Gerald D. Feldman: Army, Industry, and Labor in Germany, 1914-1918. Princeton, New Jersey, Princeton University Press, 1966. 572 s. $ 12,50.

Man har ofte fremhævet den tyske historieskrivnings tendens til koncentration om den politiske historie på bekostning af den sociale og økonomiske. Også Hans Herzfeld har i en statusopgørelse for nylig berørt dette problem, og han skrev samtidig om »the great number of young American historians of German name and extraction who seem to form the spearhead of research into modern German history«. Denne karakteristik forekommer i forbindelse med Feldmans bog meget rammende, omend deter anmelderen übekendt, om forf. virkelig er af tysk afstamning, eller kun bærer et tysk navn. En kendsgerning er det imidlertid, at der her er tale om en ung amerikansk historiker, der som den første har behandlet et centralt økonomisk og socialt problem i tysk historie under Den første Verdenskrig.

Skønt titlen er »Army, Industry, and Labor« bliver det på grund af kildematerialetsnatur først og fremmest hærens politik der behandles. Da krigen ikke blev den forventede korte krig, men i stedet en langvarig affære, der krævedemobilisering af landets ressourcer på længere sigt, viste det sig hurtigt, at det civile bureaukrati ikke magtede opgaven, der måtte overtages af hæren, nærmere betegnet det preussiske krigsministerium. Stik imod hvad man ud fra en dogmatisk opfattelse af hærens politiske observans skulle have ventet, blev dette en fordel for fagforeningerne. Medens bureaukratiet og industrien veg tilbagefor koncessioner til fagforeningerne, fordi de frygtede virkningen på længeresigt,

geresigt,nærede hæren ikke samme betænkeligheder, fordi man kun tænkte
på at vinde krigen. Derfor betød de to første krigsår en afgjort styrkelse af fagforeningernesposition.

Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at denne politik også fortsattes, efter at Hindenburg og Ludendorff var kommet til magten. Det »Kriegsamt«, der nu blev oprettet under General Groeners ledelse, fulgte ganske den samme politik. Og den tvangsarbejdslov, som blev gennemført på Ludendorffs befaling og efter industriens ønske, fik heller ikke den forventede virkning, idet det for dens gennemførelse var nødvendigt at give så store koncessioner til Socialdemokraterne, at loven faktisk kom til at betyde en væsentlig styrkelse af fagforeningernes forhandlingsposition. Skønt utilfredsheden med Groeners arbejdervenlige politik var stor hos de industriledere, der havde OHL's øre, var det alligevel ikke dette, der førte til hans fald. Dette havde en helt anden årsag. Efterhånden blev det nemlig klart for Groener, at den eneste mulighed for at bremse inflationen, løn-pris spiralen, var at angribe ondets rod: sværindustriens enorme krigsprofitter. Men dette var at gå for vidt.

Hvis industrien ikke på det sociale område fik de forventede fordele af Hindenburg og Ludendorff, fik den det til gengæld på det økonomiske område med etableringen af det såkaldte Hindenburg-program. Dette program betød en total omlægning af industrien med højeste prioritering af sværindustrien, og det betød at væsentlig arbejdskraft måtte hjemsendes fra fronten for at honorere de øgede produktionskrav. Resultatet blev efter Feldmans mening en katastrofal dislokering af Tysklands økonomi, fordi ressourcerne slet ikke stod mål med de enorme krav.

Det samarbejde, der etableredes mellem hæren og fagforeningerne, kom til at betyde, at arbejderne sluttede op om krigen, og mere specielt, at fagforeningerne, der så deres position styrket gennem dette samarbejde, sluttede op om »systemet«. Således blev dette samarbejde også forløberen for det forbund mellem Ebert og Groener, der sikrede den tyske stats og den tyske samfundsstrukturs fortsatte beståen. T t?