M. J. C. Vile: Constitutionalism and the Separation of Powers. Oxford, Clarendon Press, 1967. vii + 359 s. 50 sh.

M. J. C. Vile er en af Englands ledende amerikanister og har i denne bog paatagetsig
at give hvad han beskedent kalder et overblik over udviklingen af de
forskellige magtadskillelsesteorier i 17., 18. og 19. aarhundrede, efter først at

have kastet et blik paa deres baggrund i Platon, Aristoteles, Det Gamle Rom,
og Middelalderens filosofi (især Thomas Aquinas).

Under gennemgangen af forfatningskampene i 17. aarh.s England omkring problemet konge/lovgivningsmagt og i forbindelse med en inciterende analyse af Instrument of Government 1653 slaar han fast at den fuldkomne magtadskillelse mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt fører til kaos eller diktatur. En partiel overlapning mellem de første to, i henseende til funktion og personel, viste sig nødvendig, og netop »restaurationen« i 1660 ses som forsøg paa at opnaa en »balance« som senere med The Glorious Revolution 1688 blev fastere etableret idet balancen blev teoretisk underbygget med Lockes forfatterskab og forfatningsmæssigt nedfældet i Act of Settlement 1701. Om Locke slaas det fast at han i det væsentlige opsummerede tanker som var fremført i 1640-50'erne. »federative power« havde man gerne set analyseret yderligere og f. ex. bragt i forbindelse med den udvikling som er sket i det 20. aarh. af præsidentsystemet i USA, af premierministersystemet i England, og de Gaulles system i Frankrig. Under analysen af Montesquieu vises det hvorledes Montesquieu blev indviklet i selvmodsigelser som faltre af <sin traner til at fnrmp ci'n franske patriotisme med sin beundring for det »engelske« saakaldt »blandede« system som han havde faaet beskrevet af Bolingbroke (hvis status som tænker Vile opvurderer, ligesom Blackstones senere blir det). I gennemgangen af de amerikanske forfatningsdebatter i 1770-80'erne viser Vile beundringsværdig belæsthed, ikke mindst i skildringen af Pennsylvaniens situation og i hans fremhævelse af James Wilson. Vile konkluderer at den amerikanske revolution, ligesom den tidligere engelske i 17. aarh., viste den fuldkomne magtadskillelse som operationelt umulig. Ogsaa i USA kom der en »restauration«, nemlig den nye forbundsforfatning 1787, hvor magtadskillelsen fik et komplement i checks and balance systemet. Det nye ved det amerikanske system var at »blandet« regering med partiel overlapning af regeringsgrenene nu blev frigjort fra det klassemæssige. I gennemgangen af Frankrigs udvikling vises hvorledes den amerikanske løsning paa balance ikke kunne gennemføres under den franske revolution, og at »restaurationen« først kunne komme med de Gaulles Femte Republik.

Det er en hovedtanke i bogen at med opkomsten af den »positive« stat i 20. aarh. er det blevet fortsat vanskeligere at sammenkoble magtadskillelsesprincippetmed princippet om konsolidering (»harmoni«). Dette vises i analyserneaf Progressivismen i USA og af det fortsat udviklede parlamentariske kabinetssystem i England. I den forbindelse præsteres der givtige nyvurderinger af Bagehot (som skarpt ned vurderes), af Woodrow Wilson (som op vurderes), af Herbert Croly (som hos Vile blir en af dette aarhundredes store politiske kritikere), og endelig en meget selvstændig analyse af den nyere politiske videnskabsstadig mere raffinerede vokabular, som vises ikke at være uden svagheder. Vile hører til dem der kvier sig ved begrebet »power«, og behavioristernes »politiske proces« viser han er et diffust begreb. Han slutter sig til dem som vil genindføre institutionsbegrebet i politologien, og han mener videre at det institutionelle magtadskillelsesprincip som fremsat af en James Madison maa fastholdes og forsøges teoretisk nydefineret om ikke den monolitiske, totalitære, og arbitrære magtudfoldelse - uden tilgodeseen af »loven« og »forudsigelsesprincippet« - skal blive følgen af de sociale kræfters pressen paa i retning af

koordination. Han tror ikke at den Madisonske »balance« i dag kan faa andet end et »expedient« modstykke i den balance som kan opbygges mellem partier, pressionsgrupper, etc. I den forbindelse havde man gerne set en analyse af Galbraiths American Capitalism (1952) om »countervailing powers«, saa meget mere som den muligvis har været en inspiration bag Viles bog. Og hele spørgsmaaletom Pragmatismens filosofiske status skulle vel ogsaa have været attakeret.

Det er klart at en saa ambitiøs bog, dens kundskabsfylde og metodiske stringens til trods, blir saarbar overfor kritik, netop fordi den er saa omfattende i sit sigte. Saaledes havde man gerne set netop en institutionsteoretiker tage stilling til det kontroversielle spørgsmaal om den præsidentielle organisationsforms betydning for det amerikanske partisystem overfor premierministersystemets betydning for det engelske partisystem med opløsningsretten som formentlig parti-disciplinerende dimension. (Forf. er lige ved at komme ind paa problemet i forbindelse med den 3. og 4. franske republik). Og netop fordi han ofrer megen opmærksomhed paa samspillet mellem den almindelige politiske historie og de politiske ideers artikulation, kunne man maaske ogsaa have haabet at han ikke saa puristisk skulle styre uden om økonomi og økonomisk teori.

Det er en inspirerende bog - med adresse til historikere (med særlig interesse for analytisk idéhistorie), til statskundskabsfolk (med interesse for brobygning til historie og filosofi), og til amerikanister (med interesse for amerikansk politologi i anglo-amerikansk sammenhæng). Dernæst har den adresse til vore kulturdebattører. -C- A TT