Aksel Lassen: Vælgere på Vandring. Nordiske Valg 1947-66. Skrifter udgivet af Jysk Selskab for Historie, nr. 18. Universitetsforlaget i Aarhus, 1967. 210 s. 34,40 kr.

Aksel Lassens »Vælgere på Vandring« kan med vidt forskellige resultater bedømmes ud fra to sæt kriterier: Set som et eksempel på moderne samfundsvidenskab - eller videnskab i det hele taget - er bogen uantagelig. Bedømt som en politisk iagttagers mere eller mindre velbegrundede gætterier om valgenes forskydninger er den mange steder ganske interessant og idegivende. Alt afhænger af, hvilket plan bogen placeres på.

»Vælgere på Vandring« spænder vidt. Således analyseres de nordiske parlamentsvalg i efterkrigstiden med henblik på forskydningerne mellem partierne, og man føres ind i en debat om årsagerne til den geografiske udjævning i partiernes styrke, om forholdet mellem danske kommunal- og folketingsvalg og om de unges stemmeafgivning. De forskellige essays holdes imidlertid sammen af en fælles grundtendens: Med få undtagelser pointeres overalt, at denne eller hin forskydning i partiernes stemmetal og i styrkeforholdet mellem de politiske hovedblokke - »arbejderpartierne« og »deres borgerlige alternativer« - ikke skyldes skift fra den ene lejr til den anden. Andre faktorer er på spil.

For Danmarks vedkommende forklarer Aksel Lassen således forskydningerne mellem Venstre, Det konservative Folkeparti og De Uafhængige på den ene side og Socialdemokratiet, SF og Danmarks Kommunistiske Parti på den anden ved hjælp af to sæt faktorer: Partiblokkene har haft svingende nettogevinster i bytteforholdet med sofavælgergruppen - til tider har gevinsterne været negative - og de liberale midterpartier, Det radikale Venstre og Danmarks Retsforbund, har fungeret som et reservoir, hvortil der fra tid til anden flød flere vælgere fra den ene eller anden blok, end der kom ud til samme blok.

Der ligger en fornuftig betragtning bag denne tankegang: Vælgerne er ofte
forbavsende stabile, og forskydningerne sker i et meget stort antal af tilfældene
mellem nabopartierne og ud og ind af sofavælgergruppen. Men denne tommelfingerregel
udelukker ikke, at der tillige kan ske nettoforskydninger direkte
mellem blokkene: Interviewundersøgelser ved valg i andre nordiske lande,
hvor Aksel Lassen anvender samme betragtningsmåde, men alene med sofavælgergruppen
som forklarende faktor, sandsynliggør det endda. Og her kommer
den afgørende svaghed ved Aksel Lassens bog: Hans tal modbeviser det
ikke, og kan ikke komme til det. Materialet passer simpelthen meget dårligt til
problemstillingen. Aksel Lassen arbejder nemlig alene med resultaterne fra
den officielle valgstatistik. Og de giver alene de samlede op- og nedadgående
stemmetal for hele partier, og for den samlede sofavælgergruppe. Men for at
sige noget om de underliggende nettostrømninger mellem partiblokkene og
mellem disse og sofavælgergruppen plus midterpartierne må man have fat i de
vælgefes ITEémmeaigivning iranleir ene valg til det andet.
skyldes »arbejderpartiernes« sejr i 1960, som Aksel Lassen mener, at disse
partier var i stand til netto at mobilisere særligt mange vælgere fra midterpartierne
og sofavælgergruppen, og ikke et skred direkte fra Venstre og Det konservative
Folkeparti til Socialdemokratiet og SF. Men akkurat de samme officielle
valgtal kunne f. eks. være fremkommet som følge af en vis nettostrømning fra
VK til »arbejderpartierne«, der delvis kompenseredes af en strømning fra
midterpartierne og sofavælgerne mod højre.

Skulle Aksel Lassen kunne belyse sin problemstilling måtte han have gennemført
en interviewundersøgelse, eller i det mindste have udnyttet de undersøgelser,
der allerede foreligger fra andre nordiske lande.

Samme indvending rammer næsten alle andre afsnit i »Vælgere på Vandring«. Når Aksel Lassen fremhæver, at man i de indenlandske vandringer har en forklaring på den geografiske udjævning i partiernes styrke, er dette sandsynligt. Hvis københavnske arbejdere flytter ud fra Københavns centrum, er det ret naturligt, at Socialdemokratiet går frem i Øernes område. Men man kan ikke sige noget om størrelsen af denne faktors indflydelse - om den er afgørende, væsentlig eller ret marginal - før man ved, hvor mange arbejdere, gårdmandsbørn, funktionærer etc., der på hvilket tidspunkt flyttede hvorhen. Atter slår materialet ikke til, for Aksel Lassen spalter ikke sine tal op på befolkningskategorier. Og man kan slet ikke, som Aksel Lassen, sige, at de indenlandske vandringer er af større betydning end for eksempel fjernsynets gennembrud, al den stund noget så simpelt som fjernsynets udbredelse på de forskellige tidspunkter og i de forskellige landsdele ikke engang berøres.

Er det imidlertid en blandet fornøjelse at bedømme Aksel Lassens bog ud

fra et videnskabeligt kriterium, bliver vurderingen straks noget mere positiv, hvis man skruer forventningerne ned og ser »Vælgere på Vandring« som en kyndig iagttagers mere eller mindre sandsynlige overvejelser om valg i de nordiskelande. Her må man rose Aksel Lassen for den veludviklede evne til at se alternative forklaringsmuligheder til de gængse journalistiske, og også i de konkretetilfælde er dette hyppigt givende. For eksempel lyder det sandsynligt, at arbejderpartierne i 1960 var i stand til at hente mange stemmer i midten og hos sofavælgerne. Selv om man langtfra kan udelukke nettogevinster fra Venstre og Det konservative Folkeparti. H T ____,„ Tvr_{reTS ™}