Gordon Leff: Paris and Oxford Universities in the Thirteenth and Fourteenth Centuries. An Institutional and Intellectual History. New Dimensions in History, Essays in Comparative History. New York, London, Sydney, John Wiley & Sons, 1968. xii + 332 s. Ill. 75 sh. Paper 31 sh.

Der findes allerede en lang række oversigter over middelalderens åndshistorie; Gordon Leff har tidligere udgivet een sådan i Penguin Books (Mediaeval Thought, 1958). Hans nye bog adskiller sig på fordelagtig vis fra sine forgængere ved at lægge et andet - og væsentligt - synspunkt til grund for fremstillingen. Leff forsøger nemlig at skildre middelalderens åndsliv i sammenhæng med de institutioner, hvortil det var knyttet. Dette synspunkt er naturligvis ikke nyt i sig selv, men det er nyt i en oversigtsfremstilling som denne. Som ramme for fremstillingen har LefF valgt middelalderens to måske berømteste lærdomsinstitutioner: universiteterne i Paris og Oxford. Han sammenfatter selv sit forehavende på følgende måde (s. v): »I have been concerned, on the one hand, to show the connections between the academic structure — faculties, syllabuses, teaching methods, and so on - and the intellectual activities that took place within it, and, on the other, to assess what was distinctive to each university within a common urban, institutional, and doctrinal framework«.

Det må indledningsvis fastslås, at bogen i store træk tilfredsstillende løser de to opgaver, den har sat sig, men at den ikke er lige pålidelig i alle detaljer. Fremstillingen falder naturligt nok i to dele, et »institutionelt« (s. 1-184) og et »doktrinalt« afsnit (s. 185-309). Tyngdepunktet ligger klart i det første afsnit. Vi får her en fortrinlig skildring af det, man kunne kalde åndslivets sociologiske

side: universiteternes opståen og statutter, deres forhold til verdslige og gejstlige myndigheder (herunder et adækvat resumé af Aristoteles-receptionen), striden mellem tiggerordenerne og de sækulære magistre, universiteternes struktur, deres curriculum (her bør man dog til supplement rådføre sig med J. Isaac, Le Peri hermeneias en l'Occident (Paris 1953) og for Oxfords vedkommende med to artikler af J. Weisheipl i Mediaeval Studies 26 (1964) og 28 (1966)). God besked gives også om eksamensformerne og om det akademiske år. Dette afsnit kan anbefales som den vel hidtil bedste oversigt over disse emner, velafbalanceretog med et sundt jugement.

Kommer vi derimod til et andet punkt, som LefF også nævner i sin programerklæring, nemlig undervisningsmetoderne, træder visse svagheder for dagen. De forskellige undervisningsformer skildres for så vidt korrekt, men fremstillingen er et rent resumé af hvad vi allerede har vidst længe. Der gøres intet forsøg på at udbygge vor viden eller sætte den i et nyt perspektiv. Således gøres der ikke noget forsøg på at give en præcisere analyse af de normale disputationsformer ved artistfakultetet; en sådan analyse, i analogi med Glorieuxs undersøgelse af teologernes Quodlibet, er stadier et desideratum. Til mi fnrrlicr<™»r Vnn <>ns?.tf:er til en sådan analyse, f. eks. i F. Pelsters artikel: Thomas von Sutton OP i Zeitschrift fur katholische Theologie 46 (1922). Meget kunne utvivlsomt vindes ved en analyse af de talrigt overleverede sophismata, den litterære genre, hvor den oprindelige mundtlige form er bedst bevaret.

LefF gør heller ikke noget forsøg på at skildre de mundtlige disputationers indflydelse på den litterære form og dermed på den videnskabelige metode. Det er et væsentligt element for forståelsen af skolastiske tekster, at man erkender deres funktion i og for undervisningen. Næsten alle skolastiske tekster er direkte opstået af undervisningen og kan senere igen anvendes i undervisningen - man kan jo her finde anvendelige argumenter til en forestående disputation. Dette er hovedårsagen til, at skolastiske quaestioner om samme emne ofte er så forbløffende ens, og til at man derfor ikke kan lægge megen vægt på de indledende argumenter, når det gælder om at bedømme en forfatters standpunkt. Disse argumenter er nemlig - som en analyse af sophismata viser — slet ikke fremført af den magister, som giver svaret på problemet, men af hans studerende eller tilhørere. Det er også værd at understrege, at denne anvendelse af en »dialektisk« metode uvilkårligt medfører en bestemt holdning til argumentationen og dermed den videnskabelige metode: man lægger mere vægt på at overbevise de faktiske tilhørere end på en deduktiv sagsfremstilling. (Dette synspunkt er antydet i to væsentlige artikler, der ægger til videre arbejde med denne sammenhæng, nemlig L. Oeing HanhofF, Die Methoden der Metaphysik im Mittelalter, Miscellanea mediaevalia II (Berlin 1963), s. 71 ff., og A. Giuliani, L'élément »juridique« dans la logique médiévale, Logique et Analyse n. s. 6 (1963), s. 530-570). Konklusionen om dette afsnit må være, at LefF her giver os anvendelig, men ikke fyldestgørende besked.

Det »doktrinale« afsnit er nok bogens svageste. Her må jeg dog straks gøre det forbehold, at afsnittet om universitetet i Oxford og dets naturvidenskabelige indstilling er fremragende og giver en oversigt, man ikke finder magen til i andre tilsvarende fremstillinger. Derimod er afsnittet om Paris (måske bortset fra skildringen af striden om tiggerordenernes fattigdomsideal) ikke særligt

anbefalelsesværdigt. Her træder bogens svagheder for tydeligt frem: der er - og det gælder tildels for hele bogen, der synes lovlig hastigt sammenskrevet - alt for mange sjuskede og upræcise sætninger, for mange trykfejl, og for få bibliografiskeoplysninger. Alvorligere er, at man i dette afsnit mærker meget lidt til den nyeste forskning. Særlig klart viser dette sig i diskussionen af den latinske »averroisme« og fordømmelsen i 1277. Disse sider kunne lige så godt være skrevet for 10 år siden med dens emfatiske fremhævelse af, at »averroismen« i virkeligheden var hedenskab. Den nyeste forskning har vist, at dette billede er alt for ensidigt. (Den bedste sammenfatning af diskussionen giver G. Fioravantii artiklen: Boezio di Dacia e la storiografia su l'Averroismo. Studi Medievali,3a serie, VII, fase. 1 (Spoleto 1966), s. 283-322).

Som afslutning vil jeg anføre en række positive fejl eller grovere undladelser,,
stort set alle fundet i dette afsnit. Listen gør dog ikke krav på at være komplet.

S. 73: ved omtalen af peciae-systemet savner man omtale af den vigtigste
monografi om emnet: J. Destrez, La Pecia dans les manuscripts universitaires
du XHléme et du XlVéme siécle, Paris 1935.

S. 123 n. 9: For den »nye« grammatik i 12. og 13. århundrede henvises blot til Paetows fremstilling fra 1910. Det resulterer i en næsten katastrofal fejlvurdering af den middelalderlige linguistiks intention på s. 124. (For litteratur til dette emne og en rimeligere vurdering må jeg henvise til min Die Entwicklung der Sprachtheorie im Mittelalter, 1967).

S. 123: Af Donat læste man i middelalderen kun De barbarismo! Det er simpelthen forkert, da a) Donatus minor stadig brugtes som lærebog i elementær latin og som sådan blev forbillede for senmiddelalderens første grammatikker på modersmålet (jvf. E. Ising, Die Anfånge der volkssprachlichen Grammatik in Deutschland und Bohmen, Berlin 1966) og b) Donatus maior og minor ustandseligt citeres i alle middelalderlige grammatiske tekster.

S. 139: Liber sex principiorum er a) ikke forfattet af Gilbertus Porretanus
(L. Minuo-Paluello i Aristoteles Latinus I) og b) handler den (bl. a.) om de
sidste 6 kategorier, ikke de første seks.

S. 141: Inddelingen af filosofien i rationalis, naturalis og moralis stammer
ikke fra Boethius, men går i hvert fald tilbage til stoikerne og muligvis til Theophrast.

S. 141 n. 32: Det samme dokument er udførligt behandlet af Steenberghen
i Siger de Brabant, Les philosophes belges XIII, 1942, s. 414ff.

S. 193 & 196 n.: Det er ikke rigtigt, at David af Dinants skrifter ikke er bevaret. De er udgivet af M. Kurdzialek i Studia Mediewistyczne 111 (Warszawa 1963). Fundet af teksterne er allerede offentliggjort af Birkenmajer i 1933 (Revue neoscolastique de Louvain 35, s. 220ff.).

S. 195: Det er for snævert at kalde Adam of Buckfield logiker. Han var Aristoteles-kommentator
og har kommenteret næsten alle aristotelske skrifter, dog
ikke særligt mange logiske.

S. 207: Det er forunderligt, at LefFskriver: »Shyreswoode wrote the Syncategoremataand the Insolubilia« (min fremhævning). Shyreswoodes traktater om disse emner var hverken enestående eller autoritative; for øvrigt er den nævnte traktat De insolubilibus næppe af Shyreswoode. Videre nævner LefF, at begge disse skrifter handler om tilsyneladende uløselige problemer (d. v. s. logiske

antinomier), men det er en sandhed med modifikation. Syncategoremata indeholderlæren
om de logiske funktorer; herunder behandler man ofte de logiske
antinomier, der er knyttet til de logiske funktorer.

S. 231: Her gentages myten om, at Boetius de Dacia blev indkaldt for inkvisitoren Simon de Val. Denne myte bygger på en konstruktion, som er blevet tilbagevist af Dondaine (Le manuel de Pinquisiteur 1230-1330. Archivum Fratrum Prædicatorum 17 (1947), s. 186ff.). Den sidste undersøgelse af problemet skyldes S. Skovgaard Jensen (On the National Origin of the Philosopher Boetius de Dacia. Classica et Mediaevalia 24 (1963), s. 232-241).

Disse kritiske bemærkninger må dog ikke overskygge bogens positive sider, som de blev fremhævet i anmeldelsens første del. Leffs bog giver os den hidtil bedste korte fremstilling af Pariser og Oxforder universitetets ældste historie, og en glimrende fremstilling af een side af den doktrinale udvikling ved Oxforder universitetet. Man skal blot bruge bogen, og især dens sidste halvdel, med nogen forsigtighed og skepsis over for detaljerne. T p_{TMn __ p}