Aldre svenska frälsesläkter. Ättartavlor. Utgivna av Riddarhusdirektionen genom Folke Wernstedt. I. Stockholm 1957-65. xii + 214 s. 50 sv. kr.

Stillet overfor den beundringsværdige svenske perfektionisme maa vi danske ofte nøjes med beskedent at glæde os over, at er vore historiske haandbøger m.v. kun lidet fuldkomne, er de til gengæld udkomne, og gennem nye, stadig forbedrede editioner nærmer vi os det tilfredsstillende resultat, hvor tilsvarende svenske værker ikke sjældent bliver staaende paa et - bevares fornemt - halvfærdigt stade. Et slaaende exempel herpaa har vi i den højst forskellige maade, hvorpaa man i de to lande har valgt at behandle det adelshistoriske materiale. Saaledes giver Danmarks Adels Aarbog (1884 ff.) en særdeles omfattende dækning, idet langt de fleste adelsslægter nu er behandlet heri, omend til gengæld især de ældre aargange bedst kan karakteriseres som en foreløbig ordning af kilderne i en ofte højst hypotetisk stamtavleform, hvorfor hvert nyt bind bringer rettelser

og tilføjelser og nu og da totalt ændrede nyredaktioner. I Sverige har vi derimod i Elgenstiernas store 9 binds værk (1925-36) et fremragende stamtavleværk; men dette omfatter alene den saakaldte introducerede adel, dvs. de slægter, der 1626 og senere optoges paa Ridderhuset, og heraf følger, at selv de berømteste middelalderslægter savnes, saafremt de var uddøde før dette kritiske aar.

Længe har man tænkt paa at raade bod paa dette beklagelige forhold, der ofte har været danske historikere til stort besvær, og under Riddarhusets auspicier er nu udsendt et første bind stamtavler over en halvfjerdsindstyve svenske (og svensk-finske) adelsslægter. Det elgenstiernaske system er bibeholdt, og af særlig værd er de ofte udførlige indledningsafsnit til hver enkelt slægt med redegørelse for f. ex. dens vaabenføring samt med nyttige bibliografiske henvisninger til omtale og behandling i litteraturen.

Af det rige indhold skal her blot nævnes stamtavlerne over den paa unionstiden fremtrædende slægt Gren, den ogsaa i Halland godsbesiddende Vinstorpaæt samt visse af Folkungernes sidelinier. Under ridderhusgenealogen Folke Wernstedts ledelse er arbejdet delt ud til en række specialister som f.ex. Hans Gillingstam og de finske professorer Eric Anthoni og Jarl Gallen. Blot kunde man have ønsket, at der havde været raad til at illustrere stamtavlerne med vaabentegninger (som i Elgenstierna), og specielt undrer en dansker sig over, saa lidt brug der i almindelighed er gjort af vor Adelsaarbog. Vel er dennes stamtavle over de skaanske Sparrer givetvis forældet; men da den siden rent svenske slægt »Sparre af Ellinge« i sin oprindelse var skaansk, kunde man vel uden videre have ofret en henvisning til Adelsaarbogen 1917? Men disse petitesser forhindrer ikke, at enhver dansk middelalderhistoriker, ogsaa uden specielt genealogiske interesser, inderligt maa haabe, at dette fremragende første bind snarest maa blive fortsat. r^ „ -p*