John Van Seters : The Hyksos, A New Investigation. New Haven and London, Yale University Press, 1966. xix + 220 s. Illustreret. 48 sh.

Denne doktorafhandling beskæftiger sig med et emne, som ofte har optaget forskere inden for Vestasiens og Ægyptens historie og arkæologi, nemlig Hyksos, der i de gammel-ægyptiske texter er betegnelsen for fremmedherskerne i Ægypten 1730 til 1580 f.C. Den ægyptiske historiker Manetho (ca. 280 f.C.) kaldte Hyksos »et orientalsk folk af uanselig oprindelse, hvis komme var uforudset«. Forfatteren nævner i indledningen de to muligheder, som man hidtil er nået til: På den ene side står T. Save-Soderbergh og A. Alt, som begge mener, at man ikke kan tale om en stor Hyksos-invasion i Ægypten, og at Hyksos ikke kan forbindes med den hurritiske bevægelse men snarere med amurriternes bosættelse i Fønikien-Palestina. På den anden side står W. Helck, der fuldtud accepterer Manetho's syn på Hyksos og desuden knytter dem sammen med hurriterne.

I bogens første afsnit (Archaeology of the Middle Bronze Age) behandler forfatteren de forskellige underafdelinger af Mellemste Bronzealder (forkortet til MB), som han sætter til at begynde ca. 2200 f.C. og ende ca. 1550 f.C. Udgraveren af Jericho, Dr. Kathleen Kenyon, har derimod en anden inddeling, idet hun, ligesom J. H. Iliffe, mellem slutningen af den Tidlige Bronzealder (TB), ca. 2160 f.C. og tiden ca. 1850 f.C, indskyder en periode, som kaldes den Intermediære TB/MB Periode. Da der i dette tidsafsnit skete et totalt kulturbrud både i Syrien og Palestina, idet begge områder oversvømmedes af halvnomadiske folk, mener Miss Kenyon med rette, at det er vildledende at give en sådan overgangsperiode betegnelsen MB I (C AH2 Nr. 48. 1966).

Med de nye folk kom der nye former for våben, keramik og gravskikke. For Syriens vedkommende findes der klare beviser for, at landet blev invaderet af skarer, som ikke var urbaniserede i samme grad som befolkningen i den foregåendeperiode. I Palestina dukkede der nye keramiske former op, som kan føres tilbage til Syrien. De kendes bl.a. fra HamaJ's tidligste faser (jvf. E. Fugmann, Hama 11. Kbhvn. 1958, p. 49-58), Qatna Grav 4 og Ras Shamra 11, 1. Keramikkenfra alle disse steder er i familie med den, som optræder under Akkaddynastieti det mellemste og nedre Mesopotamien. D.v.s. at Palestina formentlig er blevet invaderet fra nord af amurriterne, som også nævnes i de bibelske fortællinger.I Ægypten er der i Gamle Riges kontext (2500-2200 f.C.) blevet fundetstore

detstoreforrådskar dækket med et kæmmet mønster. De stammer fra Fønikien eller Syrien, hvor de f. ex. findes i Hama J 4, i Palestina og i Megiddo XV. Der har altså på dette tidlige tidspunkt været nogen forbindelse mellem amurriterne og Ægypten. De i 1960 reviderede G 14 dateringer af Hama J 5-4 er 2210 ± 120 og 2335 ± 124 f.C. Dem har Van Seters ganske vist overset; men de synes at understøtte hans antagelse, at hans MB I ( = TB/MB) må begynde før 2200 f.C. Slutdatoen sætter han til ca. 1900 f.C. Der er ingen forbindelse mellem hans MB I og MB 11, idet bruddet ved slutningen af den nomadiske okkupation er ligeså iøjnefaldende som begyndelsen. Der dukker atter nye byer op, nye våben, ny keramik etc. Fra MB II kan der derimod påvises en forbavsende ensartethed i kulturen fra Nordsyrien til Sydpalestina. Forfatteren gør opmærksom på, at den første del af perioden MB II A (1900 og 1750 f.C.) (Miss Kenyon's MB I = 1850-1800 f.C.) ikke er så vel repræsenteret i Palestina, og det kan skyldes, at landet efter invasionens ophør kun langsomt er blevet befolket af grupper, som genoptog et byliv. Det er på dette tidspunkt, at der igen etableres udstrakte handelsforbindelser med Syrien/Palestina og Ægypten. MB II B-C (1750-1550 f.C.) (Miss Kenyon's MB 11, 1-5) dækker perioden XIII dynasti og den egentligeHyksostid -= II Intermediære Periode i Ægypten. Den er repræsenteret i Tell Beit Mirsim E-D og i Megiddo XII-X. Gennem de nylig afsluttede undersøgelseraf materialet fra de danske udgravninger i Shilo er det blevet konstateret,at sidstnævnte sted netop er blevet bebygget og befæstet i denne periode (se foreløbig Marie-Louise Buhl, Bibelens Shilo, i Nationalmuseets Arbejdsmark 1967, s. 129-138).

Som bevis for at forbindelsen mellem det indre Syrien og Palestina bliver langt svagere i MB II B-C anfører Van Seters, at den specielle Tall Yahudiyyavare var meget almindelig i Palestina, men så at sige mangler i Orontesdalen. Hertil må dog bemærkes, at de forskellige former for denne gråsorte indprikkede vare må have samme oprindelse nordpå; men dens former bliver efterhånden omdannet efter den lokale keramiks.

Ligesom Yadin forkastede Van Seters med rette den tanke, at glacis, som i Syrien og Palestina i anden halvdel af MB II anvendtes i byernes forsvarssystemer, skulle være opfundet af Hyksosfolkene. Denne form for befæstning er snarere et resultat af en udvikling, som begyndte før Hyksos.

Første del af Van Seters bog viser, at forfatteren er velbevandret både inden for Palestinas og Syriens arkæologi. Ofte møder man en alt for stor ensidighed hos de arkæologer, som beskæftiger sig med Palestinas arkæologi. Det er glædeligt at konstatere, at Van Seters fuldt ud har draget nytte af Ejnar Fugmanns Hamaværk. Selv Kathleen Kenyon ser f. ex. i sin bog Amorites and Canaanites, Oxford 1966, ganske bort fra Hama materialet til trods for, at hendes 2. kapitel bærer overskriften The Intermediate Early Bronze-Middle Bronze Period in Syria.

Bogens anden del (The Hyksos in Egypt) synes at være den svageste, idet Van Seters her vover sig ind på områder, hvor filologerne bedre behersker stoffet. Det er netop også fra deres række, at han angribes (se H. Goedickes anmeldelse i American Journal of Archaeology 71, 1967, s. 412 f., og R. North i Orientalia 36, 1967, s. 255 f.). Ingen af disse to forskere kan acceptere Van Seters forsøg på at datere den litterære text Ipuwer's Admonitions i Leiden til II IntermediærePeriode

diærePeriodeog til Hyksosvældet i Ægypten. Van Seters filologiske undersøgelseraf visse stednavne, som han mener ikke kan have været anvendt i Ægyptens I Intermediate Periode (ca 2200-2000 f.C), er direkte forkerte. En af vor tids største ægyptologer Sir John Gardiner skrev om dette berømte skrift, som han har bearbejdet udtømmende i en større afhandling: »However that may be, the trustworthiness of the Leyden Papyrus as a depiction of Egypt in The First Intermediate Period is indisputable« (A. Gardiner, Egypt of the Pharaohs. Oxford 1961, s. 110).

I slutkapitlet fremhæver forfatteren, at man bør borteliminere ordet »Hyksos«, idet det indebærer en falsk etnisk bibetydning og derved isolerer de fremmede i Ægypten fra deres oprindelse. Han foretrækker at tale om amurriternes herredømme over Ægypten i den II Intermediære Periode. Hertil må siges, at hurritiske navne også er blevet fundet i Ægypten i ovennævnte periode, selvom de semitiske var de dominerende. Ved Hyksos kan ikke forstås et bestemt folk, men mange folkeelementer.

Bogen er udstyret med en udtømmende bibliografi; men billedmaterialet er langt fra tilstrækkeligt. Man mangler f. ex. gengivelser af de berømte ægyptiske relieffer fra Beni Hasan med fremstillinger af asiater (ca. 1890 f.C.) og af Gairomuseets måske samtidige dobbeltstatue af granit visende »De Fiskeofrende« (W.Wolf, Die Kunst Ågyptens. Stuttgart 1957, s. 330), som også anses for asiater. x, T_ _ t. „