Lily Ross Taylor: Roman Voting Assemblies from the Hannibalic War to the Dictatorship of Caesar. Ann Arbor, The University of Michigan Press, 1966. xx + 175 s., index, XII plancher, 2 kort. 7,50 $.

Lily Ross Taylor er uden al tvivl en af de bedste kendere af den romerske republik. Hendes bog »Party Politics in the Age of Caesar« fra 1948 er forlængst en klassiker (se Hist. Tidsskr. 12. rk. 11, s. 401 f.), og hendes monumentale værk »The Voting Districts of the Roman Republic« fra 1960 er et mesterligt bidrag til de romerske institutioners historie. I sin nye bog om de romerske folkeforsamlinger lykkes det atter den efterhånden ikke ganske unge forsker, der i adskillige år har været professor emerita i latin ved Bryn Mawr College, at samle T>g diskutere nyt og gammelt kildemateriale og give svar på en række fundamentale spørgsmål vedrørende den romerske republiks politiske liv.

Det er et ofte diskuteret curiosum, at en ganske lille del af den romerske befolkning praktisk taget havde monopol på embeder, der både gav den lovgivningsinitiativet og den udøvende magt, skønt disse embeder årligt besattes ved valg blandt hele den mandlige befolkning. Problemet er blevet angrebet fra forskellig side, men Lily Ross Taylor undersøger i sin bog vor viden om folkeforsamlingernes sammensætning, afstemningsreglerne samt selve proceduren ved afstemningerne. Foruden vore litterære kilder inddrages også det arkæologiske materiale, idet forfatteren er fuldt fortrolig såvel med den romerske topografis sidste landvindinger som vigtige udgravninger uden for Rom. Navnlig drages en række paralleller mellem Rom og den romerske coloni Cosa i Etrurien, grundlagt 273 f. Chr. og udgravet af amerikanerne siden 1948. Desuden diskuteres de to vigtige lovtekster Lex tabula Hebana, der blev fundet i 1947, og Lex Malacitana, som allerede Mommsen publicerede og anvendte. I begge tilfælde drejer det sig om love fra kejsertiden, der ikke sigter på Rom selv, men der er almindelig enighed om, at afstemningsreglerne i de pågældende byer var kopieret efter ældre romerske forlæg.

Det er af stor betydning, at hele materialet her er inddraget i undersøgelsen, idet oldtidsvidenskaberne i dag er så specialiserede, at mange historikere ikke kender den arkæologiske evidens og vice versa. Lily Ross Taylors bog udfylder således et stort savn.

I den her skildrede periode arbejdede romerne stadig med tre forskellige
folkeforsamlinger, af hvilke dog kun comitia centuriata og comitia tributa
havde virkelig betydning. I slutningen af tredie årh. f. Chr. omorganiseredes

centuriata, således at tribusinddelingen også her lå til grund for selve afstemningen,og i den periode, vi kender bedst, var tributa den lovgivende forsamling, hvor også de mindre embedsmænd valgtes, mens centuriata først og fremmest var valgforsamlingen, hvor de øverste embedsmænd blev valgt. En ofte diskuteretvanskelighed er, at comitia tributa ligesom har to ansigter. Under ledelse af tribunerne vedtog man her love og valgte nye tribuner, mens consuler eller prætorer ledede forsamlingen, når der valgtes ædiler og quaestorer. I denne sidste funktion fungerede forsamlingen med auspicier, mens tribunerne ikke kunne tage fuglevarsler. Som en oprindelig plebejisk særforsamling forstår man vel den første funktion, men det forekommer unægtelig ejendommeligt, at man kunne vælge embedsmænd for hele folket under ledelse af en evt. patricisk embedsmand på en forsamling, hvor patricierne ikke havde stemmeret. Ross Taylor følger her Mommsens teori, der skelner mellem comitia tributa og consilium piebis, den første en valgforsamling for hele folket, den sidste tribunernesrent plebejiske forsamling. Mommsens teori er meget tilfredsstillende - den er blot ikke entydigt bevidnet i kilderne, hvorfor det nok er sikrere at se bort fra den, selvom det giver vanskelighed at forstå patriciernes begrænsede stemmeret i den her behandlede periode.

Det væsenlig nye hos Lily Ross Taylor er den minutiøse gennemgang af selve afstemningen ved valg og lovgivning. Navnlig sammenstillingen af en række møntfremstillinger af valgscener og kombinationen med den romerske topografi er interessant og i mange måder overbevisende. Det ville føre for vidt her at gå ind på de mange detailspørgsmål, men det kan uden tøven konkluderes, at man i Lily Ross Taylors nye bog har en grundig og ajourført diskussion af alle de intrikate spørgsmål vedrørende den romerske republiks indviklede afstemningssystemer. Meget vil sikkert vække diskussion og ægge til modsigelse, men bogen vil utvivlsomt blive en klassiker inden for den historiske forskning — lige som så meget andet fra samme forfatters hånd.