J. A. B. Palmer: The Mutiny Outbreak at Meerut in 1857. Cambridge South Asian Studies. Cambridge University Press, 1966. xi +175 s. 40 sh.

Englænderne opretholdt deres styre i Indien i kraft af sværdet. De rådede over kæmpemæssige hærstyrker, af hvilke størstedelen bestod af indiske lejetropper under kommando af engelske officerer. De indfødte tropper var fuldt loyale over for englænderne og kæmpede med tapperhed både inden- og udenfor Indiens grænser. Kun på et enkelt område var de indfødte tropper ømfindtlige og vanskelige at holde styr på - de forlangte, at deres religiøse forskrifter og fordomme blev respekteret. I de egentlig forbavsende få mytterier, der fandt sted i den britisk-indiske hær, var årsagen altid at finde i uoverensstemmelser, fremkaldt ved ordrer, som soldaterne med rette eller urette mente var i strid med væsentlige religiøse forskrifter.

Det alvorligste mytteri i den britisk-indiske hær var det store sepoy-oprør i 1857. Den første garnison, der med held gjorde oprør, var stationeret i militæranlæggetved Meerut kun 60 km fra den gamle indiske hovedstad Delhi. Oprøret brød ud søndag den 10. maj 1857. I Meerut befandt der sig da 3 regimenter

indfødte tropper og en noget mindre, men slagkraftig engelsk hærstyrke. Oprøret brød ud sent om eftermiddagen imellem 5 og 6. Inden det lykkedes hærkommandoenat bringe de europæiske styrker i beredskab og sende dem mod oprørernevar solen gået ned, og det lykkedes de indfødte i ly af mørket at slippe væk. Størstedelen af de flygtende soldater samledes i en landsby et stykke vej uden for Meerut og her enedes man om at tage vejen til Delhi. Delhi var det naturlige udgangspunkt for et opgør med det engelske styre, og soldaterne så det som deres eneste mulighed for at overleve, efter at de først havde ladet Meerut bag sig. I Delhi sluttede de indfødte tropper sig omgående til oprøret, og den gamle mogulske kejser blev udråbt til oprørsstyrkernes overhoved. I løbet af den følgende måned spredte oprøret sig til omtrent alle de indfødte troppestyrker i Uttar Pradesh, og englændernes magtposition var alvorligt truet. Kampene mellem englænderne og oprørsstyrkerne udkæmpedes i en lang række slag og belejringer i løbet af det følgende år. Først i foråret 1858 var englænderne igen herre over situationen.

Den umiddelbare årsag til oprøret var den overbevisning, som efterhånden havde vundet udbredelse blandt de indiske soldater, at englænderne havde til hensigt at tvangskristne dem. Det første skridt henimod en tvangskristning var at berøve dem deres kaste. Allerede i januar 1857 opdagede englænderne, at et rygte var i omløb blandt soldaterne, som hævdede, at patronerne til deres geværer var indsmurt i okse- og svinefedt. Palmer har som den første påvist, præcist hvorfor dette rygte var så farligt, som det viste sig at være. Ikke blot kuglerne var nemlig indsmurt i fedt; men patronhylstrene, som soldaterne bed toppen af, når de ladede deres geværer, var imprægneret med et dem ukendt fedtstof. Det var muligt at lade soldaterne selv fabrikere det fedtstof, de skulle bruge til kuglerne; men patronhylstrene med deres skinnende papir forblev under mistanke. Der er mange fordomme en hærledelse kan tage hensyn til; men sådanne, som forhindrer soldaterne i at kunne afskyde deres geværer, hører næppe til dem. Palmers gennemgang viser, at det er vanskeligt ensidigt at kaste skylden for oprøret på de ansvarshavende officerer.

Det er oprøret i Meerut d. 10. maj og dets umiddelbare forudsætninger som J. A. B. Palmer har gjort til genstand for en omhyggelig undersøgelse. I modsætning til tidligere forfattere, der har forsøgt at dække hele opstanden i deres fremstillinger, har Palmer valgt at koncentrere sig om en enkelt episode og søge til bunds i kildematerialet. Resultatet er fra et kildekritisk synspunkt fortræffeligt. Palmer er ikke historiker; men jurist af profession. Bogen bærer præg af dette. Man mærker straks juristens evne til at skille rygter og erindringsforskydninger fra øjenvidnernes skildringer. Palmer opstiller også spørgsmålet, om man fuldtud kan akceptere fremstillingen i den officielle indberetning fra officererne i Meerut, eller om disse eventuelt havde en vis interesse i at fremstille begivenhederne på en bestemt måde. Det problem som Palmer selv primært forsøger at løse, er spørgsmålet om, hvorvidt opstanden var planlagt på forhånd eller ej.

Bogen, hvis emne åbenbart indbyder til det, er nærmest opbygget som en kriminalroman, og her kunne man nok have ønsket at forfatteren havde været parat til at gøre brug af en historikers arbejdsmetode, så man fra starten var blevet indviet i formålet med undersøgelserne; i stedet præsenteres den væsentlige problemstilling først i sidste kapitel. Man gør derfor klogt i, som mange gode

læsere af kriminalromaner, at begynde med konklusionen. Klogt vil det også være at læse en af de gamle fremstillinger. Alle disse bøger bygger på Sir J. W. Kayes mammutværk: History of the Sepoy War, som blev skrevet i årene fra 1864-1876.Palmer ofte i direkte polemik med Kaye, og en væsentlig del af hans indsats er, at han på overbevisende måde har vist os, hvor umuligt det er at stole på Kayes oplysninger og vurderinger. Selvom rædselsromantikken i denne begivenhed, som har fristet så mange romanforfattere, fordufter, må man ønske at mange historikere vil følge i Palmers fodspor, så oprørets historie i sin helhed kan blive tilfredsstillende og alsidigt belyst. Palmer har æren for en fin begyndelse. r™™^™ Hn?™*