Arne Stade : Erik Dahlberg och Carl X Gustafs Krigshistoria. Udg. af Militarhistoriska Avdelningen vid Kungl. Militärhögskolan som Carl X Gustaf-Studier 3. Militarhistoriska Forlaget 1967. Indgar som nr. 12 i Acta Universitatis Stockholmiensis. 448 s. 42,40 sv. kr., indb. 49,50 sv. kr.

Det stort anlagte fællesnordiske samarbejde om Carl X Gustafs krigshistorie er hermed resulteret i et tredie tykt bind, ovenikøbet en disputats. Det overrasker ikke kredsen omkring dette samarbejde, at Arne Stade (A.S.) er nået så vidt, da han har slidt med emnet fra 1957 i det mindste. A.S. er således en mand, der har et dybtgående kendskab til periodens krigshistoriske problematik, ikke mindst hvad angår de kildemæssige forhold. Han er godt rustet til opgaven, da han i sin person forener den svenske linieofficers uddannelse med et ordinært universitetsstudium.

Erik Jonsson Dahlberg (E.D.), født 1625, død 1703, er en af den svenskestormagtstids mest markante skikkelser. Rigt begavet som han var, lykkedes det ham at tjene sig op fra små kår til samfundets højeste top. Men ikke nok med det. Hans uhyre energi tillod ham at præstere meget mere end en strålende officersgerning indenfor den svenske fortifikationsetat.Det var ham, der var den drivende kraft i det enestående topografiskeværk:

grafiskeværk:Suecia Antiqua et Hodierna, og, som A.S. påviser, tillige i det officielle værk om Carl X Gustafs historie, Samuel Pufendorfs De Rebus a Carolo Gustavo, Sueciæ Rege, gestis commentariorum libri septem (Nurnberg 1696), oversat til svensk af Adolf Hillman under titlen: Sju Bocker om Konung Carl X Gustafs Bragder (Stockholm 1915).

Erik Dahlberg har haft direkte indflydelse på eftertidens opfattelse af denne vigtige krigsperiode, hvor magtforholdene så afgørende ndredes Norden. Det var ham, der leverede de 114 kobberstik til rigshistoriografen Samuel Pufendorfs (S.P.) værk, hvorved Carl X Gustaf og hans mænds handlinger i højeste grad glorificeredes. E.D. var imidlertid også en særdeles aktiv historiker, som både samlede på primært kildestof og bearbejdede det. Og hele dette materiale stillede han til S.P.s disposition i 1681, hvorved rigshistoriografens arbejde utvivlsomt blev mere krigshistorisk præget end det ellers ville være blevet. Endelig var Hi.D. en meget duelig memoireforfauer, som det ses af hans berømte »Dagbog«. Den tryktes første gang i 1823 og har siden været optrykt i 1912 og 1962 (forkortet). Af E.D.s historiske arbejder har hidtil kun eet været trykt nemlig hans såkaldte »Diarium« (1655-60), i Meddelanden från Kungl. Krigsarkivet 111, Stkh. 1923, 77-132. Men hans krigshistoriske samlinger har i mere end 100 år været kendt og benyttet af historikerne (SRA. Krigshist. Handlingar XI: 4).

Arne Stade er utvivlsomt blevet sat igang af den hårde debat, der rejste sig om E.D., efter at det var lykkedes Curt Weibull i 1948/49 at påvise, under henvisning til et beediget udsagn af E.D. selv, at han ikke var med på kongens og rytteriets berømte tog over Storebælts is d. 5/6. febr. 1658. Han fulgte blot infanteriet flere dage senere. Det var en nok så kedelig afsløring, når alle historikere hidtil havde troet på Dagbokens stolte ord, det talte om en kgl. befaling til E.D., som gik ud på »att jag nu skulle rijda fbråth och wijsa wågen, som jag och giorde . . .«. Derved rejste der sig blandt svenske historikere en hård disput om E.D.s pålidelighed i det hele taget. A.S. har selv deltaget deri. De mange indlæg havde imidlertid en tilbøjelighed til at blive stikkende i problematikken omkring Toget over Bæltet. Det har øjensynligt udfordret A.S. til at udvide undersøgelsen til hele E.D.s virksomhed som historiker. Det har været et ganske overordentligt stort arbejde, men det har været ulejligheden værd og har givet mange værdifulde resultater.

Det er E.D.s historiske kildesamling, der står i centrum for A.S.s undersøgelse. Det har herunder stor interesse at få fastslået de enkelte skrifters tilblivelse og proveniens. Uden det er ethvert forsøg på at diskuteremotiverne for E.D.s aktivitet håbløs. Udgangspunkterne er her to bevarede lister over samlingen, hvoraf kun den ene er dateret. Det er

»Fdrteckningen« over de skrifter, som E.D. sendte S.P.; den er dateret 1681. Den anden, »Specifikationen«, der ligesom den førnævnte indeholder33 titier, kan indkredses ved hjælp af E.D.s korrespondance. Blandt skrifterne er der en svensk skibsliste fra Sundslaget d. 29. oktober 1658. Det er utvivlsomt den, som E.D. modtog i Paris engang i tiden 9. maj/27, juli 1668. Ældre kan specifikationen altså ikke være. Meget yngre kan den næppe heller være, mener A.S. på dette stadium af undersøgelsen(s. 35). Han kan nemlig ikke i specifikationen finde en relationom Sundslaget, som E.D. meget ønskede, og som A.S. mener, at han også modtog i Paris. Var dette rigtigt, burde specifikationen kunne dateres til 27. juli/11, sept. 1668, da E.D. forlod Paris. Dette tilbagevisesimidlertid 244 sider længere fremme, hvor den sandsynlige affattelsestidsættes til 1673 p.gr. a. papirets vandmærker.

Dette spring i undersøgelsen forekommer af flere grunde forbløffende og forvirrende. For det første virker det lidet overbevisende, at E.D. skulle have modtaget den omtalte relation. At han ønskede den, er sikkert nok, og at han skrev, at han uden den ikke kunne færdiggøre stikket af slaget, er vist. Når man ser på det stik, der vitterligt blev fremstillet, føler man sig dog lidet overbevist om, at han virkelig også modtog den ønskede relation. På stikket er der ikke nogen tekst udover en svensk skibsliste (og den ved vi jo, at han havde fået). Men stikket er i sig selv en ren dekorationskomposition, der kun har meget lidt med slaget at gøre. Det hele tyder mere på, at E.D. har manglet relationen. Til denne indvending kan så føjes, at A.S. meget snart kommer til det resultat, at E.D.s motiv for sin materialeindsamling var kunstnerisk betinget og hang sammen med hans tegninger. Dette føjer sig for læseren smukt ind i den foreløbige opfattelse af en datering til 1668, hvor E.D. jo netop opholdt sig i Paris for at få sine tegninger stukket. Han skulle altså have bragt en relevant litteratur med sig til Frankrig. Det kedelige er blot, at mindst 7 af de 33 skrifter må være uden enhver interesse for tegneren E.D., noget A.S. undlader at gøre opmærksom på. Der er altså meget lidt hold i den foreløbige datering til 1668, den skader fremstillingen og forvirrer læseren.

Ved hjælp af de to lister (specifikationen fra (1668-) 1673 og forteckningenfra 1681) kan de bevarede akters tilkomsttid nærmere præciseres.Igen går A.S. igang med en foreløbig behandling af specifikationensskrifter. Han tager, som han selv siger, nogle stikprøver. Med stor sikkerhed fastslås det, at E.D.s »krigsdagbok« (ikke at forveksle med dagbogen) er ført nogenlunde samtidig med begivenhederne. Den rækker kun fra d. 8. jan. til d. 17. nov. 1657. Den kunne man godt have tænkt sig at høre noget mere om. Et andet skrift stammer også fra E.D.s hånd. Det er den såkaldte »Essens beråttelse«. Den synes at være blevet til under hjemrejsen fra Danmark, som generalmajor Johan von

Essen og E.D. foretog sammen på orlogsskibet Mercurius omkring månedsskiftet juli/aug. 1660. Den er nedskrevet af E.D. med blyant, hvad der i væsentlig grad bestyrker den opfattelse, at den er kommet til under særlige forhold, og den synes at være et Dahlbergsk referat af Essens fortælling. Flere andre skrifter er dog kommet E.D. i hænde på anden måde, nemlig ved bevidst indsamling fra hans side. Dette gælder således de 4 stenbockske skrifter, hvis forfatter er feltmarskal G. O. Stenbock. De omhandler alle den polske krig, og er sandsynligvis overgivettil E.D. i 1664. »Sparres beråttelse« henføres til oberst Carl S.; en efterskrift gør det klart, at den er blevet skrevet til E.D. og efter opfordringfra ham. Den modtog E.D. sandsynligvis allerede i 1663. E.D.s bevidste indsamling af historisk materiale kom herved tydeligt frem. Alle de nævnte skrifter er optaget på specifikationen; men dette gælder ikke den sidste stikprøve: Oxenstiernas diarium, der må tillæggesrigsmarskal Gabriel 0., der døde i juni 1673. Den er rettet til E.D., hvorfor den senes i kan være afsendt sommeren i6 75. røigeiig sætter den en terminus ante quem for affattelsen af specifikationen.

Hvad var motiveringen for E.D.s bevidste indsamling af krigshistorisk materiale? Dette giver de anførte skrifter intet entydigt svar på. At kunstneriske hensyn har spillet ind, kan imidlertid direkte bevises af en notits i Rothoffs krigsdagbog, også et skrift, der er nævnt i specifikationen. I et marginalnotat bemærker E.D. ved en regimentsliste: »Maste ses i bataljen«. Typisk for A.S. siger han intet om, at bataljen må være det svenske-polske sammenstød d. 15. juli 1655, og at stikket heraf netop meget omhyggeligt medtager de svenske regimentsnavne (stik nr. 6, fra Parisperioden). Den side af sagen interesserer beklageligvis ikke kildekritikeren A.S. Et andet eksempel på nødvendigheden af efterretning, når et forlæg til stik skulle udarbejdes, finder A.S. i en brevveksling mellem E.D. og rigsdrosten Per Brahe lige efter E.D.s hjemkomst fra Paris. Ret beset drejer det sig her mere om at få en skitse over slaget ved Genevadbro d. 13. aug. 1657 end om en relation om slaget. En sådan findes da heller ikke nævnt i forteckningen. Den tilsendte skitse var tilstrækkelig, som det ses af stikket nr. 69 (stukket 1688 i Stkh.). Tilsvarende forhold gjorde sig gældende ved eksemplet Riga (stik nr. 45, fra Parisperioden). E.D.s store interesse for skitser ses alene deraf, at han hjemsendte en stor pakke fæstnings- og slag-planer fra Danmark d. 14. juli 1657. Mere overbevisende sammenhæng mellem relationer og stik er der i eksemplet Thorn (stik nr. 92, fra Stockholmsperioden); hertil kunne være føjet Trondhjem (stik nr. 91, fra Parisperioden, svarende til relationen nr. 29 i specifikationen).

Eksemplet Warszawa er virkelig et skoleeksempel på, hvor nødvendigtdet
kunne være for kunstneren at have grundig krigshistorisk orientering.På
grundlag af oplysninger fra fremtrædende krigsdeltagere og

egne samtidige iagttagelser sammenstillede E.D. tre slagskitser (en for hver dag) i 1657 - og han udarbejdede senere en udførlig relation om slaget. Relationen ser ud til at være E.D.s første krigshistoriske fremstilling,da den givetvis bygger på andet end E.D.s eget erindringsstof. Relationen fik stor betydning for stikkene, hvis følgetekst viser nøje overensstemmelser med den. Eksemplet understreger imidlertid lige så stærkt relationens utilstrækkelighed. Skønt E.D. selv havde udarbejdet relationen om slaget, var det ham umuligt uden videre at rekonstruere tegningerne, efter at hertug Adolf Johan (kongens bror) havde forlagt dem, efter at have modtaget dem til låns. Dette sidste synes at have undgået A.S.s opmærksomhed. Alt i alt må det være berettiget at stille sig noget reserveret til den fremsatte tese, at E.D.s kunstneriske virksomhedhar været den første drivkraft for hans krigshistoriske aktivitet.

Når A.S. er så ivrig for at trække E.D.s kobberstik ind i denne sammenhæng, virker det ikke så lidt overraskende, at han slet ikke efterprøver, om stik og kilder svarer til hverandre. Han forsøger desværre heller ikke at vurdere stikkenes værdi som situationsgengivelse. Det har således slået anmelderen, at teksten på stikket fra Nyborg (stik nr. 71, fra Paris-perioden), der gengiver angrebene på Bredals eskadre, taler om tre danske skibe, skønt eskadren omfattede 4. Det ejendommelige heri kommer frem, når man betænker, at E.D. selv har overværet begivenheden og formodentlig herunder lavet sin skitse. Hvorfor bøjede han sig ikke for de skriftlige kilders oplysninger? Svaret må vel være, at skitsen viste, at kun 3 af skibene var i ilden. Var dette den virkelige situation?

På baggrund heraf forekommer det anmelderen mere sandsynligt, at det, som A.S. gør til et bimoment, i virkeligheden var den vigtigste side af sagen. E.D. har hele tiden følt, at en krigshistorisk fremstilling måtte være noget væsentligt i et kommende værk om Carl X Gustafs historie, og med den burde stikkene naturligvis stemme overens. I den retning peger da også den store aktivitet, som E.D. lægger for dagen omkr. 1663/64, da et kongebrev af 5. juni 1663 bragte et officielt værk om hans beundrede konge indenfor synsvidde.

I samme retning peger desuden A.S.s egne resultater ang. E.D.s diarium, omfattende årene 1655-60. Gennem en overordentlig skarpsindiganalyse fastslår A.S. nemlig, at vi ikke står overfor en samtidig marchliste, men at der er tale om et historisk arbejde fra E.D.s hånd. Listen er bevaret i 4 eksemplarer, hvis indbyrdes forhold der omhyggeligtgøres rede for. Det påvises med overbevisende kraft, hvilket eksemplarder forelå under E.D.s ophold i Paris (ex. 2, version 1), hvilket der overgaves S.P. i 1681 (ex. 1), og hvilket der overgå ves kongen d. 16. juli 1695 (ex. 3). Det viser sig, at diariet har en tydelig sammenhæng med udarbejdelsen af Carl Gustaf-værkets to store krigskort over Polen og Danmark. Kvartersnumre på kortene findes også i diarierne. Nu er

kortene imidlertid begge stukket i Paris (stik nr. 5 og 57) sensommeren 1668. Havde diariearbejdet kun haft interesse i forbindelse med kortene,var der ikke meget mening i at arbejde videre med dem efter den tid. Men A.S. viser selv, at E.D. arbejdede meget intenst med diarierne helt op til 1690-erne. Der må altså være tale om andet end kartografiskegrunde til disse anstrengelser, og de kan meget vel også række ned til tiden før de to krigskorts færdiggørelse.

Man ma her forst sporge om, hvad det egentlig er, E.D. foretager sig med diarierne fra eksemplar til eksemplar. Simpelthen en overarbejdning, der synes at have sammenhaeng med erhvervelsen af stadig nyt historisk materiale. Med en tilsyneladende aldrig traettet energi har perfektionisten E.D. sogt at fore sit diarium ajour. Den vaesentligste drivkraft hertil ma have vaeret en braendende historisk interesse, lad sa vaere, at den ikke har vaeret uden sammenhaeng med onsket om at befordre egen karriere. Men alene det, at en ingeniorofficer mener at hunnc gcrc 3ig bcuiauijtwl v^J lualuiiak vnkbuiiihcu, viser en hojst usaeavanlig indstilling. Det bor tillige i den forbindelse naevnes, at hans arbejde med storvaerket Suecia antiqua et hodierna viser en tilsvarende historisk interesse og indstilling, noget A.S. ikke synes at tillaegge storre betydning. Endelig kan man ikke se bort fra, at E.D. hele livet har folt en forpligtelse overfor den afdode og beundrede konge. I alderdomsvaerket: Dagboken, som kun var beregnet for en snaever familiekreds, giver han en interessant oplysning, anfort af A.S. i anden anledning. Det siges her, at Carl Gustaf straks ved E.D.s ankomst til haeren (sommeren 1656) og adskillige gange siden befalede ham »medh flijt alt, hwadh notabelt uthij kriget forefalla kunde, [att] anteckna «. Dette kan have vaeret anledningen til, at han begyndte at fore sin egen krigsdagbog, og det var et naturligt udgangspunkt for videre historisk virksomhed. Tegning af faestninger og byer (og slag) var derimod en direkte folge af hans embede, som det fremgar af hans bestalling. E.D.s braendende historiske interesse synes abenbar.

Den stadige ajourføring af diariet voldte E.D. de allerstørste kvaler, ikke mindst derved, at han følte sig forpligtet til at holde det i overensstemmelsemed sine to krigskort. På disse kort var hærens marchruter indtegnet, og de forskellige natkvarterer var fortløbende nummereret. Vi ved ikke bestemt, hvornår kortene forelå rentegnede, men det synes at have været et stykke tid før deres gravering i Paris sensommeren 1668. Af en eller anden grund synes allerede rentegningen at have været bindende. I et meget interessant afsnit viser A.S., hvilke vanskelighedernye og bedre oplysninger har forvoldt E.D. både før og efter 1668. Det har været så magtpåliggende for E.D. at opretholde overensstemmelsenmellem kort og diarium, at han ikke er gået af vejen for bevidst at vride fremstillingen trods bedre vidende. Men han stod jo

også her overfor en højst übehagelig bunden opgave. Det kan dog ikke nægtes, at dette alligevel kaster et særegent lys over E.D.s virksomhed som historiker. Samtidig understreger det imidlertid, at det hele tiden må have foresvævet diarieforfatteren, at diariet og kortene (og vel de øvrige billeder med) skulle følges ad. Tanken om en krigshistorisk fremstillingmed diariet som rygrad må have foresvævet E.D.

Der er også andre tegn på, at E.D. har set sig selv som forfatter til den krigshistoriske del af det kommende Carl-Gustaf-værk. Han har faktisk gjort store tilløb til en sammenhængende fremstilling af krigene. Det er lykkedes A.S. at påvise, at ikke mindre end 6 store felttogsrelationer er skrevet af E.D., skønt han selv har henført fire af dem til andre forfattere. I modsætning til diariet er de skrevet på tysk, ligesom relationen om tredagesslaget. De danner en stort set dækkende fremstilling af de militære begivenheder fra krigsudbruddet 1655 til svenskernes belejring af København aug. 1658. 5 af relationerne forelå udarbejdede inden 1673, da de figurerer i specifikationen. Den 6., omfattende perioden febr.-aug. 1658, synes først at være skrevet dette år, og den ser ud til at være afbrudt pludselig, da den ophører midt i en sammenhæng. Ved hjælp af sine tidligere indvundne resultater kan A.S. fastslå, at de to første relationer (Wittenbergrelationen (febr.-aug. 1655) og Jaroslawrelationen (febr.-apr. 1656)) forfattedes 1663/64, medens den tredje (Rakoczyrelationen (marts-juni 1657)) først forelå færdig noget senere, men inden Frankrigsrejsen 1667/68. De tre danske relationer (Frederiksodderelationen (aug.-okt. 1657), Bæltrelationen (nov. 1657—_marts 1658), og relationen om krigens genoptagelse (april-aug. 1658)) er skrevet efter E.D.s hjemkomst, men altså før eller i 1673. For den sidstes vedkommende gælder dette dog kun konceptet. Det forekommer i øvrigt uforståeligt, at A.S. ikke i denne sammenhæng finder anledning til at beskæftige sig mod E.D.s relation om stormen på København (10/11. febr. 1659). Den har form af et brev fra E.D. til hans tidligere foresatte, generalmajor C. Marderfelt, dateret d. 15. febr. 1659. Selvom relationen således ikke er en krigshistorisk fremstilling, men et samtidigt vidnesbyrd, har den da ligefuldt interesse både udfra et kunst- og krigshistorisk

Når A.S. kan fastslå relationernes affattelsestid ret nøje, hænger det sammen med, at kilderne til relationerne endnu er bevarede. Det er simpelthen de primærkilder, som E.D. selv havde samlet sammen. Af denne grund er de 6 felttogsrelationer stort set uden primærværdi, hvad det er en af A.S.s største fortjenester at have påpeget. Herefter skulle fremtidig misbrug af dem kunne undgås. Lidt primært stof indeholdes der dog i alle relationerne, undtagen Wittenberg-relationen.

Bevarelsen af E.D.s kilder gør det muligt at bedømme ham som historiker.Og
det er en vigtig ting, da især hans polske relationer har

været kritikløst anvendt af historieskriverne. Resultatet er ikke umiddelbartsmigrende for E. D., da A.S. uafviseligt kan påvise, at han manglernøjagtighed i fremstillingen. Han føler sig ikke strengt bundet af sine kilder. Men værst er dog nok tendensen hos ham. Han overdriver svenskernes og især Carl Gustafs heltegerninger og nedvurderer såvel modstander som allieret. Særligt grelt kommer det frem i Rakoczyrelationen,hvor der ikke levnes ungarerne megen ære. Et karakteristisk træk hos E.D. er hans overdrevne tal på modstanderne og deres tab. Dette maner til varsomhed overfor det primære stof, som trods alt findesi

Selvom E.D. således sætter den svenske konge i centrum i sine felttogsrelationer,
så måtte helten dog prise sig lykkelig over at have haft
følge af den trofaste tjener E.D. Ved flere lejligheder gjorde han sin
herre fortræffelige tjenester, både i Polen og i Danmark. Det interessante
i A.S.s undersøgelser på dette punkt ligger ikke så meget i, at de
riaVllhprorclfp inHcatsPi" %V>(*nViort rvw*»rvlrii«»c fr\t*i- Kor inrlfo + irA 1 irrovo t-v-S
i_i " — -¦ - \ O 1
vist), men derimod i konstateringen af, at fremstillingen af disse episoder
faktisk synes at indeholde en virkelig sandhedskerne. At vridninger
til E.D.s fordel må have forekommet mere tilforladelig, når relationerne
udgaves for beretninger af andre end E.D., er indlysende. Dermed være
dog ikke sagt, at dette har været grunden til den misvisende attribution,
som nogle har ment. Det må jo afhænge af, hvad E.D. egentlig
havde tænkt sig med sine relationer.

Spørgsmålet er ikke så lige til at besvare. Der er påvist en iøjnefaldende aktivitetsperiode hos E.D. fra 1663-67. Det gælder både hans samler- og skribent-virksomhed. Det er svært at være uenig med A.S. om, at den må have sammenhæng med de forhandlinger, som E.D. på denne tid førte om sine tegninger. Resultatet blev det tidligere nævnte kongebrev af 5. juni 1663, der foreslog en deponering af tegningerne imod »eet gott recompens«. Det er uvist, men tvivlsomt, om denne deponering fandt sted. Skrivelsen syntes at stille et Carl Gustaf-værk i udsigt, hvorfor A.S. forestiller sig, at det var for at befordre dette, at E.D. greb pennen. Med vort kendskab til E.D. forekommer det dog anmelderen mere sandsynligt, at det var for at præge dette. Desuden måtte en fremstilling vel kunne give håb om en yderligere recompens, måske som foreslået af H. Schiick (Svensk Historisk tidskrift 1968,1, 30) de donationer, der var givet ham af Carl Gustaf, og som formynderregeringen havde undladt at effektuere.

Det kunne se ud til, at E.D. trådte ind i en ny aktivitetsperiode i begyndelsenaf 1670-erne. Det behøver dog ikke at betyde andet end at E.D. nu påny fik tid for tjenesten til at dyrke sit historiske studium. Det kan dog næppe afvises, at Carl Xls regeringstiltrædelse (dec. 1672) kan have spillet ind, som A.S. hævder. Den registrering af hans krigshistoriskesamling,

historiskesamling,som specifikationen er udtryk for, kunne have sammenhængdermed. E.D. skulle efter dette have håbet på, at den unge konge ville sætte faderen det æresrninde, som han (E.D.) så længe havde ventet på. Derfor gjorde han nu status over samlingen for sig selv og andre (kongen). Derfor gik han i gang med at fortsætte sin fremstilling. Hvad A.S. ikke forklarer, er den påfaldende afbrydelse, der slutter den sidste danske relation. Har den noget med dette at gøre? Det mener H. Schiick. E.D. blev skuffet i sit håb om kgl. befordring af Carl Gustafværket,dengang Carl XI besøgte Malmø (20.-27. aug. 1673); derfor opgav han at fuldføre det arbejde, han befandt sig midt i. En mere naturlig forklaring synes det dog at være, at hans udnævnelse til fortifikationsetatenschef (9. sept. 1674) rent arbejdsmæssigt har hindret ham i at fortsætte. Og ikke længe efter brød jo tilmed krigen med Danmark ud. Men der er intet, som tyder på, at E.D.s historiske interesse var blevet svækket - tværtimod.

Dette sidste turde fremgå af hans interesse for S.P.s arbejde, der først for alvor synes at være kommet i gang nogle år efter krigen, skønt han udnævntes til rigshistoriograf allerede 1677. E.D. synes at have optrådt som katalysator, idet han overgav S.P. hele sin krigshistoriske samling d. 2. maj 1681. Han gjorde det på eget initiativ, da han selv synes at have fremkaldt et kongebrev herom. Det var i forbindelse hermed, at han udarbejdede den såkaldte forteckning på svensk. Det er ved den lejlighed, at der skete det mærkværdige, at han attribuerede 4 af sine 6 felttogsrelationer til andre forlængst afdøde personer. Det må dog fremhæves, at dette kun er sket i forteckningen, ikke på selve relationerne, der har ganske objektive titler. Hvorfor foretog E.D. denne mærkværdige henføring i forteckningen. A.S. er tilbøjelig til at forklare dette med, at det må være gjort for at føre S.P. bag lyset, for at E.D.s bedrifter naturligt kunne glide ind i rigshistoriografens fremstilling. Det må indrømmes, at forklaringen er nærliggende, omend ikke videre smigrende for E.D. Men den forudsætter rigtignok, at S.P. så også har modtaget »forteckningen«, og har forstået svensk. Den kan dog næppe være udfærdiget med S.P. for øje, når den er på svensk. Dette er jo så meget mere påfaldende, som alle relationerne er på tysk. Har forteckningen måske blot været en orientering for kongen, som skulle imponeres af de gode navne, som anført af Schiick? Eller er det blot en erindringsseddel til E.D.s eget brug? Disse sidste forslag synes mindre belastende for E.D. Endelig bør det vel tilføjes, at har det været E.D.s mening at føre S.P. bag lyset, så lykkedes dette ikke. Rigshistoriografen holdt sig i det væsentligste til de officielle krigsrelationer, hvori der ikke optrådte nogen E.D. De diskuterede attributioner har først ført en senere tid bag lyset.

E.D.s krigshistoriske forfatterskab er især blevet belastet af hans såkaldte»Dagbok«.

kaldte»Dagbok«.Det er i den, han ganske uhaemmet skyder sin egen person i forgrunden, bliver den stolte forerskikkelse over Storebaelt, en interessant gaest pa Frederiksborg slot og en ivrig angrebstilhaenger foran Kobenhavn. Dagbogens eksistens har vaeret kendt i ca. 200 ar, og den tryktes som sagt forste gang i 1823. Den har haft umadelig indflydelse pa opfattelsen af Carl Gustaf-tiden og pa den svenske storhedstid i det hele taget, da den raekker helt frem til d. 21. okt. 1699. Ulykken er, at Dagbogen har vaeret opfattet som et primasrt kildeskrift. Det er imidlertidikke nogen samtidig dagbog, og E.D. kalder den heller ikke noget sadant; men det er sandsynligt, at forfatteren i hvert tilfaelde for tiden efter 1660 har stottet sig til mere eller mindre kortfattede almanakoptegnelser.Tidspunktet for den endelige udarbejdelse af Dagboken er vanskelig at praecisere, men A.S. giver gode grunde for, at det for storste delens vedkommende (til og med aret 1693) er sket i begyndelsen af 1690-erne og for maj 1694.

!__T Sr "2l,*ClgCilg -L.dgr;Gi^^ij.L. uumi Kji.il uiuiv, luji-uu, uli nn-cicsacrer A.S. Tekstundersogelsen giver her til resultat, at bogen er sekundaer og isaer bygger pa de tidligere naevnte arbejder fra E.D.s egen hind: Krigsdagbogen og de 6 (8) felttogsrelationer. Deter jo kun rimeligt, ikke mindst, hvis han har manglet almanakoptegnelser fra tiden for 1660, hvad flere ting tyder pa. Pa et meget interessant punkt er E.D. imidlertid blevet pavirket af S.P., hvad der er mere overraskende. Der er en iojnefaldende overensstemmelse mellem Dagbokens og S.P.s Carl Gustaf-historie m.h.t. visse omstaendigheder ved det andet krigsudbrud. Begge parter haevder saledes med overbevisning, at voldene omkring Kobenhavn var i en elendig forfatning. Dette ville vaere let forklarligt, om det blot kunne fores tilbage til benyttelse af fselleskilder, forst og fremmest E.D.s egen relation om krigens genoptagelse, der som bekendt sendtes til S.P. i 1681, men ogsa tidligere trykte fremstillinger (som A. M. Hjorrings Leyrs-Krantz (trykt 1660) og R. Manley's The History of the Late Wars in Denmark (trykt 1670)). Den kan ikke stamme fra relationen, der pa dette punkt er lidet oplysende. Ved en meget indviklet, men fint gennemfort analyse overbeviser A.S. laeseren om, at S.P. uafhaengig af A. M. Hjorring har nedvurderet voldsystemet af tendentiose grunde. S.P. befandt sig nemlig overraskende nok indenfor voldene under belejringen, ansat som laerer for den svenske diplomat Coyets born. Dette er en af historikerne lidet paagtet kendsgerning, selvom S.P. naevner det i sit historievaerk. Tendensen skulle herefter skyldes det übehagelige minde om den langvarige internering i forbindelse med harme over, at Carl Gustaf blev lokket bort fra en storm pa den ufuldkomne faestning. Deter fra S.P.s fremstilling, at E.D. har faet tanken om at kunne kore med hest og vogn over grav og void lige ind i Kobenhavn, siger A.S. og sikkert med fuld ret.

Hvordan er dette muligt, når S.P.s værk først tryktes i 1696, og vi lige har oplyst, at Dagboken's Carl Gustaf-afsnit er renskrevet før maj 1694. Det hænger simpelthen sammen med, at E.D. i begyndelsen af 1690'erne havde fået til opgave kritisk at gennemgå S.P.s manuskript til Carl Gustaf-historien. Hvad han især havde at anke over, var S.P.s ringe udnyttelse af Frederiksodde- og Bælt-relationen. Denne undladelse betød, at E.D. så at sige var blevet uomtalt i det officielle historieværks afsnit om første danske krig. Forklaringen på, at S.P. havde undladt at udnytte denne del af det tilsendte materiale kunne ligge deri, at andet, ofte trykt stof var for hånden i rigelig mængde, og det var lettere at arbejde med end E.D.s håndskrevne beretninger. Men hvad forklaringen end var, resultatet måtte synes højst utilfredsstillende for E.D. Han fremførte da også nogle indvendinger, men med forbavsende ringe energi. E.D. må formodentlig have indset, at det ville være højst usmageligt, om han på det tidspunkt og i sin daværende stilling søgte at trænge sin person frem i et officielt værk. Til gengæld afreagerede han i Dagboken; han skød sig selv helt urimeligt i forgrunden i sin fremstilling af Frederiksoddes erobring (S.P. nævner slet ikke E.D. i den forbindelse), af Bæltovergangene (hvor S.P. dog i det mindste nævner hans isrekognosceringer), af Frederiksborgmødet (hvor han slet ikke var tilstede og derfor ikke nævnes af S.P.) og af begivenhederne omkring indledningen til Københavns belejring (hvor S.P. heller ikke nævner ham).

Hvorfor begik den højt estimerede fortifikationschef, feltmarskal og greve E.D. sådanne uhyrligheder i sin Dagbok? Var han blevet senil? A.S. tager ikke problemet op, men muligheden kan også straks afvises. E.D. når med dette værk et absolut højdepunkt i sin litterære virksomhed.Desuden udelukker de mange selvoplevede enkeltheder en sådan antagelse. Noget af forklaringen må ligge i den selvhævdelsestrang, som E.D. allerede havde lagt for dagen i sine felttogsrelationer, omend i mere modereret form. De direkte løgne i forbindelse med Storebæltovergangenog Frederiksborgmødet, der i øvrigt hænger logisk sammen, synes at have en dybere årsag. A.S. påviser, at de virkelige begivenhederomkring Bæltovergangen føltes af E.D. som hans livs store skuffelse.De bibragte ham et kompleks, i væsentlig grad rettet imod K. G. Wrangel. Nu var timen inde til at skrive historien, som den burde have formet sig. Og så må man ej heller forglemme, at Dagboken var et memoireværk, der kun burde læses af familiens kreds, hvor man var ivrig efter en god tradition. Det er jo trods alt heller ikke E.D.s skyld, at historikerne så tidligt fik fingre i værket og misopfattede det som et primært kildeskrift. At E.D. stadig udmærket kendte sandheden om Bæltovergangen kan tillige ses deraf, at han endnu en gang overarbejdedesit diarium i overensstemmelse med Dagboken. Det var den udgave af diariet (eksemplar 3), der blev overgivet Carl XI d. 16. juli 1695.

E.D.s indsatser er trukket stærkere frem end tidligere - men han rider
dog ikke i spidsen for den sejrrige hær under Bæltovergangen, og der
står intet om hans deltagelse i Frederiksborgmødet.

A.S. har ydet en enorm arbejdsindsats med sit disputatsarbejde, og han har bragt forbavsende klarhed og orden i det kaos, der hidtil har bestaet omkring E.D.s krigshistoriske arbejder. Fra nu af skulle skrifternes historiske vacrdi og indbyrdes forhold ikke kunne misforstas. Deter et bemaerkelsesvaerdigt resultat at fa fastslaet, at E.D.s relationer ikke er skrevet for at fore S.P. bag lyset, da de la faerdige laenge for han kom ind i billedet. Det kan i det hojeste vaere attributionerne, der kan have haft denne funktion - og deter jo en langt uskyldigere affaere. E.D.s krigshistoriske arbejde har vaeret baret frem af onsket om at fa krigsbegivenhederne tilfredsstillende behandlet i sammenhaeng med hans illustrationsmateriale - lad sa vaere, at ogsa karrierehunger har virket ansporende pa E.D. savel som lysten til at sikre sig en plads i historien. E.D.c mdccitG 3GiVi. liijtwiiok ii±ai.^.i.±<al»_±iiu;>aiii±ci iccggcs Kiari irem, og hans mangier som historieskriver dokumenteres. De forklares forstaende dermed, at E.D., som selv var aktiv i begivenhederne, matte fa. en mere fremskudt stilling end rimeligt er - men det pointeres ofte, at historikeren ogsa var behaeftet med en veludviklet selvhaevdelsestrang. Den lob dog kun helt lobsk i Dagboken, der pa den anden side ikke var beregnet til offentliggorelse.

A.S.s værk er bygget uhyre logisk op; man følger ham gennem alle hans møjsommelige undersøgelser fra resultat til resultat. Det må i et kildekritisk arbejde som det foreliggende være en rimelig, ja nødvendig fremgangsmåde. Det skal dog ikke nægtes, at den er meget anstrengende for læseren. Der opstår på den måde mange afbrydelser (delvis meget lange) og sidespring, hvorved sammenhængen er svær at fastholde. Det fulde udbytte får man først, når man har lært bogen som en lektie. En fyldigere indholdsfortegnelse og et emneregister ville utvivlsomt have lettet arbejdet med bogen, men et sådant hjælpeapparat mangler desværre. Anmelderen er ikke helt enig med A.S. i alle hans resultater, som det skulle fremgå af det foregående. Derimod er han ganske overbevist om, at A.S. med sin disputats har leveret et kildekritisk standardværk om Konung Carl X Gustafs Bragder. F WA4Rn