Krøniken om Graabrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark. Oversat af Henning Heilesen. Selskabet til historiske kildeskrifters oversættelse. København, Munksgaard, 1967. 88 s. 17,60 kr.

»Krøniken« om gråbrødrenes fordrivelse fra Danmark er en vigtig kilde til en side af Reformationens historie i Danmark og en af de forholdsvis få kilder, der skildrer begivenhederne fra et katolsk synspunkt. Det må derfor hilses med glæde, at den nu foreligger i en tilgængelig, ny oversættelse til dansk, der kan afløse Fengers oversættelse i Dansk Kirketidende 1851. Oversættelse og indledning er udarbejdet af arkivar Henning Heilesen, der tidligere har ydet et par bidrag til kommenteringen og behandlingen af skriftet.

Om selve indledningen er der kun godt at sige. Den giver en velafvejet fremstilling af de nye forskningsresultater både med hensyn til skriftets affattelse og dets almene baggrund. Det burde dog måske have været nævnt, at pater A. M. Lundin OFM i tidsskriftet »Credo« (42. årgang hæfte 4, Stockholm 1961) har bragt en (svensk) oversættelse af kapitlerne om Malmø, Halmstad, Ystad og Viborg og med bistand af J. Nybo Rasmussen har forsynet dem med en indledning og fyldige noter, der bl. a. aftrykker en del samtidigt kildemateriale. Endvidere har Nybo Rasmussen i Catholica 15 (København 1958) s. 202-10 skrevet en afhandling om broder Søren og hans martyrium, da franciskanerne blev fordrevet fra Ystad. Der var måske også grund til at nævne samme forfatters biografiske arbejder om »krønikens« formentlige hovedforfatter Jacobus Johannis (i Franziskanische Studien 45, 314-37 & Archivum Franciscanum Historicum 58 (1965) 330-31, på dansk i Catholica 20 (1963) s. 109-127 og 22 (1965) s. 134-135).

Oversættelsen er meget omhyggelig og i det store og hele korrekt. Men man
kunne nok have ønsket sig, at dens formuleringer havde været noget mere mundrette.Det

rette.Detskal indrømmes, at originalens latin ofte er ret så kejtet - men der
er nok endnu flere kejtetheder i det danske. Jeg skal blot anføre et par eksempler:

S. 24, 2. afsnit: »Hvor sande disse de anførte ord af psalmisten er, kan man
kun alt for tydeligt se i denne vor desværre så ulykkelige tid, i hvilken man kan
iagttage det lutherske partis så elendige forvendthed gribe om sig«.

S. 49, lin. 8-9: . . . »hvor de var samlede med meget vilde sind og ansigtsudtryk«.

I det følgende vil jeg tage nogle steder op, hvor jeg mener at kunne påvise unøjagtigheder og uheldige formuleringer i oversættelsen. Disse bemærkninger må ikke tages som en afstandtagen fra oversættelsen i dens helhed, der som før bemærket er særdeles nøjagtig, men snarere som bidrag til en bedre tekstforståelse af en interessant kilde.

S. 23, lin. 1: »O Herre, hærskarers Gud, vend dig om/«. Det forekommer mig
at være en lidt pudsig tiltaleform til Gud. »convertere« bør vel oversættes:
vend dig til os.

S. 23, lin. 14 »kætterne selv«. Mon ikke ipsi her som så ofte i sen latin er et
blot demonstrativ, altså: disse?

S. 25, lin. 4fn.: Man kunne have ønsket en forklarende note til begrebet »almisser«.

S. 28, sidste lin.: »løvrigt . . «. Ceterum betyder ikke stort andet end: men.

S. 30, lin. 4: »sit fordærvelige kætteris tilhørere« eller: tilhørere til sit fordærvelige

S. 30, lin. sff.: »Såvel ved sin fordærvelige læres vildfarelse, der tiltog dag for dag, som ved forkærlighed for vildfarelsen tilskyndede han borgerne til . . .«. Der står omtrent således (med brydning af den latinske sætningskonstruktion): Hans fordærvelige læres vildfarelse tog til dag for dag og vildfarelsens yndest i lige måde (participiet tilhører begge ablativer); derved ophidsede (concitavit) han borgerne til ...

S. 37, lin. 11: »efter hvad jeg mener«. Ut reor betyder vel snarere: så vidt jeg
ved, eller: tror jeg nok.

S. 39, lin. 1: »inddrak fuldstændigerc danske sange«. Danicas odas .. . plenius
hauserunt. Det må betyde: flere danske salmer, eller måske de »inddrak« danske
salmer i endnu højere grad.

S. 40, lin. 1: »Nu forfølger vi vort formål«. lam propositum prosequamur:
Lad os nu komme til vort egentlige emne.

S. 41, lin. 11: »Denne kætter stod .. .«. Latinen er meget stærkere i udtrykket,
Stetit nunc ille hereticus: dér stod han nu, denne kætter . . .

S. 42, lin. 8-10 fn.: »Men da de ikke fandt nogen rimelige og fornuftige grunde til at stoppe munden på brødrene i deres prædiken«. Ordstillingen er tvetydig, bedre: Men da de i brødrenes prædiken ikke kunne finde nogen fornuftig og rimelig anledning til at stoppe munden på dem.

S. 45, lin. 7: Her finder vi en af oversættelsens få direkte fejl: Som sætningen
står, er den meningsløs. Det er jo borgerne som når de først har fået foden indenfor
»vil følge efter med hele kroppen«.

S. 46, lin. 9-10: »indtage noget til legemets vederkvægelse«. In sumenda
corporis rcfectione betyder snarere »i at finde hvile«.

S. 47, lin. 22 : »hævede« trykfejl for hævdede.

S. 49, lin. 4: »helst«. Quam libentissime, snarere: meget gerne.

S. 50, lin. 17: »lukkede de døren til«. Occluserunt: de låste den vel.

S. 56, lin. 2: »før om et år«. Per annum: iår eller helt præcis inden for det
førstkommende år.

S. 57, note 2 lin. 3: »151517« trykfejl for 1517.

S. 58, lin. 19 »sans for lov og ret«. Lyder nok for moralsk. Der tænkes ved omni iuris ordine vacuum snarere på manglende juridisk kendskab og hensyntagen. I næste linje er ordet »siden« ikke en god oversættelse af cum med konjunktiv (skønt). Meningen må være: Du er så ukyndig i jura, at du f. eks. (puta) selvom du optræder som (oven i købet) falsk anklager, alligevel (også) tiltager dig vidners og dommers rolle.

S. 58, lin. 2 fn.: »bevise temmelig tydelig ved dagens lys«. »Temmelig« er
en ejendommelig afsvækkelse af udsagnet; der står: luce clarius comprobabo:
Bevise (så at det er) klarere end lyset, d. v. s. soleklart.

S. 59, lin. 7-8: »at... reglens forskrifter temmelig klart var taget fra Kristi evangelium«. Igen en ejendommelig afsvækkelse. Det skal dog indrømmes, at såvel komparativen »lucidius« som futurum infinitiven »fore« er gådefulde. Meningen må dog vist være: er meget klart. Dette må vel ses i forbindelse med middelalderlatinens ikke sjældne usikkerhed i anvendelsen af komparationsformerne.

S. 59, lin. 13-14: Oversættelsen »på samme tid« forudsætter, at Hans Hemmingsdyng
kan udføre bilocation. Det har man vist næppe villet tillægge ham.
Der står da også »eadem hora«: i den samme time.

S. 60, lin. 4 fF.: »Men for at de ikke alle samtidig skulle forlade klostret hurtigere . . . skulle seks af brødrene blive tilbage«. Sed ne illis (ni. comestibilibus) consumptis citius omnes . . . desererent. Hvis man knytter citius til consumptis, får man en mere akceptabel mening: Men for at ikke maden skulle slippe hurtigere (eller for hurtigt) op, så at alle brødrene på en gang måtte forlade klosteret. (Holger Gregersen foreslår, at ikke alle, men kun seks brødre skal blive tilbage; så vil det vare længere, inden maden slipper op.)

S. 60, lin. 8: »særlig sex«. Praecipue sex, betyder vist: seks bestemte brødre.
S. 61, lin. 1: er adverbiet »violenter« (med magt) bortfaldet i oversættelsen.

S. 61, lin. 3: Han har vel ikke givet klosteret en del af kalken, men andel i
den (partern dare).

S. 67, lin. 19-20: Kristus er ikke blevet »fundet værdig til at lide«, men han
er - som det hedder i teologisk sprogbrug - værdigedes (dignatus est, deponens)
at lide.

S. 67, note 5: Forklaringen på irregularitas er næppe rigtig. Stedet er vanskeligt. En noget bedre forklaring giver Lundin (anf. arb. s. 176): »»Irregularitet« år ett i kyrkolagen anvånt uttryck for vissa beståmda påfoljder for forseelser av prester och ordensfolk. Detta stalle år dunkelt. Troligen vill broder Soren saga: Att jag forlåter mina fiendar får in te forstås så, att jag dårmed också skulle godkånna deras handlande; vilket av dessa skulle kunna åberopas som stod for deras anspråk på åganderåtten till klostret vid en eventuell process, for vilket jag skulle kunna goras ansvarig av mina overordnade«. - Vigtigt er det i hvert fald, at »irregularitas« er et kirkeretsligt begreb og ikke har noget med franciskanerordenens regel at gøre.

Til slut skal oversætteren komplimenteres for, at han i et tillæg har bragt en oversættelse af Jens Blochs brev til rektor Peder Hegelund, der supplerer »krønikens« skildring af reformationen i Viborg. Bogen slutter med et person- og stedregister, der forøger bogens nytte som en lettilgængelig kilde »udgave«.