J. L. Moulton: The Norwegian Campaign of 1940. London, Eyre and Spottiswoode, 1966. 328 s. Ill. 55 sh.

Denne bog er skrevet af en soldat, ikke som et memoireværk, men som en lektion i taktiske og strategiske problemer. Den er et indlæg i en debat og måske egnet som sengelæsning på officersskoler. Selve problematikken er efterhånden gammel. Det er først og fremmest problemet om at tilvejebringe en effektiv koordination af de tre værn.

Det materiale, som Moulton trækker frem som basis for sin argumentation, er det engelske felttog i Norge i 1940 og det amerikanske omkring øen Guadalcanal i 1942. Begge historier begynder på en vis måde med Gallipoli og første verdenskrig. Gallipoli blev Churchills politiske ruin mange år fremover.På

over.Påtrods af senere erkendelse af operationens strategiske rigtighed kom der til at klæbe en forestilling om unødvendig blodsudgydelse ved denne amfibieoperationog en forestilling om, at flådestyrker ikke med succes kunne indlade sig i kamp med batterier til lands. Problematikken blev ikke taget op i mellemkrigstidenog gennemarbejdet til sin logiske konklusion, at løse koordinationsspørgsmåletimellem værnene, således at en integreret krigsførelse kunne overvindede vanskeligheder man var stødt på.

1939 og 1940 traf England uforberedt uden en virkelig teori for integreret krigsførelse, hvorpå engelsk militær indsats kunne bygge, i stærk modsætning til de doktriner den tyske admiral Erich Raeder med stor taktisk og strategisk begavelse udtænkte. Raeders doktriner stod deres prøve i Norge, men kom aldrig til fuld udfoldelse på tysk side, da Hitlers »Weltkriegsstrategie« førte bort fra disse tanker.

Moulton viser, at Trondhjem niere end Narvik var den afgørende strategiske position i det norske felttog. Dristig indsats af flåden kunne have sikret englænderne Varnæs flyveplads ved Trondhjem, og med basis i lokal luftoverlegenhed ville en engelsk landgangsstyrke af større dimensioner have haft gode muligheder for at holde Trondhjem, hvis flåden samtidig bombarderede Sola flyveplads. Igennem et sådant samarbejde imellem de tre værn kunne felttoget være vendt til de allieredes fordel. Manglen på enhver teori for fælles indsats og manglen på forståelse af, at de forskellige værn igennem samarbejde ville kunne skabe forudsætningerne for hverandres indsats med succes, var tillige med Ghurchills forståelige frygt for at gennemtvinge et nyt Gallipoli mod den samlede stabs modstand afgørende.

I modsætning hertil blev det amerikanske marinekorps opbygget, efter at et nøje studium af Gallipoli felttoget havde vist behovet for en integreret amfibiestrategi byggende på en indsats af alle tre værn. Der var her ikke tale om integreret strategi eller taktik på det Raederske plan, men om en god praktisk sans for hvad der var nødvendigt, således at denne praktiske fremgangsmåde, da det blev aktuelt, kunne sættes i værk med kort varsel. Slaget omkring Guadalcanal, hvor det amerikanske marinekorps erobrede en japansk base og med støtte fra flåde og luftvåben (hangarskibsbaseret) udbyggede denne, således at den kunne tjene som luftstøttepunkt og kerne i en massiv militær opbygning, var et vendepunkt i stillehavskrigen. En lang række sø- og luftslag sekunderede de militære operationer til lands og tippede balancen i Amerikas favør. På trods af store tab, bakket op af Roosevelts vilje til at sætte alt ind i området, gennemførtes her med dristighed en operation, som først og fremmest lykkedes på grund af integrationen af de tre værn og etableringen af lokal luftoverlegenhed. Konklusionen er ikke vanskelig at drage.

Set fra et historisk synspunkt bringer denne bog ikke meget nyt. Den bygger
på velkendte værker, Hubatsch, Derry, Sverre Steen, Ziemke m. v.