Erik Amburger: Geschichte der Behordenorganisation Russiands von Peter dem Grossen bis 1917. Studien zur Geschichte Osteuropas X. Leiden, E. J. Brill, 1966. xxxii + 622 s. 86 fl.

Dr. Erik Amburger, der er knyttet til universitetet i Giessen, er født i St. Petersburg i en gammel tysk-russisk slægt. Han har skrevet om russisk historie i en menneskealder: Midt i 30'erne skrev han i Personalhistorisk Tidsskrift om Vitus Berings efterkommere og om dansk-norske officerer i Rusland under Katharina 11. I 1934 udkom Russiand und Schweden, i 1957 Die Familie Marselis og i 1961 både Beitråge zur Geschichte der deutsch-russischen kulturellen Beziehungen og Geschichte des Protestantismus in Russiand.

Med bogen om den russiske statsadministration fra Peter den Store til 1917
har Amburger villet udfylde en lakune i historieforskningen, og det er lykkedes
for ham. Bogen er uundværlig for alle, som vil studere den russiske stats forhold.

Sovjettiske historikere har taget tilløb til opgaven, nu har en vesttysker foræret
dem storværket. Skam få den, som tænker ilde derom!

Amburger har studeret i universitetsbiblioteket i Helsinki og korresponderet med historikere i Warszawa og Moskva. Nærmere er han ikke kommet sovjettiske arkiver og biblioteker, men hans anvendelse af trykte kilder er særdeles omfattende. Lovudgaver og statshåndbøger er de vigtigste, dertil kommer historiske og statsretslige værker. Det er interessant, at et stort antal af de benyttede bøger er vestlige, og at ca. halvdelen af de russiske er udkommet før 1917. Genealogien, som burde have kunnet yde hjælp, er så godt som ikkeeksisterende i Sovjetunionen.

Størsteparten af bogen (460 sider) er repertorier over styrelser og institutioner med oplysninger om omstændighederne ved grundlæggelsen, ændringerne i tidens løb og navnene på deres ledere. De er komplette, overskuelige og tilmed skrevet i et behageligt sprog. Mere behøver man ikke at sige om repertorierne. Derimod fortjener de indledende og afsluttende afsnit at blive nævnt.

I indledningen (60 sider) skildres først det administrative apparat, som Peter den Store forefandt, da han tog magten. Der var ca. 45 personligt ledede kancellier (prikaz'er) med tilfældig ressortfordeling, oprettet efter saglige, geografiske eller personlige kriterier og ofte overlappende hverandre. Peter foretrak kollegier, fordi han mente, at de ville være lettere for ham at beherske og vanskeligere at bestikke. Som læremester tog han fjenden Sverige: De administrative organer, man forefandt i de erobrede svenske provinser, blev overført til det lokale styre i Rusland. Kollegiesystemet blev indført i centraladministrationen, da Senatet (Riksrådet) blev grundlagt i 1711, og 1718-19 oprettedes 9 kollegier, først Admiralitetskollegiet, der foruden Sverige havde Danmark, Holland og England som forbilleder. I 1721 grundlagdes kirkestyrelsen, Synoden, det eneste kollegium, der eksisterede lige til oktoberrevolutionen. Amburger oplyser, at reglementerne for kollegiernes funktion fremkom efter, at de var blevet grundlagt, men han fortæller ikke noget om de kolossale vanskeligheder ved at få det nye system til at fungere.

Aleksander I havde som Peter en stærk vilje til radikale forandringer, og også
han var indstillet på at lære af sine fjender. Med vesteuropæisk, især fransk,
forbillede omdannedes fra 1809-11 kollegierne til ministerier.

Selvherskerne ændrede de øverste organer (statsråd, kancelli, kabinet, gehejmeråd, ministerråd) så ofte, at de ikke kunne nå at etablere sig som magtfaktorer. Det er en af grundene til, at Ruslands historie indeholder så mange eksempler på, at carernes yndlinge besad en magt, der gik ud over deres embeder: Mensikov og Biron i det 18. århundrede, Speranskij og Arakéejev i begyndelsen af det 19. århundrede, Pobjedonoscev omkr. 1900 og Rasputin indtil 1916.

Mens de centrale institutioner behandles ned til patronfabrikker og kejserindernes veldædige stiftelser, begrænser Amburger sig lokalt til guvernementerne, hvis antal og område følges fra 1708 til 1917; for visse grænseprovinser og for Finland og Polen gives dog mere detaillerede oplysninger.

I Anhang I anføres de russiske missioner i andre lande, i Anhang II forsknings - og undervisningsinstitutionerne. Her undrer man sig (igen) over, at universitetet i Moskva, Ruslands første, blev grundlagt så sent som i 1755. Indtil da uddannedes Ruslands civile embedsmænd i præsteseminarierne, og disse bevarede en fremtrædende stilling til revolutionen. Stalin var seminarist.

Indtil Peter den Stores tid var de store stillinger i staten blevet forbeholdt medlemmerne af de gamle russiske adelsslægter. Peter fratog adelen denne fortrinsstilling, og fra hans tid blev mange »homines novi« i stand til at nå statens top. Repertorierne viser dog, at enkelte af de gamle adelsslægter leverede høje embedsmænd lige til 1917. Men behovet for stats tjenere var større, end Rusland kunne honorere, derfor fik udlændingene en dominerende position. Allerede i det 17. århundrede var der indvandret en del, og fra 1700 kom der så mange, at de vanskeligt kunne opsuges i den russiske befolkning. Flest kom der fra Tyskland og landene nord og vest for Tyskland; en del kom fra andre slaviske lande, Kaukasus og Grækenland. Der var bemærkelsesværdigt få katolikker, også blandt de tyske indvandrere.

I Amburgers bog omtales 2867 personer, hvoraf så mange som 1079 (37 °/0)/₀) var udlændinge, og så tælles endda hviderussere og ukrainere som russere. Af udlændingene er de 914 vesteuropæere, og af disse udgør igen de baltiske tyskere den største del. Udlændingenes antal var vistnok mindre i lokalforvaltningen. Uden for administrationen gjorde udlændinge, især jøder, sig stærkt gældende i handel og liberale erhverv. Fra midten af det 19. århundrede satte reaktionen ind (panslavisme, russificering), og i begyndelsen af dette århundrede var de fleste embeder besat af russere eller af medlemmer af forlængst naturaliserede

Bogen er klart disponeret og benytteren har til sin hjælp yderligere fire registre
og to kort. Rusland har fået en administrationshistorie, som vil blive en
klassiker. Hvornår får Danmark sin Amburger? o R