Leif Grane: Protest og konsekvens. Faser i Martin Luthers Tænkning indtil 1525. København, Gyldendal, 1968. 226 s. 47 kr.

Professor Granes bog kommer som et markant post scriptum til strømmen af jubilæumslitteratur i anledning af 450-årsdagen for teseopslaget (hvis et sådant da fandt sted!) i 1517. Hensigten med bogen er »at fremlægge en almen introduktion til Luthers tankeverden«, og det vil for Gråne sige, at det gælder om at »præsentere Luthers tænkning«, derimod ikke om at tegne et billede af Luthers liv. Gråne tager i bogens indledning afstand fra den psykologisk-biografiske metode, som efter hans mening står i fare for at fortabe sig i uvæsentlige ting. På den anden side har Gråne ikke villet systematisere Luthers tænkning, dvs. fremstille den tematisk, men han har valgt at gøre rede for faser i Luthers tænkning indtil 1525, idet han er af den opfattelse, at med »De servo arbitrio« havde Luther fået sagt det væsentligste af, hvad han havde på hjerte. Det har været målet at vise, »at Luthers tænkning er præget af en sjælden sluttethed«.

Inden jeg går over til en nærmere omtale af bogens enkelte kapitler, vil nogle formelle bemærkninger være på deres plads. Gråne er en meget dygtig og levendeskribent, men det forekommer mig, at han i denne bog ikke er på sit højeste. Sproget er undertiden direkte dårligt (»Luther så i Miintzer en konsekventvidereførelse af Karlstadts ideer« - s. 173), og metaforerne er ofte underlige (betegnelserne »Bibelen«, »Augustin« og »Luther« sammenlignes med byggeklodserog gær! - s. 47). Store dele af bogen er præget af den pseudo-kierkegaardskejargon, som trives i visse kredse (et eksempel blandt mange: Luther indså, »at hans virkelighed var den ikke at være i sandheden. Det svar, han hørte, sagde ham, at alle forsøg på at realisere sig selv ender i intetheden« - s. 44) - men pludselig kan Gråne - noget inkonsekvent - også vrænge ad den (»det,

som man nu ynder at kalde eksistensen« - s. 182). En række trykfejl kan man vel ikke lægge forf. til last, og med en enkelt undtagelse (»tilegner« i stedet for »tilregner« - 5.95) er de da heller ikke meningsforstyrrende. - Alt i alt kan man dog glæde sig over den klarhed, hvormed Gråne også i denne bog kan udtrykke, hvad han har at sige. Og hvad er det så, han har at sige?

Jeg har allerede berørt bogens indledning, hvor Gråne gør rede for sin metode, til forskel fra andre mulige. For mig at se er grænserne mellem de forskellige metoder nu ikke slet så skarpe, som Gråne synes at mene. Gråne distancerer sig kraftigst fra den biografisk-psykologiske fremstillingsform, og det er da naturligt, når han nu interesserer sig mest for Luthers tænkning, men selvfølgelig er der både biografi og psykologi også i hans fremstilling (derimod ikke psykiatri - Gråne synes ikke (s. 13) at have overvejet forskellen på psykologi og psykiatri) - Gråne understreger jo selv enheden af tanke og vilje hos Luther (s. 17). Imidlertid er det om Luthers tænkning bogen skal handle, og det er naturligvis fuldt ud berettiget.

Kap. I »I Ockhams skole« tegner et billede af det milieu, specielt det filosofiske, som Luther levede i. Bortset fra fremstillingen af ockhamismens videnskabsbegreb (s. 26), som jeg trods mange gennemlæsninger ikke har kunnet få mening i, er det som venteligt et udmærket kapitel. Mod slutningen antydes et spændende perspektiv: Hvad har ockhamismens fremhævelse af, at virkeligheden er de konkrete, enkelte ting, betydet for Luthers klosterkamp? (s. 30f.).

Kap. II »På fuldkommenhedens vej - Luther som munk« skildrer klosterkampen. Luther spørger (jfr. ovfr.) efter menneskets virkelighed, og han bliver bestandig »kastet tilbage på sin egen tomhed«. I randbemærkningerne til Lombarderens sentenser (fra 1509/10) ser vi hans begyndende opgør med filosofien, men vi kan først igen følge hans udvikling nogle år senere, nemlig i den første salmeforelæsning, som kap. 111 »Doktor i den hellige skrift« beskæftiger sig indgående med. Der gives i dette kapitel en redegørelse for Luthers tropologiske tolkning af skriften, som fører til menneskets selvfordømmelse: »indsigten i, at livet er givet af Gud, og at mennesket intet kan føje til det« (s. 66), og i, at mennesket kun har nåden og troen som mulighed over for Gud. Dermed er ifølge Gråne (og her tager han standpunkt i den løbende diskussion) den unge Luthers teologi i alt væsentligt udformet.

Nu kommer så anvendelsen af den nye indsigt på den overleverede teologi, som Gråne behandler i kap. IV »Opgør med fortiden«. I dette store kapitel uddybes bl. a. Luthers afvisning af filosofien. Luther er ikke antiintellektualist, men han fordømmer filosofien ud fra et teologisk standpunkt, fordi den »alene beskæftiger sig med det skabte og fortaber sig i tingenes selvstændige væren i stedet for at forstå skabningen i dens relation til Skaberen« (s. 78). Der foreliggerrigtignok også et andet synspunkt for afvisningen af filosofien. »Da vi er løgnere, kan sandheden kun komme til os under modsat skikkelse af det, vi tænker«, skriver Gråne (s. 79). Jamen så må filosofien jo fordømmes — ikke p. gr. a. det, den faktisk foretager sig, men fordi den på forhånd er løgn. Jeg er ikke klar over, om inkonsekvensen her skyldes Gråne eller Luther selv. - I samme kapitel findes også en gennemgang af Luthers syn på Guds retfærdighed (Rom. 1,17), som indeholder »at kun i tilliden til at alt beror på Gud, er mennesket befriet fra den selvkredsning, der får det til at tage alt, hvad det har med at

gøre, i sin egen tjeneste« (s. 95). Så sympatisk og indtrængende fremstillingen af Luthers tankegang end er, så får man dog her - efter min mening - et uhyggeligtfingerpeg om den passivitet i politisk henseende, som har kendetegnet og kendetegner lutherdommen: Det gælder ikke om at give livet mening, »men om at modtage det som den, der er sat til at leve det, ikke til at give det skikkelse, som om det blot var et stof, som vi er sat til at forme« (s. 95 - min kursivering).

I kapitel V om »Afladsstriden og dens konsekvenser« nævner Gråne lige den løbende diskussion, men koncentrerer sig ellers om at vise, at afladsstriden bliver en strid om myndigheden i kirken, som fører frem til, at der for Luther kun er én form for embede i kirken: ministerium verbi, ordets tjeneste. I det følgende kapitel VI »Autoritet, kirke og embede« behandler Gråne disse tre størrelser hos Luther. Autoriteten er Kristus-forkyndelsen, kirken trosfællesskabet og embedet den funktion at forkynde ordet og forvalte sakramenterne. Derefter drøftes i kapitel VII »Fornyelsen« Luthers omformning af de lærde studier og hans indsats for at forklare begrebet »troen alene«, for at belære om sakramenternes rette brug og for at stille prædikenen i højsædet.

Så kommer i kapitel VIII under overskriften »TCirkp na samfnnrl// *»n ™«-rmem gang af Luthers to-regimentslære. Det er første gang i denne bog, man støder på en antydning af kritik af Luther. »Man kommer ikke uden om, at disse problemer (= hvad der er den verdslige øvrigheds opgave) for Luther tager sig adskilligt enklere ud end for os« (s. 159). Det tør antydes! Gråne tolker imidlertid to-regimentslæren teologisk og fremhæver, at den ikke er en statsteori, men en måde at vidtrykke sondringen mellem tro og gerninger på. Når Luther kræver lydighed mod øvrigheden, er han ikke fyrstetro el. 1., men vil placere gerningerne på rette sted. Men så er det til gengæld svært at se - efter min mening - hvilken interesse regimentslæren overhovedet kan have i vore dage. Hvad kommer det os ved, at Luther (og Paulus) hævdede, at man skal være øvrigheden underdanig?

Den fornemmelse, man i dette kapitel må få af, at Luther ikke er aktuel uden for en teologisk sammenhæng, bestyrkes, når man går videre til kapitel IX »Sværmere og bønder«, som behandler Luthers sammenstød med Karlstadt og med Miintzer og hans stilling til bondekrigen. Granes kritik er her - med rette - voksende, men han fastholder det konsekvente i Luthers tænkning. Afsnittet om Miintzer (s. 183-192) hører til de bedste i bogen. Gråne gør meget klart rede for sammenhængen mellem Miintzers teologi og hans revolutionære bestræbelser. Her er et af de steder i bogen, hvor man virkeligt kan se, hvad godt der kan komme ud af at samle sig om en persons tænkning. Til gengæld - forekommer det mig - gør Luthers teologisk motiverede protest intet indtryk. Og man spørger endda sig selv, om der ikke er noget galt med en teologi, som kan føre til afvisning af Miintzer eller af bondeoprørernes berettigede krav »om at erhverve eller generhverve rettigheder, der kunne gøre dem til en ligeberettiget stand i samfundet«.

Bogens sidste kapitel behandler »Striden med Erasmus«. Der er for mig at se ikke noget nyt i dette kapitel. Mere påfaldende er det, at trods Granes afvisningaf den biografisk-psykologiske metode, så tolker han her hele vejen Erasmus'holdning psykologisk. Erasmus »nærer uvilje« mod Luther og mod skolastikken,han har »hang til skepsis« osv. Tilsyneladende er det ikke faldet forf.

ind, at også Erasmus' holdning i striden om den frie vilje (som iøvrigt ikke er en »neutral« fri vilje, som det hævdes) kan ses i et teologisk perspektiv. I sin litteraturfortegnelse, som (sammen med en tidstavle) slutter bogen, anfører Gråne nok det nyeste værk om Erasmus' teologi (af E.-W. Kohls), men det ser ikke ud til, at han har benyttet det. Derfor bliver dette kapitel også stort set blot en præsentation af efterhånden gamle travere.

Det vil fremgå af ovenstående, at Granes bog ikke er uden mangler. Den største mangel ligger måske i dens relativt beskedne omfang. Det er formodentlig pladshensynet der gør, at ræsonnementerne adskillige gange knyttes sammen med et »svarende hertil« eller »ligeså« o. 1., som må give indtryk af, at Luthers tænkning forløb i associationer uden logisk sammenhæng. Og når det nu er Luthers tænkning og dens »sjældne sluttethed«, vi skal lære at kende! Men bogen giver, hvad Gråne har villet: et billede af en mand, som drog konsekvenserne af, hvad han selv havde skrevet og sagt. Den er - psykologisk set (sit venia verbo) - båret af forfatterens optagethed af Luther - en optagethed, der er så stor, at man undertiden ikke ved, om det er Granes eller Luthers tænkning, man præsenteres for! Sagligt set bæres den af et imponerende kendskab til Luthers skrifter og til litteraturen om dem og ham.