G. R. Elton : The Practice of History. Sidney University Press, London, Methuen, 1967. viii + 178 s. 25 sh.

Elton ønsker at påvise at historieforskning er en »autonom« videnskab, som ikke behøver at læne sig til nogen eller noget, hverken nu eller i fremtiden. Dvs. påvise er så meget sagt; det bliver hævdet, påstået og til tider råbt ud. På smudsomslaget står: »The author describes it modestly as 'a manifesto rather than a treatise' . . . and what he says is always stimulating, often pungent, sometimes tierce«. Men i det lange løb forsvarer man nu engang sin sag dårligst ved at slå i bordet og hæve stemmen, selvom man med rette er blevet træt af at se på sine kollegers spagfærdige, til tider rent defaitistiske holdning over for nabovidenskaberne, for slet ikke at tale om de »eksakte« videnskaber.

Allerede i forordet gør Elton det klart, at han tager afstand fra de filosoffer, som analyserer den historiske tænkning, fra sociologer og historiografer, som analyserer historikere, og fra de historikere, som lejlighedsvis søger at retfærdiggøre deres job under henvisning til nytteargumentet. Han går ud fra som givet på forhånd, at historiefilosofi ligefrem er en hindring for den praktiske udøvelse af faget. Han medgiver dog »that there are some sensible books on these subjects«, f. eks. af W. H. Walsh, P. Gardiner og W. B. Gallic Men han forklarer karakteristisk nok ikke hvad der efter hans mening gør disse bøger »sensible«. Helt bortset fra den arrogance hans holdning er udtryk for, gør han sig skyldig i det der er værre: han afskærer sig selv fra muligheden for at nå frem til et præcist begrebsapparat og fra at placere sit fag i relation til andre videnskaber.

Ud fra bogens titel og forordet forventer man unægtelig den »praktiske« historikers bidrag til konkrete problemers løsning; det er vel ikke urimeligt at forvente nogle kildekritiske og almen-metodiske staldtips fra forfatteren til »The Tudor Revolution in Governments eget lille husmandssted.

Men det bliver der ikke noget af; vi får at vide (s. 64f.) at historisk teknik (som snart er hvad vi forstår ved historiske hjælpevidenskaber, snart nærmest lig med kildekritik) og historisk metode ikke er det samme. Historisk metode er »no more than a recognized and tested way of extracting from what the past has left the true facts end events of that past, and so far as possible their true meaning and interrelation, the whole governed by the first principle of historical understanding, namely that the past must be studied in its own right, for its own sake, and on its own terms«. Det kunne jo være rart nok at få at vide hvad Elton så lægger i dét, men vi bliver øjeblikkelig henvist til de almindelige lærebøger i historisk teknik (her hovedsagelig i betydningen kildekritik).

Resten af bogen, som er delt i hovedafsnittene: Purpose, Research, Writing

og Teaching, går med forbløffende uklare betragtninger, blandet med skarpe
udfald mod kendte kollegers mere eller mindre elementære brølere. Det er
trættende og lidet opmuntrende læsning.

Elton har - nærmest demonstrativt - overset at en bog om historieforskningens
praksis i sig selv jo nødvendigvis må være et teoretisk værk og derfor ikke på forhånd
kan frasige sig den teoretiske kunnen. Tavod ppA_I-M,IW4ir