Arthur Thomson : Otidigt sängelag. Skrifter utgivna av Institutet för rättshistorisk forskning. Serien I. Rättshistoriskt bibliotek. Band IX. Lund 1966. xii + 240 s. 15 sv. kr.

Afhandlingen er opdelt i to hovedafsnit. Det første og største, »Generella regler i lagstiftning och råttstillåmpning«, omhandler såvel verdslig som kirkelig lovgivning og retspraksis om »otidigt sångelag« fra Magnus Eriksons Lands- og Stadslag og frem til gældende ret. Det andet hovedafsnit omhandler de specielle regler, som trådte i funktion, hvis en præst havde forsyndet sig mod tidens kønsmoral.

Disse afsnit følges af 4 exkurser: Den første om præstestandens overenskomst af 1617 om kirkedisciplinen rummer en drøftelse af spørgsmålet, om denne overenskomstopnåede egentlig lovskraft, eller om den kun fik indrekirkelig betydning.I den anden exkurs gennemgås begreberne »mokrankning« og »lonskalåger«i retspraksis indtil loven af 1734. I og med denne lov forsvandt ordet »mokrankning« ud af lovgivningen, og forfatteren tilføjer parentetisk »och i praxis«, hvormed han formentlig tænker på retspraksis. I tredie exkurs underkastesudtrykket

kastesudtrykket»sångelag« en særbehandling, og i fjerde gennemgås et specialtilfældeaf »otidigt sångelag« med en provst som den ene af delinkventerne, hvad der ligefrem afstedkom politiske konflikter. Ved »otidigt sångelag« forstår forfatteren det samleje mellem ugifte, som påfulgtes af ægteskab, hvadenten parterne allerede var forlovet eller ej, eller kvinden var besvangret under gteskabsløfteeller

I første halvdel af første hovedafsnit oprulles ældre verdslig og gejstlig ret, herunder regler om arveret for børn af slige forbindelser, forskellige bøderegler, problemet om i visse situationer at gennemtvinge vielse etc. Derefter går forf. over til nærmere at udvikle, hvorledes en ændret kirkelig opfattelse fik indflydelse på domstolspraksis i tiden fra kirkeloven af 1686 og frem til loven af 1734, selvom gejstligheden fortsat var afhængig af øvrighedens magtapparat til inddrivelse af bøder.

De sidste underpunkter er helliget ovennævnte love og deres forarbejder samt afviklingen af dem i nyere tid. Ved straffeloven af 1864 ophævedes således bødestraffen for »otidigt sångelag« efter loven af 1734. Fra samme tid betragtede man bestemmelserne i kirkeloven af 1686 om bøder til kirken for værende sat ud af kraft, selvom det ikke skete ved en formel beslutning. Men først i 1948 ophævedes de sidste fordømmende rester af kirkens (utidige) indblanding i svensk privatliv.

Andet hovedafsnit, om de regler som gjaldt, når en præst havde gjort sig skyldig i denne specielle form for kødets utålmodighed, rummer en del af intercssc også for dansk kirkcretshistoric. Udviklingen i Sverige og Danmark forløb i årene efter reformationen på flere områder parallelt, selvom der var visse afgørende forskelle. Men efter Roskildefreden fulgte man endog direkte dansk lov i de erobrede provinser, ihvertfald i de første årtier. Først efter freden i Lund 1679 gennemførtes forsvenskningen også med hensyn til lov og ret.

Blandt sagerne fra denne periode påkalder en enkelt sig opmærksomheden, fordi den rummer en interessant sammenstødssituation mellem dansk og svensk ret. I det foreliggende tilfælde ville svensk ret afgjort have været gunstigst for den uheldige præst, men han blev efter dansk ret fradømt sit embede. Ved en regeringsbeslutning blev han dog genindsat i sit gamle embede. Efter svensk ret ville han blot være blevet suspenderet fra tjenesten en kortere tid.

Med tiden ændredes forholdene til det mere humane også for præster. Straffen for »otidigt sångelag« i forbindelse med trolovelse ophævedes. Kun, hvis der ikke var tale om trolovelse, blev der pålagt bøder, der til gengæld med hjemmel i en kgl. resolution af 1714 var højere end dem, andre skulle betale, hvilket var helt i modstrid med bestemmelserne i kirkeloven af 1686. Ifølge forf. varede denne retstilstand ved også efter loven af 1734.

Fra dansk side bør man være A. Thomson taknemlig for det arbejde, han her har skænket os, idet han specielt i anden del har undersøgt et stykke af vores kirkelige retshistorie, som vi selv vistnok i nogen grad har forsømt. Men også den øvrige del af afhandlingen er værd at stifte bekendtskab med. Thomson er en omhyggelig og alvorlig forfatter, men med en udtalt sans for at finde morsomme emner for sin efterhånden vidtfavnende forskning.