Knud J.Krogh: Erik den Rødes Grønland. Sagatekster ved Hans Bekker- Nielsen. Nationalmuseet 1967. 187 s. Ill. og kort. 25,30 kr.

Et af de mest opsigtsvækkende nordbofund i Grønland blev gjort i 1961, da man stødte på en gravplads med spor af en bygning i K'agssiarsuk. Stedet var allerede i 1899 blevet identificeret med Erik den Rødes boplads, Brattahlid, og derfor satte man fra første færd fundet i forbindelse med sagaberetningen om kristendommens indførelse på Grønland. Heri hedder det at Eriks søn Leif på Olaf Tryggvasons bud bragte evangeliet til Grønland, hvor hans far var »langsom til at tage nogen Bestemmelse om at forlade sin Tro, men Thjodhild lod sig snart bevæge, og hun lod bygge en Kirke ikke ganske nær ved Husene; dette Huus blev kaldt Thjodhildes Kirke. Der holdt hun og de andre, som antoge Christendommen, deres Bønner. Thjodhild vilde ikke, fra den Tid hun havde antaget Troen, have nogen Omgang med Erik; og dette var ham meget imod«. Da den nyfundne gravplads ligger næsten 200 m fra gården på Brattahlid, medens det normale er at kirkerne, både i nordbobygderne i Grønland og i Island, ligger i umiddelbar tilknytning til gårdene, har man identificeret bygningen med Thjodhildes kirke, idet man forestiller sig at den kun har været i brug i kort tid og derefter er blevet afløst af en ny kirke og kirkegård, som stadig kan påvises lige ved det sted, hvor bonden på Brattahlid lige fra vikingetiden har haft sin gård.

Endnu er fundet ikke videnskabeligt publiceret, men det har flere gange været omtalt i mere populær form (Jørgen Meldgaard: Nordboerne i Grønland, Søndagsuniversitetet62, 1965, endvidere artikler i Skalk 1961, Naturens Verden årg. 44, Grønland 1964. J. Balslev Jørgensen i Skalk 1965 og K. J. Krogh i

Nationalmuseets Arbejdsmark 1963/65). Da Nationalmuseet i sommeren 1967 afholdt en udstilling af nordbofund fra Grønland, var hovedattraktionen en rekonstruktion af »Thjodhildes kirke«; ligesom tyngdepunktet i Knud J. Kroghs samtidig udkomne bog, både i teksten og i de meget oplysende fotografier, ligger i fundene fra K'agssiarsuk.

Rent arkæologisk synes argumenterne for identifikationen at være følgende: skeletresterne godtgør at det er en nordbo-gravplads, begravelsesmåden at det er en kristen kirkegård. Bygningens krumme langsider viser hen til vikingetiden, dens konstruktionsmæssige ligheder med islandske græstørvskirker fra en langt senere tid er det typologiske holdepunkt for at den er en kirke. En relativ datering i forhold til den anden kirke og kirkegård synes ikke foretaget og absolutte daterings-muligheder har man øjensynlig ikke. Man har altså imødegået tanken om at der er tale om en eskimoisk eller en hedensk gravplads — navnlig den sidste mulighed er nærliggende, for kristenretten forbød nedlæggelse af en kirkegård, medmindre gravene var blevet flyttet over til det nye indviede sted - men længere er argumentationen ikke ført. Tanken må være at når der er fundet en ikke-hedensk gravplads — hvor sikkert kan man egentlig skelne mellem hedensk og kristent i vikingetiden? mange kristne forestillinger synes jo at være trængt ind i Norden før det egentlige religionsskifte - og en bygning et stykke vej fra gården på Brattahlid, når det altså kan være Thjodhildes kirke, så er beviset for sagaens pålidelighed ført. Derfor oplives fremstillingen af forskellige episoder fra sagaen som har fundet sted på Brattahlid, og det hævdes at »Et af skeletterne mÅ^væTe^rhjo^ffindro^^ra^iHeTTieif^n^ieidige«;

Når der her tales om »sagaen« er det lidt uretfærdigt, for så vidt som Krogh udmærket er klar over at der findes to sagaer der behandler kolonisationen på Grønland og, især, Vinlandsrejserne, nemlig Grønlendinga saga og Eiriks saga rauSa. Han ved også at Grønlendinga saga regnes for den ældste, og derfor har han ladet filologen Hans Bekker-Nielsen foretage en ny oversættelse af den - absolut en ekstra fortjeneste for bogen - samt redegøre for overleveringen af den i Flateyjarbok og for dens alder. Bekker-Nielsen tilslutter sig her den islandske forsker Jon Johannessons resultat (Um aldur Grænlendinga, Nordæla, 1956) der går ud på at denne saga stammer fra tiden omkring år 1200, medens Erik den Rødes saga først er skrevet i sidste halvdel af 13. årh. Jon Johannessons andet resultat, at Grønlendinga har været forlæg for Erik den Rødes saga, er derimod ikke omtalt af Bekker-Nielsen, sålidt som de kildekritiske konsekvenser heraf er draget. Derfor bruger Knud J. Krogh de to sagaer i flæng som om de tilsammen dækkede virkeligheden.

Dette er ikke stedet til at forsøge at gøre de to sagaers kildeværdi op, men et sådant forsøg vil ikke blive foregrebet af påpegeisen af at der ikke findes mindre end tre versioner af beretningen om Eriks forhold til kristendommen i de to sagaer tilsammen. Det ovenfor citerede sted er fra Erik den Rødes saga, og i Grønlendinga saga findes der hele to, én i kap. 1 hvor der berettes at Erik harcellerede over den præst Leif havde haft med fra Norge, men dog lod sig overtale til at modtage dåben, og én i kap. 5 ifølge hvilken Erik døde før kristendommensindførelse. Det er klart at de tre udsagn ikke alle kan være sande. Et af kriterierne for at vælge mellem dem må være, hvilket af dem der hører hjemme i den ældste kilde. Ifølge bogens egen fremstilling er det Grønlendinga

saga, og da dennes to første kapitler regnes for en senere tilføjelse, har den sidste version altså mest for sig. Dermed være ikke sagt at den er sand - den kendes i en sammenhæng der tidligst kan være blevet til 200 år efter de omhandledebegivenheder, og sandheden kan være glemt. Men lad os sætte at Erik den Røde virkelig var død før kristendommen blev antaget på Brattahlid: så falder hele historien om hans og Thjodhildes uenighed om den nye tro og dermed motiveringen for at Thjodhild byggede en kirke et stykke fra gården. Hvordan skulle man i så fald forklare overensstemmelsen mellem Erik den Rødes saga og de arkæologiske fund? Ja, så kunne det jo tænkes at historien om Thjodhildes kirkebyggeri var en teori, opstået som en forklaring på den usædvanligeafstand mellem gård og kirke på Brattahlid.

Man må gøre sig klart at de arkæologiske fund — for så vidt de er sikkert daterede! - er dele af situationen omkring år 1000, men at sagaerne kun er fjerne eftervirkninger af den, og at mange faktorer, udover iagttagelser og oplevelser fra den tid, har bestemt deres form. Konklusionen må være at erkendelsen må gå fra fund til saga, ikke den modsatte vej, og at man aldrig vil kunne bevise at sagaernes udsagn er korrekte - kun at de kan være det. Erik den Rødes Grønland er en betegnelse for en arkæologisk periode, ikke for et historisk miljø. , Svnvr.upn.P„™,™