Felix Ponteil: Les Institutions de la France de 1814 å 1870. Histoire des Institutions. Paris, Presses Universitaires de France, 1966. viii + 489 s. 32 F.

Medens Frankrig i årene mellem Napoleon I's fald og Pariserkommunen på det politiske område ikke opnåede politisk stabilitet, men i rask rækkefølge gennemlevedeen pseudoabsolutistisk restauration, et plutokratisk monarki, en egalitær republik, et diktatorisk og plebiscitært kejserdømme og tilløbet til et halvt socialistisk, halvt radikalt rådsstyre, var der på det institutionelle område tale om en forbløffende kontinuitet. Det første kejserdømmes centraliserede administrationblev i næsten uændret skikkelse overtaget af de følgende regimer, og Napoleons Conseil d'État var for nyttigt til, at bourboner og orléanser kunne bekvemme sig til at give afkald på det, selv om først Napoleon 111 gengav det dets tidligere nøglestilling i administrationen. Mere bevægelighed var der i de religiøse og undervisningsmæssige institutioners forhold, hvis fluktuationer forløbret parallelt med den politiske udvikling, fra bourbonernes formæling mellemtrone

lemtroneog alter, der medførte gejstlighedens dominans over universitetet med Frayssinous som almægtig Grand Maitre, over julikongedømmets sækulariserendetendens til kirkens fornyede fremstød med loi Falloux i 1849. Men på næsten alle områder smittede den franske sociale »immobilisme« af på institutionerne;det mærkedes, at den radikale tradition fra 1793 var stereotypiseret i samme grad som den liberale fra 1789 og den konservative fra l'ancien regime. Lidt ejendommeligt konkluderer Ponteil (s. 405), at »peut-étre faut-il voir lå (i opretholdelsen af centraliseringen) la preuve flagrante de sa (Frankrigs) maturité démocratique«. Han deler tilsyneladende ikke Tocquevilles bekymringfor, at foreningen af egalitært demokrati og centraliseret administration ville munde ud i en gennemført despotisme og en slavetilværelse for den enkelte borger.

I sin disposition har Ponteil taget ikke den institutionelle kontinuitet, men den konstitutionelle omskiftelighed som sit udgangspunkt, hvilket har givet hans fremstilling et noget abrupt præg, og undertiden, især hvad angår forholdet mellem restaurationstid og julikongedømme, har medført en vis uklarhed. I det hele taget gælder det denne bog, som det gjaldt Ponteils bind i serien Peuples et Civilisations, »l'éveil des nationalités et le mouvement liberal« (1815-1848), at fremstillingen tynges af en tilfældigt virkende ophobning af detailler, der, i stedet for at bidrage til at anskueliggøre hovedlinierne i udviklingen, efterlader et indtryk af en manglende evne hos forfatteren til at disponere sit stof. Som fremstilling er Ponteils værk således skuffende - ikke mindst når Tiet sammenstilles med Jacques Godechots magistrale fremstilling af revolutionsog napoleonstidens institutionshistorie, men dets mange oplysninger og dets meget righoldige register gør det til et nyttigt opslagsværk.