Zbigniew Wójcik (red): Polska sluzba dyplomatyczna XVI-XVIII wieku (Den polske diplomatiske tjeneste fra 16. til 18. århundrede). Engelsk resumé. Polska Akademia Nauk. Instytut Historii. Pracownia historii stosunków miedzynarodowych XVI-XVIII w. Warszawa, PWN, 1966.

Da polsk historieforskning manglede en fremstilling af det polske diplomatis historie i ældre tid, tog professor A. Wyczanski fra Videnskabsakademiets historiske institut initiativet til en kollektiv bearbejdelse af emnet. Perioden 1506-1764, hvis øvre afgrænsning er ukonventionel, går fra det polsk-litauiske riges storhedstid til det dybe forfald under personalunionen med Sachsen. Den blev inddelt i seks afsnit: 1) Sigismund I's regering indtil 1530, 2) Sigismund Augusts regering 1548-1572, 3) Perioden til storkansler Jan Zamoyskis død 1605, 4) Vasa-dynastiet til Wladyslaw IV's død 1648, 5) Perioden 1648-1678 samt 6) Den polsk-sachsiske personalunion 1697-1763. Forfatterne er (i samme rækkefølge) prof. A. Wyczanski, R. 2elewski, St. Grzybowski, prof. Wl. Czapliriski,docent Zb. Wojcik, medens sidste afsnit deltes af professorerne J. A. Gierowski og J. Leszczynski. Man har således ikke taget hensyn til den senere del af Sigismund I's regering (indtil 1548) og, nok så uheldigt, den længste del

af Jan Sobieskis regering (f 1696). Værket har også en betydelig territorial indskrænkning, idet man stort set har set bort fra det litauiske diplomati (også efter unionen i Lublin 1569 beholdt Litauen sine egne embeder), og man får derved en ufuldkommen fremstilling af forbindelserne med østlige og nordlige naboer, som f. eks. Den livlandske orden. Denne mangel skyldes, at kildematerialetnu væsentlig skal søges i arkiver indenfor Sovjetunionens grænser.

De seks fremstillinger giver et godt indblik i udviklingen af den polske udenrigspolitik og det polske diplomati. Både Sigismund I og Sigismund August havde en afgørende personlig indflydelse på ledelsen af udenrigspolitikken, men kongemagtens dominerende stilling blev fra 1570'erne gradvis erstattet af en tilsvarende kompetence for senatet. Samtidig begyndte hetmanens specielle diplomati, hvis område var de sydøstlige naboer (Tyrkiet, Krim samt Donaufyrstendømmerne Moldau og Valachiet). Dette hærførerdiplomati fremmedes, fordi statsmanden Jan Zamoyski gennem næsten et kvart århundrede forenede hetman- og kanslerembederne. Kongen havde dog stadig gode muligheder for at gøre sin indflydelse gældende, og undertiden fører han en helt selvstændig udenrigspolitik. Wl. Czapliriski fremfører en række argumenter for, at nogle magnat-hærtog i 1600-tallets første tiår, bl. a. til Donaufyrstendømmerne, der ofte fremhæves som bevis på opløsningen i 'republikken', i virkeligheden udførtes med Sigismund Ill's viden og stiltiende tilladelse (s. 214 f.). Først i sidste fjerdedel af 1600-tallet begrænses kongens indflydelse for alvor, og det ender med, at han ikke selv må afsende eller modtage missioner. Under den sachsiskpolske personalunion i 1700-tallet afspejles den almindelige tilbagegang også i stagnation af diplomatiet - over 1/3 af periodens diplomatiske sendelser sker under interregna for at underrette fremmede hoffer om kongens død. Det kan ellers være vanskeligt at skille det sachsiske og det polske diplomati fra hinanden, men først under August 111 viser forfaldet sig for alvor. I perioden udvikler de enkelte magnater deres eget diplomati, og forfatterne giver graverende eksempler på de personager, der, officielt eller privat, kunne blive anvendt.

Det kan i øvrigt bemærkes, at den første længere polske ambassade var J. Dantyszeks hos kejser Karl V (1525-1532), medens den første udenlandske resident (J. Low, Loov eller Law) blev udnævnt i Danmark 1634. Han skulle overrække breve fra den polske konge til den danske konge, tage imod svar samt ellers være om sig på den polske konges vegne (s. 25U f.).

Polsk diplomatis glansperiode var 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet, hvor de polske diplomater var kundskabsrige og velkvalificerede. En af dem, K. Warszewicki, skrev det ældste polske værk om diplomati »De legato et legatione«, Krakow 1595, hvis førsteudgave er bevaret på talrige biblioteker, også Det Kongelige (et annoteret eksemplar, der senere er indbundet og indgået i Frederik Ill's bibliotek). Udenlandske legationer var statens gæster, og polakkerne kendte nytten af et godt køkken ved diplomatiske forhandlinger. Fra 1500-tallets slutning er bevaret en række regninger, der viser, at man sammensatte menuerne forskelligt, alt efter som ganerne var moskovitiske, tyrkiske, franske, spanske eller tartariske (s. 197 f., note). Senere udøvedes denne gæstfrihed dog kun overfor østlige legationer.

Alle forfatterne har interesseret sig for diplomaternes oprindelse og deres
nationalitet. Man valgte fortrinsvis magnater til at lede de store sendelser, f. eks.

til Tyrkiet, hvor det gjaldt om at gøre indtryk med et stort følge (op til over 1.000 mand og 100 vogne) samt til de både da og senere så berømte, pompøse legationer til Paris og Rom i første halvdel af 1600-tallet, hvor man undertiden lod en guldhestesko falde af under indtoget. Ellers var der rigtig gode mulighederfor andre, både lavadel (szlachta) og ikke-adelige, også armenere, særlig hvis de beherskede de orientalske sprog. Også finansieringen af udenrigstjenestener et gennemgående emne i afhandlingerne.

I øvrigt følger de enkelte forfattere deres egne interesser. Eksempelvis gennemgår R. Zelewski hele den interne organisation i kancelliet og giver biografier af de næst kongen vigtigste ledere af udenrigspolitikken, samtlige kanslere og vicekanslere i Sigismund Augusts 24-årige regeringstid, medens Zb. Wqjcik minutiøst gennemgår formalia i forbindelse med de diplomatiske sendelser. Netop i Wojciks store oversigt over diplomatiet i anden halvdel af 1600-tallet (s. 257-367) ligger værkets tyngdepunkt med mange generelle, nyttige oplysninger. For resten er Czaplinski og Wqjcik uenige i den kvalitative vurdering af polsk udenrigstjeneste. Czaplinski finder, at niveauet sænkedes hos de folk, der anvendtes i første halvdel af 1600-tallet, medens Wqjcik for de næste årtier slutter med en positiv vurdering.

Spredt i værket findes talrige henvisninger til forholdet til Danmark. Et enkelt punkt skal fremdrages her, nemlig de 12.000 rhinske gylden, som Christian 111 1535 fik som subvention, (s. 66). Wyczanski kender i denne periode ellers kun polske subventioner til tartar-khaner! Anmelderen vil dog formode, at den polske krone ikke direkte blev tynget af nogen subvention til Danmark. Det fremgår nemlig af nogle aktstykker i Rigsarkivet (T.K.U.A. Polen A II 7), at Sigismund I henviste en dansk anmodning om hjælp med orlogsskibe til endelig beslutning hos stænderne i den kongelige, polske del af Preussen. Det besluttedes her, (reces af 19. marts 1535), at Danmark skulle forstrækkes med de nævnte 12.000 rhinske gylden (å 30 groschen gangbar prøjsisk mønt), og da de allerede var udbetalt den følgende dag, kan vi nok gå ud fra, at summen blev udredt direkte af prøjserne, så meget des mere som den danske modydelse, håndhævelsen af privilegierne til lands og til vands, først og fremmest kom netop Sigismund I's prøjsiske undersåtter til gode.

Bogen er også teknisk velredigeret; den afsluttes med forkortelsesliste, personregister
(citerede forfattere er i kursiv) samt stedregister. De engelske summaries
findes s. 463-487. T o T