Lorenz Rerup : A. D. Jørgensen. Gyldendals Uglebøger. København, Gyldendal, 1965. 138 s. Ill. 11,75 kr.

Bogen er en biografisk skildring af historikeren A. D. Jørgensen. Den er skrevet i et letlæst sprog for den store læserskare, som uglebøgerne henvender sig til, og er rigt illustreret med samtidige tegninger og stik. I 1967 er den udsendt også i en tysk udgave.

De fleste af bogens oplysninger er velkendte fra den foreliggende litteratur. Her tænkes først og fremmest på A. D.Jørgensens »En Redegørelse for min Udvikling og mit Forfatterskab«, der udkom i 1901, fire år efter hans død, men også på Johan Ottosens store nekrolog i Sønderjyske Årbøger 1899 og på Troels G.Jørgensens skildringer af sin far både i Sønderjyske Årbøger 1953 og i bogen »A. D.Jørgensen og 1864«, der udkom i 1964. En rig kilde, som Rerup da også øser af, er »A. D. Jørgensens Breve«, som Harald Jørgensen udgav i 1939.

Bogen skal ikke refereres her, men dens disposition skal kort omtales. I en række kapitler gennemgås A. D. Jørgensens barndom, uddannelse, oplevelse af 1864, historiske forfatterskab, sønderjyske virksomhed, forhold til højskolen, arkiwirksomhed og politiske synspunkter. I dem alle kommer A. D. Jørgensen selv til orde gennem mange citater, der er kyndigt udvalgte, men desværre ikke forsynet med præcise kildehenvisninger. Vægten er med rette lagt på de refleksioner,som begivenheder og arbejde fremkaldte hos A. D. Jørgensen, og derved bliver forholdet mellem fortiden og nutiden et centralt emne i næsten alle kapitlerne. Som eksempel på de mange citater, der åbent eller skjult rummer en dialog med historien, gengives her et stykke af den dom, A. D. Jørgensen afsigerover

sigeroverGriffenfelds andel i den begyndende enevældes udformning: »Det har været vort fædrelands skæbne, at de mænd, som stod for styret ved de store vendepunkter, hvor fremragende de end ellers kan have været, manglede dyberehistorisk sans. Således gik det ved de nordiske rigers samling under én konge, således gik det ved reformationens og enevældens indførelse, og således er det atter gået i vore dage. Mænd med store evner og en rig dannelse, med de ædleste forsætter og en levende fædrelandskærlighed, - men uden blik for det beståendes ret og den naturlige udviklings krav. Derfor alle disse skibbrud for ideer og personer!« (s. 73). En dom også over de nationalliberale.

Det afsluttende kapitel, der behandler A. D. Jørgensens historiesyn, bliver en art syntese. Her bindes de tidligere kapitlers refleksioner sammen af redegørelsen for hans tro på folkets muligheder for kulturel udvikling gennem de nationale opgaver, hans tro på kontinuiteten i historien og hans bevidsthed om sit eget kald. Der antydes en udvikling i A. D. Jørgensens historiesyn, men emnet bliver ikke uddybet.

Det er værdifuldt, at Lorenz Rerup har samlet dette stof og bundet det sammen med kloge kommentarer. Det er lykkedes for ham at lade A. D. Jørgensen fremtræde som den mangestrengede, markante og modsætningsrige personlighed, han var. Det er gjort uden panegyrik, men ikke uden engagement.