Studies in Latin Literature and its Influence, ed. by D. R. Dudley and T. A. Dorey. London, Routledge & Kegan Paul. - Latin Historians, ed. by T. A. Dorey. 1966. xiii + 194 s. - Latin Biography, ed. by T. A. Dorey. 1967. xi + 209 s. 35 sh. pr. bind.

Det er to latinlærere ved Birmingham University, der udgiver den serie,
hvori bl. a. de to her nævnte bind om romersk historieskrivning og biografi

er udkommet, og alle bidragyderne er englændere. Den klassiske dannelses og orienterings stærke stilling i engelsk videnskabstradition præger da ogsaa de to bind paa godt og ondt. Paa godt især, fordi forfatterne medbringer den solide litterære indsigt, som er uomgængeligt nødvendig til forstaaelse af antik historieskrivning og biografi. Det drejer sig nemlig om to forskellige litterære genrer, hver med sine traditioner og sit forhold til erkendelsesteori og videnskabelighed; historien har sine egne førklassiske rødder i mytologi og kronologi, men næres siden navnlig gennem retorikken af stoikernes interesse for politiske, moralske og andre samfundsvidenskabelige teorier; biografien udspringer derimoddirekte af festtalen og faar gennem den peripatetiske filosofis interesse for psykologi og fysiognomi et nærmere forhold til de eksakte videnskaber, der bl. a. viser sig i dens fra historieskrivningen vidt forskellige stilistiske regler, som tillader fyldige kildehenvisninger og indlæg af autentiske aktstykker. I god overensstemmelse hermed indledes begge bind da ogsaa med et udmærket kapitel, E. Badians om »The Early Historians« og Edna Jenkinsons om »Nepos, An Introduction to Latin Biography«, hvori henholdsvis den historiografiske og den biografiske genres græske baggrund, teorier og tidlige romerske udvikling opridses; og i samtlige bidrag lægges der vægt paa forfatterens erkendelses- og fremstillingsform og hele forhold til traditionen.

Den samme litterære orientering prægede M. L. W. Laistners nu klassiske The Greater Roman Historians (1947, pap. ed. 1963), men i de bedste bidrag til de to her omhandlede samleværker forenes den med en dybere indsigt i kildeforskningens problematik og i dens betydning for forstaaclscn af et historisk eller biografisk værk, ogsaa som litteratur, end Laistner lagde for dagen. Det gælder naturligvis, naar kapaciteter som F. W. Walbank, P. G. Walsh og E. A. Thompson sammenfatter deres egne tidligere arbejder om henholdsvis Polybios, Livius og Ammianus Marcellinus, men der er ogsaa grund til at fremhæve G. M. Pauls indtrængende analyse af Sallust (skrevet før udgivelsen af Ronald Symes monografi fra 1964) og A. J. Gossages essay om Plutarch. - Som man ser, tages der ikke for haandfast paa titelbladets »Latin«; til gengæld savner man saa Cassius Dio og Prokopios som repræsentanter for kejsertidens græsk-romerske historieskrivning. - Og det lykkes A. R. Birley at give et virkelig glimrende indtryk af den bizarre samling af kejserbiografier, som kaldes Historia Augusta, og som det har voldt forskningen uendeligt hovedbrud at placere saavel kronologisk som ideologisk og genremæssigt. Ogsaa om den foreligger der nu et større arbejde af Ronald Syrne: Ammianus and the Historia Augusta (Oxford 1968).

Den klassiske orientering giver sig derimod mindre heldige udslag, naar det gælder aspektet »influence«. Bindet om latinsk historieskrivning slutter ganske vist med Beda, idet der annonceres er senere bind om middelalderlige historikere,men selvom ogsaa Tacitus er skudt ud til behandling i et selvstændigt bind, er Latin Historians utvivlsomt blevet det mest helstøbte af de to foreliggende. Derimod viser begrænsningen sig tydeligt i bindet om latinsk biografi, hvori dennes middelalderlige efterliv repræsenteres af Guillaume de Poitiers, William of Malmesbury og Franciscus-biografierne, medens en forfatter som Einhard behandles i G. B. Townends artikel om »Suetonius and his Influence«. Netop her er det paafaldende, hvorledes den klassiske orientering faar forskeren til kun at se den middelalderlige forfatter som en delvis übehjælpsom efterligner af det

antikke forbillede, medens en dybere indføling i emnet, som den f. eks. demonstreresi H. Beumanns analyse af samme Einhards fortale (i Ideengeschichtliche Studien zu Einhard, 1962), kan give en helt anden forstaaelse af, hvorledes en middelalderlig forfatter i selve sin anvendelse af traditionen formaar at distanceresig fra saavel forbillede som samtid. Som introduktion til klassisk romersk historieskrivning og biografi er de to bind imidlertid særdeles anbefalelsesværdige.T-,