Hystoria Tartarorum C. de Bridia Monachi. Edidit et annotationibus instruxit Alf Önnerfors. Kleine Texte für Vorlesungen und Übungen, 186. Berlin, Walter de Gruyter & Co., 1967. x + 44 s., 1 kort. 9,80 DM.

Da det stærkt opreklamerede værk »The Vinland Map and the Tartar Relation« var udkommet i 1965 fik selve kortet og dets inskriptioner en indgående behandling i dette tidsskrift af Finn Gad. Han påviste at kortet ikke tydede på et mere indgående kendskab til de nordatlantiske »øer« end hvad der kunne hentes i norrøne kilder, og at når udgiverne herimod påstod at det vidnede om stadig kontakt mellem Grønland og Vinland, var det udtryk for mangelfuld indsigt i norrøn litteratur og forskningen i samme, hvilket lod sig dokumentere med adskillige

En ligeså svag filologisk fundering for udgivelsen af »The Tartar Relation« er påpeget af den svensk-fødte professor i middelalder-latin ved Freie Universitåt, Alf Onnerfors, og har bevirket at han nu har udsendt en renset tekst med noter og i et format der gør den velegnet til undervisningsbrug. Desværre har omstændighederne ikke tilladt ham at ledsage teksten med en oversættelse i lighed med hans fortræffelige udgave af Tacitus' Germania (Stockholm 1961). Hystoria Tartarorum kan anbefales for sin bevidste litterære form, for sine underholdende, ofte særdeles vidtløftige oplysninger og for de kildekritiske problemer den rejser. Især er det evident at titlen i den amerikanske udgave er vildledende. Dette er ikke en førstehånds-relation om tre franciskaneres legation til Tartarerne i 1245-47, men i bedste fald en andenhåndsskildring af Tartarvældets opkomst og udbredelse.

I sin værdifulde gennemgang af »Vinlandskortet« skriver den engelske kartografR.
A. Skelton (The Vinland Map, s. 179): »By its delineation of Greenland.
. . the map makes its strongest claim on our curiosity; and it is this feature,

perhaps even more than the delineation of Vinland, which most clearly seems to lift the map out of its period and might suggest - were the converging evidence to the contrary less strong — the work of a counterfeiter«. Denne bevisførelse er af følgende karakter: Da kortet selv er tegnet på pergament og beskrevet med en vanskelig daterbar prentet skrift, beror dateringen og dermed dets autenticitetpå sammenhængen med Tartar-teksten, der kan henføres til Centraleuropaca. 1450 ifølge papir og skrift. Denne sammenhæng etableres af et senere fundet fragment af Vincent af Beauvais' Speculum Historiale, skrevet med en hånd og på et papir der ligner Tartar-»relationen«, således at når Speculum teksten lægges mellem Tartar-skriftet og Vinlandskortet passer ormehullerne i de tre afdelinger til hinanden. Dette er påvist af den samme antikvar-boghandlersom oprindelig skaffede kortet til veje, og han har aldrig villet opgive fundstedet,fordi det kunne skade ham i fremtidige forretninger.

Det forekommer mig at det at udgiverne på så svagt et grundlag har lanceret
deres fund så markskrigerisk, er det mest fældende eksempel på deres svigtende
forståelse for videnskabens krav. T o r> „