A. E. Astin: Scipio Aemilianus. Clarendon Press: Oxford University Press 1967. xiii + 244 s. XII appendices, additional notes, bibliografi og index. 65 sh.

Publius Cornelius Scipio Aemilianus Africanus Numantinus eller blot Scipio minor, den yngre Scipio, hører til den romerske republiks betydeligste skikkelser. Født 185/84 f. Chr. opnår han i 147 consulatet helt uden for den normale cursus honorum og ødelægger Carthago. I 142 beklæder han censuren og tiltræder i 140 en diplomatisk rejse til de hellenistiske riger, hvor han bringer orden i en række forhold staterne imellem. I 134 beklæder han igen consulatet, nedkæmper resterne af det langvarige spanske oprør og ødelægger Numantia. Under hans fravær fra Rom finder Tiberius Gracchus' voldsomme død sted, og da Scipio er vendt hjem, er han blandt modstanderne af jordlovene og den politik, de er udtryk for. Under disse indre politiske kampe dør han pludselig i 129 f. Chr. De old tidige kilder er meget uenige om dødsmåden, men mange antyder, at det var et politisk mord.

Forholdsvis få forskere har følt sig fristet til at vie dette ejendommelige levnedsløb en monografi. Grunden hertil er sikkert, at kildematerialet er meget mangelfuldt. Livius' bredt skrevne »ab urbe condita« er ikke bevaret for disse år lige så lidt som Livius' hovedkilde, grækeren Polybios, der var den yngre Scipios personlige ven. Også Plutarchs biografi er gået tabt, men en del værdifuldt stof kan findes i skildringen af Gracchernes levned. Hovedkilden er Appians skrift om Roms krige — formentlig i alle fald indirekte afhængigt af Polybs værk - men det kaster kun i ringe grad lys over Roms indenrigspolitik. Resten af overleveringen består i ret sene og/eller fragmentarisk overleverede kilder samt en række anekdotisk prægede udsagn af eller beretninger om den store mand. En række af disse er overleveret hos Cicero, der beundrede Aemilianus meget og gjorde ham til hovedperson i sit store statsteoretiske skrift »de re publica«.

A. E. Astin samler med stor dygtighed brudstykkerne sammen til et billede. Hans metode er klar. Han hører til den prosopografiske skole, som den i England især er repræsenteret af R. Syme og H. H. Scullard. Derfor anerkendes i regelen også den anekdotiske overlevering, for så vidt den udsiger noget om de bestående kliker - factiones — og den enkelte persons amici og inimici. Deter ganske spændende at se metoden anvendt på en periode, hvor vi slet ikke besidder nogen fuldstændig embedsmandsliste og næsten ikke har oplysninger om valgene og deres kandidater. Da Astin principielt synes at ville undgå at skildre det almindelige og velkendte historiske forløb, og mere interesserer sig for de politiske grupperinger, bliver^ bogerrimidleitid i højgrad præget af4iypetheser ofte endda af flere alternative hypotheser. Heller ikke det åndshistoriske perspektiv interesserer, og hele skildringen af »Scipionernes kreds« gøres af i et kritisk appendix.

Forfatterens hovedanliggende er at skildre Scipio som romersk politiker, og her understreger han det irregulære i karrieren. Der fremdrages en række paralleller hertil i de sidste årtier inden det skæbnesvangre år 133, da den gracchiske revolution begynder, og i to kapitler om Tiberius Gracchus giver han da også en fortolkning af begivenhederne, der søger at understrege det tidstypiske både ved selve kampen om jordlovene og Scipios holdning til den.

I vurderingen af Scipio er Astin ret tilbageholdende. Der findes udsagn, der viser, at Scipio egentlig ikke havde sans for at skaffe sig et betydeligt og fasttømret clientela, og hans væsen gjorde det ikke let for ham at fastholde sine politiske venner. Gang på gang kommer det til brud mellem ham og betydelige mænd, der hidtil havde givet ham deres støtte - berømtest er bruddet med svogeren og fætteren Tiberius Gracchus. Politisk set var Scipio således egentlig ikke nogen succes, og han kunne have meget vanskeligt ved at gennemføre sine ideer.

Man kunne her nok have ønsket sig en endnu stærkere pointering af den næsten påfaldende parallel, der er mellem den ældre og den yngre Scipio. Begge var først og fremmest militære begavelser, og begge gjorde en usædvanlig, ja strengt taget ulovlig karriere, i alle fald en karriere, der stred mod uskrevne love i romersk politisk praksis. Følgelig måtte begge være udsat for megen misundelse fra senatsadelens side, hvorfor det er indlysende, at mange slutter sig til oppositionelle grupper. Det er imidlertid påfaldende, at Aemilianus, der

jo som kødelig søn af Aemilius Paullus adopteredes ind i Corneliernes slægt, øjensynlig på et meget tidligt tidspunkt af sin karriere beslutter at kopiere sin store bedstefader og lægge sin løbebane så tæt op ad hans som muligt. Han ønsker naturligvis, at en del af den store forfaders auctoritas skal gå over til ham selv. Dette ved Astin naturligvis meget vel, men han er tilbøjelig til at tilskrive det visse karaktertræk hos Aemilianus. Personlig finder nærværende anmelder, at der er så mange paralleller hertil i romersk politik, at det snarere må tilskrives en meget bevidst politik, der så at sige ser et mål i at skabe identitet imellem to personer inden for samme gens. Det klareste eksempel herpå er måske Sextus Pompejus' forsøg på at kopiere sin berømte fader Gnaeus. I dette tilfælde er der i alle fald tale om en meget bevidst appel til dennes clientela.

Astins bog giver mange synspunkter og megen klog overvejelse af de forskellige muligheder i den enkelte politiske situation. Alligevel tegner billedet sig uskarpt af den yngre Scipio. Dette ligger nok i, at opgaven i sig selv er umulig. Som en studie i romersk politik i årtierne før Gracchernes reformer rummer bogen interessante synspunkter, som vel tidligere har været fremført af repræsentanter for den prosopografiske skole, men som her er udarbejdet i detaljer. Det er som sådan bogen har værdi. T v c_KVTWftAilin