David Schoenbaum: Hitler's Social Revolution. Class and Status in Nazi Germany 1933-1939. London, Weidenfeld and Nicolson, 1967. xxiii + 336 s. 50 sh.

Hvorledes forstå den nationalsocialistiske revolution i Tyskland? Hvorledes
finde en fællesnævner for en bevægelse, der proklamerede samfundets omstyrtning,samtidig
med at den klart søgte en tilnærmelse til det bestående, og som

på én gang dyrkede både ligheden og eliten, kapitalen og socialismen? Hvorledesforklare
at et helt folk uden modstand bøjede sig under diktaturet og
fulgte trop - også da lederne seks år senere drev det ud i krigen?

Temaet har udfordret og beskaeftiget bade forskere og politikere siden 30'erne, og det skal siges, at det ikkc har skortet pa tolkninger. Marxistcrne sa saledes i fererstaten kapitalismens triumf, mcns andre, isaer angelsakserne, idcntificerede Det tredie Rige med den preussiske militarisme eller betragtede det i lyset af den tyske nationalisme, hvis chauvinistiske tendenser og irrationelle track man sporede langt tilbage i tiden; atter andre sogte forklaringerne i fascismens eller den totalitasre stats begreber. Indtil det tyske nederlag i 1945 abnede for statsog partiarkiverne, og vaegten af de enorme aktmasser tvang forskerne ud i detaljstudierne, var det de store synteser, der satte deres praeg pa debatten. Flere af dem star endnu p. g. a. deres iderigdom og originalitet. Det gaelder f. eks. de sociale analyser i Sebastian Hqffners Germany: Jekyll and Hyde fra 1940, i Emit Lederers State of the Masses fra samme ar og i Franz Neumanns Behemoth fra 1942. At de tre forfattere naede til vidt forskellige konklusioner- Lederer til opfattelsen af det nye Tyskland som det klasselose samfund, Neumann til den stik :ncd3ui.U, vu±Jv,xing «f iia^isiaicii sum kiassedeii — gjorae naturngvis lkke deres betydning mindre, selvom det mi markere vaerkernes spekulative tendenser og begraensningerne i deres dokumentation. Amerikaneren David Schoenbaum, der i dag virker som politisk kommentator i Vesttyskland, star med af handlingen Hitler's Social Revolution i gaeld til de ovennaevnte hvad angar anlaeg, problemformulering og metode, men da han samtidig kan placere sig solidt pa 20 ars intensiv forskning overgar han dem naturligvis langt bade i viden og i kildegrundlag. Det har pa den anden side ikke haemmet bogens flugt, for den er velskrevet - omend ikke let laest - fuld af originale betragtninger, der hyppigt har en drejning mod det paradoksale, den er hertil aeggende, tankevaekkende og aldrig kedelig.

Objektet for Schoenbaums undersøgelse er, som bogens undertitel angiver, den nationalsocialistiske revolutions indvirkninger på socialstrukturen i det tyske samfund. Udgangspunktet for analysen er årtierne før magtovertagelsen, hvor forfatteren konstaterer, at tendenserne i den generelle udvikling ikke adskiller sig fra de øvrige industrialiserede landes, selvom de forstærkedes af nederlagets krise, men at det afgørende lå i deres ideologiske mistolkning, som effektivt satte bom for en rationel løsning på samfundets sociale og strukturelle problemer. Schoenbaum peger her ikke overraskende især på overbefolkningen i landbruget og dets svigtende rentabilitet, på middelstandens vækst og dens kamp for status og sikkerhed, på storhandelens tryk mod de alt for mange og alt for svagt funderede detaillister og på akademikerstandens frustration i spændingen mellem studentereksplosionen og republikkens forringede karrieremuligheder. Resultatet blev som bekendt en dyb utilfredshed og et udbredt had til det moderne industrisamfund i Weimarrepublikkens skikkelse - følelser Hitlerbevægelsen forstod at udnytte gennem sin opportunistiske taktik og en behændig manipuleren med sit ideologiske program. Som de utilfredses parti par excellence formåede N.S.D. A. P. da at samle både ungdomsoprøret og middelstandsreaktionen under sine faner og formidlede dermed så uforenelige elementer som de deklasseredes fortvivlede kamp for at tilbageerobre den gamle borgerlige status og de revolutionæres ikke mindre fanatiske bestræbelser på dennes destruktion.

Båret til rigskancelliet af det folkelige krav om et nyt Tyskland, men rigtignok også hjulpet på vej af de herskende klassers miskalkulationer, blev det fra 1933 Hitlers fornemste opgave at forene det konservative og det revolutionære princip i bevægelsen og gøre denne akceptabel for hele nationen. Det er Schoenbaums hovedtese, at når dette lykkedes, skyldtes det omvæltningens dobbeltsidede natur, for som forfatteren fastslår (s. xxiii): »It was at the same time a revolution of means and ends. The revolution of ends was ideological - war against bourgeois and industrial society. The revolution of means was its reciprocal. It was bourgeois and industrial since, in an industrial age, even a war against industrial society must be fought with industrial means and bourgeois are necessary to fight the bourgeoisie«. Tankegangen forfølges i en analyse af betydningsglidningerne i naziideologiens sociale nøglebegreber såsom arbejder, bonde, soldat, socialisme og folkefællesskab (Volksgemeinschaft), og det påvises hvorledes disse defineres så elastisk og så bredt, at de ikke blot kan akcepteres af alle, men også vækker så positive associationer, at de hurtigt hæves over al kritik. At denne semantiske revolution godtages af befolkningen, er for Schoenbaum et stærkt udtryk for bevægelsens gennemslagskraft, som han yderligere finder bekræftet i den sociale fordeling af de nye partimedlemmer der sluttede sig til partiet efter 1933. Det er dog et spørgsmål, hvor meget censusen i 1935 er værd, præget som indmeldelserne nødvendigvis må være af både opportunisme og frygt.

Vigtigere er imidlertid forfatterens understregning af, at det faktisk lykkedes nazisterne at indgive befolkningen en ny social holdning i form af en ny fællesskabsfølelse,hvorved det bestemmende for den enkeltes status ikke blev klassen eller standen, men medlemskabet af die Volksgemeinschaft; i hvert fald på det psykologiske plan fik nazisterne således skabt det klasseløse samfund. Til gengældblev denne revolution i samfundsbevidstheden aldrig fulgt op af tilsvarende sociale ændringer, eftersom det nazistiske styre i de næste seks år fulgte, ja, akcentuerede de hovedtendenser som havde præget industrisamfundet før magtovertagelsenog som Hitler var blevet valgt på at bekæmpe: urbaniseringen var blevet accelereret, industriens andel i nationalproduktet var steget, mens landbrugetsvar faldet, samtidig med at bøndernes gældsbyrder blev stadig tungere; kapitalkoncentrationen var forøget, formue- og indkomstfordelingen var tværtimodat udjævnes blevet mere ulige; småhandelen var skrumpet yderligere ind og kæmpede nu som før 1933 for livet under stadig vanskeligere vilkår. De østelbiske godser blev fortsat drevet af junkerne, forvaltningen styredes stadigvæk af doktorerne, og hæren lededes fortsat af generaler, hvis navne begyndte med »von«, er Schoenbaums konklusion på et bredt anlagt undersøgelsesfelt, der udgør bogens tyngdepunkt og tesens fundament, men som slet ikke kan ydes retfærdighed her. Og han fortsætter med at understrege, at samfundet nok var blevet mere åbent, mulighederne nok blevet flere, og hastigheden i den sociale mobilitet nok blevet noget forøget, men at der også her kun var tale om at fortsætte en langtidsudvikling, som havde sit udspring mange år før magtovertagelsen.Nogen nazistisk elite var ikke opstået, partiet havde ikke som ventet opædt staten, men staten havde opslugt partiet eller simpelthen skubbet det ud i mørket og übetydeligheden; die Gleichschaltung af statsorganerne var blevet suppleret med die Ausschaltung af partikadrene, fordi de var overflødige eller ikke rummede det fond af talent eller den dygtighed som er nødvendig når der

skal regeres. Synspunktet er nu nok sat mere på spidsen, end det er holdbart. Forfatteren påpeger da også selv, at hele lokaladministrationen i allerhøjeste grad kørtes af partiapparatet, og at heller ikke SS, hvis fremtidige udvikling endnu i 1939 næppe lod sig ane, passer særligt godt ind i dette billede. Lægger man yderligere hertil Bormanns og gauleiternes stærkt stigende indflydelse under krigen, turde det nok være en overvejelse værd, om Schoenbaum har gjort rigtigt i at lade de praktiske overvejelser diktere sig 1939 som slutåret for analysen;sagligt set er det næppe særligt velbegrundet, for heller ikke perioden fra 1939 til 1945 kan isoleres fra årene forud; tværtimod indeholder de alle de kendte udviklingslinier, omend forstærket gennem krigens tryk.

Nationalsocialismens løfter til det tyske folk om at stille udviklingen tilbage blev aldrig indfriet, fordi kravene til produktionen og til oprustningen forudsatte industrien og dennes baggrund industrisamfundet. Nettoresultatet blev med Schoenbaums ord »not so much a dual state of Nazi politics and capitalist economics as a dual society in which the status of both groups and individuals moved independently of their old objective underpinnings«. Der var nok nogle grupper, der som f. eks. storindustrien profiterede af Hitlers sociale revolution, men deres succes var betinget af graden af samarbejde og indordning, og set i forhold til staten var de alle tabere; alene den gik styrket ud af den omvæltning som atomiserede det tyske samfund og som exnazisten Hermann Rauschning i sit eksil i 1938 gav titlen Die Revolution des Nihilismus.