeldanske« menighed nyt liv. Isaer fremhaeves her de osteuropaeiske
joders betydning for standsningen af den vidt fremskredne
assimilering og for den religiose og kulturelle besindelse som i de folgende
artier kan iagttages i Kobenhavn. Deter da ogsa blandt emigranterne
fra Rusland og Polen at vi finder de fleste og ivrigste zionister, og deter
her at vi i trediverne noterer os de skarpeste iagttagere af antisemitismen
mod syd og ser den forste og staerkeste vilje til at saette redningsaktionerne
i gang. Om de danske myndigheders indvandringspolitik hedder det kort
og godt at den ikke udmaerkede sig fremfor andre landes, eller sagt med
andre ord: man kerede sig kun lidt om flygtningene og skottede forst og
fremmest sig selv!

Dr. Yahils fremstilling genspejler i dette afsnit den standende diskussionmellem assimilationsj øderne og zionisterne om ansvaret for katastrofen - et af bogens temaer, som udvikles nærmere i et følgende kapitel om jødernes stilling under okkupationen. Der gives her et overbevisende billede af menighedens kompromisløse tilslutning til forhandlingspolitikkenog dens faste vilje til at undgå ethvert skridt der kunne bringe den danske regering i forlegenhed og provokere tyskerne ud i aktion. Derfor bekæmpede de jødiske organisationer alle tilløb til en illegal aktivitet indenfor samfundets rammer, ja, man modsatte sig endog selv den mindsteforberedelse til flugt. Alene en gruppe unge aktivister blands de zionistiskelandbrugspionerer nægtede at lade stå til og tog skæbnen i deres egen hånd, men deres planer blev afsløret, og de blev ved politiets hjælp belært om den rette vej. Dr. Yahil er selv af zionistisk observans og kan ikke stå neutral i denne konflikt. Netop i Danmark hvor jøderne havde

nået de største resultater i emancipation finder hun således i oktober 1943 det stærkeste bevis for at tilpasningen og assimileringen ikke er nogen farbarvej til ligestilling og »normalisering« for det jødiske folk. Denne vej kan kun gå over Israel (s. 334-35). »Ret beset var og forblev jøderne i Danmark hele tiden et objekt - et objekt for forfølgelse og et objekt for redning, et objekt for andres politiske afgørelser - tyskernes afgørelser og danskernes afgørelser« fastslår hun i sin konklusion (s. 336). Mange jøder vil være uenige med hende på dette punkt, og det er tvivlsomt hvor overtydet de vil føle sig af bogens videnskabelige argumentation.

Udfra en dansk læsersynsvinkel tilhører ovennævnte og lignende generelle betragtninger imidlertid udenværkerne, for bogens saglige tyngdepunkt ligger i fremstillingen af jødespørgsmålets stilling i den tyske okkupationspolitik fra den 9. april 1940 og frem til deportationen 313¹/₂ år senere. Det er også set fra videnskabeligt hold her den egentlige forskerindsats ligger med inddragningen af hidtil ukendte aktstykker fra Auswårtiges Amts og SS-organisationens arkiver og med en dybtgående analyse af omstændighederne omkring den rigsbefuldmægtigedes tvetydige stilling i krisedagene og hans bekendte telegram af 8. september, nr. 1032, der anbefalede at gennemføre die Endlosung i Danmark. Hertil får vi i tilgift i et appendix et stykke udenrigsministeriel institutionshistorie med hovedvægten lagt på understatssekretæf Luthers og Abt. »Deutschland«s placering og virke samt yderligere omkring tyve siders redegørelse for dr. Bests karriere inden ankomsten til Danmark. Stykket er et forsøg på at kaste lys ind over dr. Bests gådefulde manøvre i septemberdagene gennem en »faktisk, ideologisk og psykologisk« analyse af hans tankesæt og karakter, og det meste af stoffet præsenteres her for første gang på dansk. Men det er klart at essayet kun kan være begyndelsen. I hvert fald vil de færreste føle sig tilfredsstillet af en så enkel psykologisk forklaring som at nøglen til Bests karriere bør søges i sublimeringen af et aldrig overvundet pubertetskompleks (s. 357). Heller ikke SS-generalens personlige holdning til antisemitismen kan endnu siges at være tilstrækkeligt belyst, og det er i hvert fald næppe særlig givtigt at forsøge at isolere hans mulige »teoretiske« antisemitisme fra hans praktiske udøvelse heraf. Dr. Best var en funktion af et autoritært system og må vel nok først og fremmest anskues i lyset heraf (se f.eks. generelt T. W. Adorno 0.a., »The Authoritarian Personality«, N.Y. 1950). Forrest i undersøgelsesbilledet står dog fortsat en nøje granskning af det politiske forløb i september- og oktoberdagene. Jeg vil i det følgende komme nærmere ind herpå.

Selve jødeaktionen og dens forpurring samt flugten over Sundet til Sverige og tilværelsen her og i Theresienstadt skildres indgående på bogenssidste 200 sider. Kapitlerne er overvejende sammenskrevet på grundlagaf allerede kendte publikationer men med et vist tilskud fra modstandsarkiverneog af beretningsstof. Størstedelen af fremstillingen vil

således ikke være ny eller overraskende for et dansk publikum, men det er nyttigt at vi nu har fået en fyldig og samlet oversigt over hele emnet. Det noteres at fremstillingen af jødernes stilling i Sverige og deres generelle holdning til modstandskampen har ført til en særdeles skarp polemik mellem bibliotekar Jul. Margolinsky (»Jødisk Orientering«, april 1967) og forfatterinden (»Information« 1.6.67). Striden drejer sig om den kritikder allerede var fremme i tiden mod jøderne for i eksilet at unddrage sig de fælles forpligtelser i kampen mod nazismen (f.eks. ved at holde sig tilbage fra Brigaden), en kritik der igen har givet Leni Yahil anledning til forskellige reflektioner over de antisemitiske strømninger blandt flygtningenei Sverige og sidenhen efter kapitulationen i Danmark. Årsagen finder hun i den almindelige krigspsykose (s. 314 og 323), men samtidig fremsætter hun også som en generel opfattelse at da danskernes holdning mere bundede i en »frihedselskende befolknings kærlighed til demokratietend til jøderne«, bortfaldt den übetingede solidaritet med de jødiske iaricsmcsnc:, da. t,xu~i nugicu oxtj. roiklaringenvirker ikke særlig overbevisende, og tilbageslutningen til 1943 fra - synes det - en betydelig overdimensionering afstemninger i 1944/45 er i alt fald uden grundlag i kilderne. Om redningsaktionen hedder det endelig generelt at den skabte den brede folkelige basis for modstandsbevægelsen(s. 204), og et andet sted at den direkte betød vendepunktet i overgangen fra passiv til aktiv modstand (s. 245; se også s. 223); ja, for at der ikke skal være tvivl tillægger Leni Yahil tyskerne en stille undren over at et så »stilfærdigt, pænt og omgængeligt folk« kunne rejse sig imod dem bare på een nat (s. 204 og 243). Trods jødeaktionens utvivlsomt betydeligestemningsskabende funktion og dens afgørende rolle i udviklingenaf det illegale rutenet kan dr. Yahils betragtninger ikke bære. I hvert fald turde det have bragt lidt mere balance i vurderingerne med en henvisningtil stemningseksplosionen og generalstrejkerne i augustdagene, der involverede nok så mange personer i direkte konfrontation med Værnemagten som jødeflugten. Men her skorter det simpelthen dr. Yahil på kontant viden.

Det forekommer rimeligt at en udlænding der giver sig i kast med et stykke dansk historie og som ikke mindst p.g.a. sprogvanskelighederne må slide bravt i det for at tilegne sig den nødvendige baggrundsviden bør have en vis margin for misforståelser og fejl. Den læser ville være en snæversynetpedant som ikke gerne betalte en sådan pris for at få nye, forfriskendesynspunkter og hidtil ukendt materiale ind. Det må da også siges at dr. Yahil har brug for en sådan margin, for bogen er fuld af fejltagelser og mangler især for de politiske afsnits vedkommende og afslører fra tid til anden en stærk usikkerhed i bedømmelsen af fundamentale besættelsesforholdog -sammenhænge. Ser vi bort fra oplagte dateringsfejl (s. 54, 56 og 116) og andre skønhedspletter (s. 117 og 452) samt forskellige sprogforbistringer(s.

forbistringer(s.126 og 345) skyldes de fleste misforståelser Leni Yahils vanskeligheder med at holde den nødvendige distance til sine skriftlige forlæg. Hun er for afhængig af dem til at kunne bestemme deres tendens og formår derfor ikke at afbalancere de forskellige udsagn mod hinanden. Med en henvisning til Mogens Fogs forord i »Frit Danmarks Hvidbog« omtales noteudvekslingen efter den 9. april således som »aftalen« (s. 46) og senerehen ligeud som den »underskrevne aftale« (s. 145); Staunings og Scavenius' taler bekræfter i forfatterindens øjne at de to statsmænd havde »nogen sympati« for Tyskland (s. 46), mens den legale presse med en generel henvisning til Bindsløv Frederiksen karakteriseres som »modig, udholdende og disciplineret« (s. 400); samtaler med Frode Jacobsen og adgang til hans beretning gør denne til den tidlige modstands egentlige arkitekt (s. 205-06), uden at Dansk Samling eller Frit Danmark for slet ikke at tale om kommunisterne overhovedet nævnes. Af og til skorter det også på indenadslæsning. Om rigsdagsvalget i marts 1943 hedder det således, at dets formål var at samle befolkningen omkring regeringen og at dette også blev opnået (s. 114); og senere kan man direkte læse, at befolkningen tilkendegav sin modstand mod besættelsesmagten ved at stemme på regeringen (s. 244). Det turde være en af de få udlægninger der ikke blev anlagt på valgresultatet, endskønt dette blev kommenteret mere forskelligartet end noget andet valg både før og siden, og Hartvig Frisch, hvis »Danmark besat og befriet« her er kilden, siger da også noget andet (s. 301).

Eksemplet er imidlertid kun et blandt flere på at dr. Yahil har vanskeligtved at lodde dybden i den kløft som kampen for eller imod forhandlingspolitikkenskar gennem befolkningen og helst alene noterer sig samlingenog fællesskabet - et forhold der ikke kan undgå at få vide konsekvenserfor hovedkonklusionen. Således hedder det også udjævnende om Scavenius' rolle den 28.8.43 at han, trods det at han var den fremmeste repræsentant for samarbejdslinjen, »ikke tøvede med at stille sig i spidsen for folkerepræsentation og regering i krisens time og selv afbryde samarbejdet«(s. 110), en helt misforstået opfattelse af statsministerens holdning,der var dikteret af den erkendelse at regeringen ikke havde magtmidlertil at opfylde de tyske krav og derfor måtte gå af, men som iøvrigt fortsat tilstræbte et »samarbejde« med regeringen i Berlin. Det er da også kun denne manglende erkendelse af de indrepolitiske brydningersom kan få Leni Yahil til at aflæse et stemningsskred fra Alsing Andersens såkaldte »chauvinistcirkulære« den 2. september og indtil den »selvsamme« person få uger senere kastede sig ind i redningsaktionenfor jøderne (s. 244); for der er intet modsætningsforhold mellem de to handlinger; »chauvinistcirkulæret« var rettet mod de indre fjender,kommunisterne og de ultranationale, og blev forsvaret så sent som på den socialdemokratiske kongres i sommeren 1945, mens et angreb

på jøderne - som stærkt understreget af Leni Yahil selv - fra første
besættelsesdag ville have råbt vagt i gevær til politikerne. Hele dette
vigtige kompleks er imidlertid behandlet meget overfladisk i bogen.

Ellers noterer man sig for hovedlinjerne mindre betydningsfulde men iøvrigt ret væsentlige misforståelser som at dr. Yahil lader Terboven støtte sig til Quisling (s. 22), endskønt han modarbejdede ham, at Nimandsudvalget uformidlet gøres til den vigtigste faktor i det politiske liv (s. 46), at Leni Yahil lader den »skjulte ministerkrise« i sensommeren 1941 udspringe af kommunistinterneringen (s. 54), skønt denne var uden påviselig betydning for fremstødet mod Scavenius, og at hun lader dr. Best den 27.10.42 få samme instrukser af Hitler som v. Hanneken en måned tidligere (s. 111), skønt disse faktisk var væsensforskellige. Om den modstandspolitiske situation i sommeren 1942 hedder det endelig, at sabotagen stadigvæk øgedes ligesom den britiske hjælp til den danske modstandsbevægelse, mens det i virkeligheden forholdt sig således at sabotagen først lige var så småt begyndt, at den direkte hjælp fra London på dette tidspunkt bestod af et par afmægtige faldskærmsagenter med besked fra S. O. E. om ikke at foretage sig noget som helst, og at modstanden endnu så langt fra kunne bære titel af bevægelse men i højden kaldes opposition.

Dr. Yahil benævner flere steder i sin bog jødespørgsmålet som vejrhanen i det dansk-tyske forhold (s. 51, 53 og s. 105). Det er efter min mening et uheldigt udtryk, fordi billedet let kan fremkalde associationer om at nazisternes holdning til jøderne skulle virke som en fintmærkende registrator for selv den mindste smule modvind i besættelsesrelationerne - og det er jo ikke tilfældet. For ikke een af okkupationsårenes kriser til og med august 1943 var udsprunget af antijødiske trusler eller foranstaltninger, og både første og sidste gang vejrhanen drejede sig i sit hængsel var natten til den 2. oktober 1943. I Leni Yahils konklusion hedder det da også at problemet aldrig blev »det store og afgørende spørgsmål i begivenhedernes midtpunkt« og at der aldrig blev »forhandlet eller trukket tov om det« (s. 84). Langt præcisere er forfatterinden derfor, når hun sammesteds karakteriserer jødespørgsmålet som prøvestenen på forholdet mellem besættelsesmagten og den danske regering (s. 51 og 84), fordi hun dermed klart har defineret jødernes uindskrænkede retsstilling som et af de tre store princippunkter i forhandlingspolitikken overhovedet. Her var regeringen kompromisløs, det vidste man i Berlin, og så længe man dér ønskede 9. aprilordningen opretholdt, kunne racisterne ikke røre de forhadte i Danmark. Der er således her tale om et omvendt proportionalt forhold mellem jødespørgsmålets ideologiske betydning og den rolle det faktisk kom til at spille i den løbende politik.

Til trods for denne slutning, som også er Leni Yahils, konstaterer

man i hendes fremstilling af de tre første besættelsesår en udtalt tendens til at overdimensionere antisemitismens plads i den praktiske politik. Om Telegramkrisen kan man således læse, at den troligt ledsagedes af jødespørgsmålet »ligesom alle andre politiske krisesituationer« (s. 78 og hertil s. 54). Imidlertid nævner dr. Yahil foruden denne fra 1942 kun Antikominternkrisen fra året før, og i ingen af de to tilfælde kan dokumentationenoverbevise om at der var en reel fare på færde. Tværtimodhar man for Antikominternkrisens vedkommende svært ved at tolke de samtidige kilder som andet end et stort dementi af at man i Berlin skulle have besluttet at rejse jødespørgsmålet i Danmark (s. 53— 67). Alligevel taler Leni Yahil om at initiativet blev taget af »ekstreme kredse« der tog sigte på at fremkalde »vidtrækkende beslutninger« og en »drastisk ændring« af situationen (s. 61), en påstand der er uden bund i kilderne. Ganske vist henvises der her til to telegrammer fra henholdsvisv. Renthe-Finks og v. Grundherrs hånd (note 53), men deres baggrund er stemningskrisen i Danmark efter chocket ovenpå pagtindgåelsen,og de siger intet som helst om radikale fremstød i Danmark eller i Berlin. Så er der mere hold i fremstillingen af begivenhederne året efter (s. 69-79), hvor det ikke kan betvivles at de danske jøders skæbne drøftedes på allerhøjeste sted, Auswårtiges Amt, men hvor det fortsat er uhyre vanskeligt at bedømme, hvor kandestøberierne og de tomme trusler holder op og realpolitikken begynder. I hvert fald forekommerdet helt ude af trit med proportionerne som her at tildele drøftelsernei Berlin katastrofens omfang (s. 75). Spørgsmålets reelle betydningtør vel også udlæses deraf, at man overhovedet ikke ser det nævnt under Telegramkrisens konferencer i oktober, hvor der ellers blev gjort status over Danmark, så det forslog. Årsagen til at dr. Yahil i disse afsnithar mistet kontrollen over stoffet ligger imidlertid tydeligvis i hendesmakkerskab med den tidligere rigsbefuldmægtigede, v. Renthe- Fink, der i sit livs aften har bidraget til historievidenskaben med tre store memoranda om sit politiske virke i Danmark. Disse beretninger,hvis klare formål det er at finpudse den renthe-finkske glorie ved at male fanden på væggen i Berlin, benytter Leni Yahil med forbavsendeukritisk sans, hvilket kan undre så meget desto mere, som hun senere affærdiger en fuldstændig tilsvarende kildegruppe som værdiløs,nemlig efterkrigsudtalelserne fra dr. Best (s. 119). Afhængighedsforholdetaf den tidligere gesandt kan give sig nok så barokke udslag, som når denne f. eks. uimodsagt kan bedyre at han anbefalede at man finansierede D.N.S.A.P. som det »mindre onde« (s. 60), eller når han senere vil hævde, at hans voldsomme fremstød overfor Scavenius den 24.8.42 vedrørende stemningsfaldet og sabotagen i virkeligheden skal læses som en art redningsaktion for jøderne (s. 72).

Det er dr. Yahils grundsynspunkt at først v. Renthe-Fink og efter ham

dr. Best under forhandlingspolitikkens nodvendighed gjorde hvad de
kunne for at bremse og sabotere de antisemitiske udspil fra Berlin.
Opfattelsen er sa veldokumenteret, at den ikke behover naermere kommentarer,ogden
anforte kritik har da heller ikke taget sigte pa at rokke
herved. Netop pa denne baggrund er det imidlertid, at dr. Bests initiativden8.
September forekommer sa inkonsekvent og gadefuldt. Selv
haevdede han i retten at telegrammets formal i virkeligheden var at
standse den jodeaktion som han havde faet at vide var pa vej ved at
pege pa de katastrofale konsekvenser den ville fa, og han henviste
yderligere til at han, da aktionen blev uundgaelig, direkte havde advaretjodernegennem
sin fortrolige, den skibsfartssagkyndige, Duckwitz.Byrettenfsestede
imidlertid ikke lid til denne forklaring, men
holdt sig til ordlyden af telegrammet og domte Best til doden. Men da
sagen kom for landsretten, havde forsvaret fundet frem til et kronvidne,v.Sonnleithner
fra v. Ribbentrops Bureau, der kunne bekrzefte
"» i • l i n r» 1 o . l jir'll J_
Ul UCI \tXL liaill ULI UIHIUUUUaII IUJ. iav.,ll <J. J^LUHUUI lUlCiUluoiv imvuu
givet dr. Best en underhandsmeddelelse om Hitlers beslutning; han
kunne yderligere henvise til at han for at gardere sig samtidig havde
oplyst Auswartiges Amt herom, og at telegrammet matte findes i arkiverneder.Resultatet
blev at Best frikendtes for at have anstiftet jodeaktionenogi
1950 fik reduceret sin straf til tolv ar. Dr. Bests version og
v. Sonnleithners og Duckwitz' udsagn er i det store og hele blevet godtagetafde
historikere der har arbejdet med emnet (se f. eks. H. Frisch
111, s. 48-50, og J. Haestrup: Til landets bedste, s. 134-138), uden at
man iovrigt har sogt at efterprove tyskernes forklaringer naermere. Det
er derfor dr. Yahils store fortjeneste at hun for forste gang systematisk
har gennemgaet aktpakkerne i Auswartiges Amt for at fa afdaekket
hele den tyske baggrund for aktionen og bestraebelserne har da heller
ikke vaeret forgaeves. Saledes har hun f. eks. fundet v. Sonnleithners telegram,derimidlertid
viser sig ikke at vaere fra den 7. eller 8.9. men derimoderdateret
sa sent som den 18., hvorved grundlaget for historien
om underhandsmeddelelsen falder vaek. Hertil kan kun yderligere pavisesathele
sagsbehandlingen i ministeriet tager sit udgangspunkt i
dr. Bests fremstod den 8.9., saledes at der skulle vaere meget staerke
indicier for at aktionen faktisk udlostes af det famose telegram. Forklaringenpa.dette
desperate skridt finder Leni Yahil da i den rigsbefuldmaegtigedesbestraebelserpa.
at generobre sine tabte positioner fra
v. Hanneken efter den 29. august, fordi han kunne regne med at en
aktion mod joderne ville skaffe ham de store politistyrker til landet
som var nodvendige for at afbalancere Vaernemagtens indflydelse.
(At Best i forlaengelse heraf skulle have forsogt at underlaegge sig hele
det militaere efterretningsapparat er en lapsus, der skyldes Leni Yahils
forveksling af Geheime Feldpolizei med Abwehr (s. 125-126); men GFP

var kun en del af efterretningsvæsenet, nemlig dettes eksekutive organ). Jødedeportationen blev således kun et påskud for det egentlige mål, der gjaldt magten i Danmark (s. 333), og derfor kunne den også roligt saboteres (s. 136-137). Alligevel tør man ikke følge dr. Yahil, når hun konkluderer at Best - og kan alene - var ansvarlig for at jødeaktionen kom i stand (s. 119). Trods alt var forholdet næppe så enkelt. Danmarkvari 1943 det eneste besatte land, der endnu ikke var blevet ramt af die Endlosung, og det må efter den 29. august have stået den rigsbefuldmægtigedeklart,at aktionen nu kunne ventes hver dag. Den norske historiker Sverre Hartmann vil da også i en kommentar i »KristeligtDagblad«den 5.10.68 hævde at planerne for en aktion mod de danske jøder var i fuld udvikling allerede i august måned, og selvom det ikke har været muligt at efterkontrollere hans kilder - der nævnes således en situationsberetning fra Armeeoberkommando Norwegen den 30.8. - tyder de i hvert fald på, at Leni Yahils ord ikke er de sidste der er sagt i denne sag.

Når flugten over Øresund lykkedes, spillede flere faktorer ind, hvoriblandt det ringe antal jøder, det neutrale Sveriges nære beliggenhed og samtlige tyske instansers modvilje mod aktionen hører til blandt de fremmeste; hertil kommer så den bevidste vilje i befolkningen til en virkelig kraftindsats for at hjælpe. Om afvejningen af disse faktorers rolle i flugtbilledet er der sagt forskelligt. Dr. Yahil lægger imidlertid afgørende vægt på den sidste forudsætning, der figurerer i hendes komponentskema som »det danske folks særlige karakter med dets moralske niveau og kærlighed til frihed og demokrati« (s. 22). Det er da hendes hovedsynspunkt, som bogen skal bevise, at det tyske overgreb blev en udfordring til demokratiet, og at befolkningens reaktion viste at det »humane demokrati« bestod sin prøve (s. 341). Vi vil gerne tro hende, men må dog samtidig konstatere at hendes undersøgelse ikke har bragt spørgsmålet mange skridt nærmere sin løsning, for den går kun på overfladen. Således tales der uhyre generelt om at det danske folk var dybt forankret i demokrati og menneskelighed (s. 48), übestemt om danskerne som et »normalt« folk i modsætning til de »unormale« tyskere (s. 330) og vildledende om at ledelsen kunne stole übetinget på hver enkelt borger (s. st.) og at den nationale disciplin blev opretholdt uden nogen form for tvang (s. 47) - udtryk og begreber som snarere hemmer end fremmer en virkelig forståelse af den generation som dr. Yahils bog er blevet en hyldest til. Hans K_tr™hoff