Karl-Heinz Janssen : Der Kanzler und der General. Die Führungskriese um Bethmann Hollweg und Falkenhayn (1914-1916). Gottingen, Musterschmidt-Verlag, 1967. 331 s. 48 DM.

Bogen har to hovedpersoner: Erich von Falkenhayn, Tysklands generalstabschef mellem Marneslaget og Rumæniens indtræden i krigen, og den tyske kansler Theobald von Bethmann Hollweg. Det er magtkampen mellem disse to mænd forf. har villet skildre, men han har desuden villet vise, at man alt for længe har fremhævet Hindenburg på Falkenhayns bekostning. Og endelig er også denne bog et indlæg i den stadig standende debat omkring Fritz Fischers »Griff nach der Weltmacht«, idet Janssen har villet understrege, at kansleren siden Marneslaget kun kendte eet krigsmål: fred, og at man derfor ikke kan borteliminere ham fra krigshistorien »als kame es lediglich darauf an, Strukturen, Tendenzen and Kontinuitåten nachzuzeichen«. (Dette er direkte vendt mod Fischer).

Hvor rigtig end denne betragtning måtte være, kunne man alligevel nok have ønsket sig, at forf. havde forsynet sin bog med et indledende kapitel just om strukturer: En redegørelse for generalstabens, kanslerembedets og militær- og marinekabinettets funktioner og kompetanceområder i den aktuelle krigssituation, tion, således som Birnbaum gjorde det i sin »Peace moves and U-Boat warfare«. Det ville ikke alene have lettet læsningen, men også have føjet endnu et aspekt til fremstillingen, fordi så meget af det, der nu tager sig ud som kanslerens personlige intriger mod generalstabschefen, jo i virkeligheden blot var udtryk for Tysklands håbløst forældede politiske struktur. Intriger var simpelthen kanslerens eneste udvej for at få fjernet Falkenhayn fra posten, rigets højeste politiske myndighed havde absolut ingen indflydelse på hæren.

At Bethmann i denne situation var henvist til at alliere sig med Hindenburg
og Ludendorff er en skæbnens ironi, men også, som Janssen meget rigtigt understreger,et
symbol på Tysklands fortvivlede situation: kun en stærk mand i spidsenfor

senforhæren syntes at kunne redde situationen. Bethmann ønskede en stærk mand bag sig for overfor befolkningen at kunne retfærdiggøre en status quo fred, annektionisterne ønskede den samme stærke mand for at kunne vinde den endeligesejr. Begge tog fejl.

Janssen har meget godt at sige om Falkenhayns »Strategic der Diagonale«, en strategi hvis udgangspunkt var en flerfronts- og koalitionskrig med begrænsede ressourcer til rådighed, en strategi hvis formål først og fremmest var »Durchhalten«. Men havde den logiske konsekvens af denne strategi ikke netop været en fred så hurtigt som muligt? Alligevel var det Falkenhayn, der to gange krydsede Bethmanns fredsplaner ved sit krav om besiddelse af Belgien til den totale sejr.

Men har man lyst til at stifte bekendtskab med Tysklands fortvivlede militære situation under Første Verdenskrig, og med rigets ledende mænd, der begge så hvor det bar hen, men hverken turde tage ansvaret for at fortælle folket sandheden, eller turde unddrage sig ansvaret ved at gå af, så kan man roligt lade sig lede af Janssen. , A Vjrvrn