Gunther Wolf (Hrsg.): Stupor Mundi. Zur Geschichte Friedrichs II. von Hohenstaufen. Wege der Forschung Bd. CI Darmstadt, Wissenschaftliche Buchgesellschaft, 1966. viii + 800 s. 57,60 (34,50) DM.

Kejser Frederik 11, den sidste store repræsentant for huset Hohenstaufen, har til alle tider påkaldt sig opmærksomhed og vakt forundring. Dommen over ham er faldet meget forskelligt ud. Af sine samtidige modstandere blev han smædet som selveste antikrist, mens Nietzsche hilste ham som det første europæiske menneske efter hans smag. Var han som kristenhedens verdslige overhoved trods alt bundet af en middelalderlig forestillingsverden, eller peger hans opfattelse af statsræsonen frem til renæssancens og senere tiders statsopfattelse? Var han en grusom despot, eller var hans styre præget af en oplyst enevælde i det 18. årh.'s ånd? Hvilken betydning har han haft for Tyskland? Er han banebryder for den splittelse, der karakteriserer Tysklands historie helt frem til den nyeste tid, eller forsøgte han at gå imod en udvikling i den retning, som allerede var indledt under hans forgængere? Disse og mange andre spørgsmål diskuteres stadig for fuld kraft.

Det foreliggende værk påtager sig ved at genoptrykke tidsskriftsartikler, anmeldelser,festskriftbidrag 0.1. den fortjenstfulde opgave at orientere om de vigtigstebidrag til den videnskabelige diskussion, siden hovedværket af Ernst Kantorowiczfremkom (Kaiser Friedrich der Zweite. Textband: Berlin 1927. Ergånzungsband:Berlin 1931). Da der er tale om et udvalg af af handlinger, kan det i forbifarten nævnes, at der andetsteds foreligger en oversigt af R. M. Kloos over forskningen indtil 1956 (»Traditio« XII/1956, s. 426-56). Stupor Mundi indeholder anmeldelser af Kantorowicz's bog, prøver på den efterfølgende

polemik, indsigtsfulde biografier over kejseren af H. Grundmann, A. Brackmann og Fr. Baethgen, men særligt belyses i en række detailstudier kejserens statstanker,hans betydning for den indre tyske udvikling og hans forhold til tidens åndsliv.

Til belysning af den statsopfattelse, der prægede Frederik 11's hof i Palermo, kan fremhæves en afhandling, hvori Kantorowicz viderefører sine tidligere studier, Kaiser Friedrich 11. und das Kdnigsbild des Hellenismus. Heri vises, hvordan træk i det hellenistiske herskerideal lever videre i Byzans og atter genfindes hos Frederik 11. Karakteristisk er tanken om, at kejseren - ikke menneskene som helhed - er skabt i Guds billede og dermed bliver en formidler mellem himmel og jord. I slægt hermed findes opfattelsen af herskeren som den besjælede lov (lex animata), som Gud har sendt til menneskene.

Tysklands forfatningsudvikling i det 13. årh. har ofte været behandlet. På den ene side er det hævdet, at Frederik II prisgav så godt som alle kronens rettigheder og udstyrede territorialherrerne med uindskrænket magt i deres områder. På den anden side fremføres det, at der i denne tid intet væsentligt nyt indføres; der er kun tale om sanktionering af tidligere tildelte rettigheder. Emnet tages op i en lærd afhandling af E. Klingelhofer: Die Reichsgesetze von 1220, 1231/32 und 1235. Han indrømmer, at privilegierne til kirkefyrsterne i 1220 og til de verdslige fyrster i 1231/32 gav dem visse fordele, men mener dog ikke, at disse øjebliksbestemte indrømmelser i nævneværdig grad bidrog til at forøge fyrstemagten i Frederik IPs tid, da kejseren allerede fra 1235 bl.a. som lovgiver var oplaget af al Slyike Igwmgn-stilr mnrl privilegiernes nrHlyH^JSTgjjjej^ alligevel ikke fuldt ud lykkedes kejseren igen at stille fyrsterne i rigets tjeneste, skyldtes det den opslidende kamp mod pavemagten.

Frederik IPs interesse i og betydning for åndslivet berøres i flere læseværdige afhandlinger. Nævnes kan Francesco Gabrieli: Friedrich 11. und die Kultur des Islam, Herbert Grundmann: Friedrich 11. und das Geistesleben seiner Zeit, Martin Grabmann: Kaiser Friedrich 11. und sein Verhåltnis zur aristotelischen und arabischen Philosophic Grabmann går ind på kejserhoffets og Neapeluniversitetets betydning for udviklingen af den middelalderlige filosofi ved at befordre oversættelser af og kommentarer til værker af Aristoteles og Averroés, som snart vandt indpas i den kristne skolastik. Det er velkendt, at Frederik II rettede spørgsmål til islamitiske lærde, som viser kendskab til centrale problemer i den græske filosofi - spørgsmål som verdens evighed og sjælens udødelighed. Af kejserens interesse for sådanne emner har man ikke sjældent draget den slutning, at han var skeptisk indstillet over for kristendommen, men Grabmann afviser med rette, at optagethed af Aristoteles og arabiske filosoffer implicerer, at hans livsanskuelse har været antikristelig.

Det har her kun været muligt at antyde indholdet af enkelte af de 36 bidrag, som bogen består af. De mange indslag giver værket et vist kalejdoskopisk præg, som forstærkes ved, at afhandlingerne af udgiveren normalt er anbragt kronologisk efter deres udgivelsesår uden forsøg på en saglig ordning. Alene af den grund er det uheldigt, at bogen helt mangler registre. Det er dog utvivlsomt, at udgiveren ved at samle stof de forskelligste steder fra og ved at lade italienske bidrag oversætte til tysk har lettet adgangen til den forskning, der ikke mindst efter 2. verdenskrig har udfoldet sig om emnet. F._RI!N *.._.__,„