C. H. Alexandrowicz : An Introduction to the History of the Law of Nations in the East Indies, 16th, 17th and 18th Centuries. Oxford, Clarendon Press, 1967. viii + 259 s. 48 sh.

Forfatteren har i denne bog sat sig en interessant opgave. Han vil vise at de europæisk-asiatiske interstatslige forbindelser i den europæiske ekspansions tidsalder har deres plads i folkeretten. Han ønsker dermed på én gang at vende sig mod den opfattelse, at den europæiske ekspansion fandt sted i et juridisk tomrum blandt uciviliserede folkeslag, og mod denne opfattelses kontrapunkt, at de vestlige kolonialister f6r frem uden hensyn til de eksisterende retsforhold. Han plæderer for sin tese som en sagfører, hans kilder er juristens, traktaterne og de klassiske folkeretslærere, og han vinder sin sag. Det resultat er måske mere overraskende for juristen end for historikeren, der vel vil være tilbøjelig til resigneret at konstatere, at erobrere altid har retsgrundlaget i orden.

Men problemstillingen er skæv. Forf. har villet yde sit bidrag til nyvurderingen af det før-koloniale Asien ved at indplacere de interstatslige forbindelser i tidens folkeret, men han opnår kun at indplacere dem i tidens europæiske folkeret. Det er interessant, at europæerne betragtede de asiatiske fyrster som suveræne forhandlingspartnere, men hvordan betragtede de asiatiske fyrster europæerne?

Det spørgsmål lader sig ikke besvare ved selv den mest minutiøse analyse af de traktater, der er bevaret i de europæiske arkiver, og af de europæiske folkeretslærere,og så længe det ikke søges besvaret, er det ukorrekt at tale om den folkeretlige situation uden til stadighed at understrege, at vi kun kender den europæiske opfattelse af denne situation.

Skævheden hænger sammen med forf.s metode, idet han som kilder bruger traktaterne efter deres ordlyd uden hensyn til den sammenhæng, i hvilken de er blevet til. Et slående eksempel på de faldgruber, denne metode fører med sig, er forf.s analyse af traktaten af 1631 mellem Persien og Nederlandene. Det er en interessant traktat, bl. a. fordi den indeholder et meget klart eksempel på en europæisk stats indrømmelse af særrettigheder til en asiatisk fyrstes undersåtter, særrettigheder som en senere tid betragtede som karakteristiske for de såkaldt »ulige« traktater, og forf. ofrer den da også en indgående omtale. Kun beklageligt, at den mand, der forhandlede på shahens vegne, van Hasel, næppe var befuldmægtiget dertil. Traktaten kan højst være en kilde til en europæisk tankegang, shahen har været lykkeligt uvidende om dens eksistens.

En anden alvorlig svaghed i bogen er, at forholdet til Osmannerriget lades ganske ude af betragtning. Denne begrænsning er praktisk begrundet, men fatal i den foreliggende sammenhæng, for det er utvivlsomt netop dér, man må søge oprindelsen til og udformningen af de retsnormer og institutioner, der, før egentlige erobringer fandt sted, udgjorde rammen om den europæiske aktivitet i ikke-kristne områder. Det træder tydeligt frem, når man læser de tidlige engelske traktater med asiatiske fyrster, f. eks. den aftale med sultanen af Achin af 1601, som forf. gentagne gange henviser til. Forf. gør ikke opmærksom på og er måske ikke opmærksom på, at denne som flere andre traktater fra samme periode viser nøje, til dels verbal, overensstemmelse med den engelsk-tyrkiske kapitulation af 1583.

Bogens vigtigste resultat er i virkeligheden påvisningen af kontinuitetsbruddet i den europæiske folkeretlige opfattelse ved overgangen fra det 18. til det 19. årh., men i sin begejstring for den naturretlige universalisme overser han, at de asiatiske fyrster måske ikke delte de smukke tanker. Retfærdigvis bør det dog tilføjes, at forf. i en afhandling i Annales E.S.C., offentliggjort i 1964, men tilsyneladende skrevet senere end denne bog, er trængt dybere ind i spørgsmålet om traktaterne som retskilder og som kilder for historikeren.