David Knowles: From Pachomius to Ignatius. A Study in the Constitutional History of the Religious Orders. Oxford, Clarendon Press, 1966. 98 s. 15 sh.

Man forstår ikke helt, hvad der har bevæget David Knowles til at publicere
en række forelæsninger, som han holdt i Oxford i 1964 over de religiøse ordeners
forfatningshistorie fra Pachomius til Ignatius. Fremstillingen er ganske vist

velskrevet og gennemgaaende veldisponeret, men er samtidigt saa overordentlig summarisk, at den næppe vil bringe fagfolk noget nyt endsige være synderlig velegnet som introduktion til emnet. Paa 68 sider forsøges sammentrængt mere end tusind aars forfatningshistorie, hvortil knytter sig et afsluttende kapitel om lydighedsdoktrinen indenfor de religiøse ordener. Udgivelsen kan maaske forsvares med, at der iøvrigt ikke foreligger nogen almindelig, sammenlignende fremstilling af det europæiske ordensvæsens forfatningshistorie. Et imponerende forskningsarbejde i denne retning er ganske vist udført af Hallinger i hans »Gorze/Kluny« fra 1951, men dels rækker dette værk stort set ikke ud over det ll.aarh., dels har Hallingers undersøgelse ikke primært haft et forfatningshistorisksigte.

Knowles' fremstilling tager sit udgangspunkt i den klosterorganisation, som grundlæggeren af det europæiske munkevæsen, Pachomius, skabte i den gyptiske i det 4. aarh., og som Norman Baynes har kaldt »Egypt's greatest gift to the world«. Knowles giver ingen forklaring paa, hvad der i forfatningsmæssig henseende har været forbillede for Pachomius; det turde imidlertid være utvivlsomt, at den romerske legions organisation har været inspirerende (jfr. Hallinger, anf. arb., s. 781 ff.). Med Benediktinerreglen i første halvdel af det 6. aarh. etableredes det teoretiske grundlag for et europæisk munkevæsen med abbeden som klosterorganisationens centrale skikkelse. Knowles har tidligere omtalt det komplicerede problem omkring forholdet mellem Regula Magistri og Regula Benedicti (Great Historical Enterprises, 1963, s. 139 ff.). I nærværcndc frcmstilling^berøres spørgsmålet kun en~passantrpdeT^r imidlertidnsf forfatningsmæssig interesse at fastslaa, at hvis Regula Magistri er primær i forhold til Benediktinerreglen, hvilket er overvejende sandsynligt, har Benedikt svækket den helt autokratiske stilling, som Magisterreglen indrømmer abbeden.

I sin omtale af den anianske reform under Ludvig den fromme fremhæver Knowles med rette konformitetsbestræbelserne som reformens hovedmaal. Af betydelig relevans for den cluniacensiske klosterforfatning i det følgende aarhundrede er imidlertid ogsaa Benedikt af Anianes forsøg paa at indordne de frankiske klostre under en fælles central myndighed og hans legitimering af den praksis, hvorefter et antal cellae stod i et afhængighedsforhold til et enkelt hovedkloster.

Bogens afsnit om den cluniacensiske klosterkongregation er afgjort værkets svageste og vidner ikke om nogen selvstændig undersøgelse af de primære kilder. S. 10 hævdes, at grundlæggelsesbrevet fra 910 fuldstændigt unddrog klostret fra stiftsbiskoppens kontrol; Cluny blev imidlertid først eximeret i 1027, og selv herefter forsøgte biskoppen af Macon utallige gange at gribe ind i klostrets forhold.S. 11 anføres, at antallet af filialklostre i 993, da Odilo tiltraadte som abbed, androg fem; tallet er under alle omstændigheder højere (jfr. Sackur: Die Cluniacenser, 1894, I, s. 215, Wollasch: Neue Forschungen iiber Cluny und die Cluniacenser, 1959, s. 155, og Hallinger, anf. arb. s. 750). S. 11 hævdes, at Odilo i modsætning til sine forgængere gjorde filialklostrene direkte afhængige af Cluny; allerede Odo, Clunys anden abbed, indtraadte imidlertid som abbed i visse af de til Cluny overdragne klostre (jfr. Wollasch, anf. arb., s. 155). S. 11 angives tallet af underlagte klostre under abbed Hugo (1049-1109) til ca. 1.000; tallet er utvivlsomt for højt; saaledes anslaar Hallinger tallet til ca. 200 (jfr.

Hallinger, anf. arb., s. 751). Knowles omtaler den for Cluny karakteristiske praksis, hvorefter alle novicer, uanset hvilket kloster indenfor kongregationen de tilhørte, skulle aflægge professio overfor abbeden i Gluny; baggrunden var den fiktion, at alle kongregationens munke opfattedes som tilhørende blot eet kloster. Knowles drager en analogi mellem denne professio og den feudale troskabsed mellem kongen, storvasallerne og undervasallerne. For det samtidige franske feudalsamfunds vedkommende forekommer analogien imidlertid vildledende:Karakteristisk for Frankrig i denne periode i modsætning til f. eks. det normanniske England er jo netop, at der ikke eksisterede et direkte troskabsforholdmellem kongen og undervasallerne.

I det følgende kapitel om cistercienserne berøres de komplicerede og endnu langtfra løste problemer vedrørende den cisterciensiske forfatnings udvikling og de forskellige stadier indenfor tilblivelsen af Carta Caritatis. Saa meget synes i hvert fald sikkert, at abbedens kompetence successivt er blevet reduceret til fordel for kapitelinstitutionen. Dette maa atter betyde, at der i Citeaux i de første aartier af det 12. aarh. ikke var tale om noget brud med cluniacensisk praksis m. h. t. forholdet mellem abbeden i hovedklostret og datterklostrene: Ligesom i Cluny var abbeden i Citeaux i begyndelsen eneraadende overfor de underlagte klostre (^jfr. J. B. van Damme: Documenta pro Cisterciensis Ordinis Historiae ae Juris Collecta, Westmalle, 1959, s. 18: Illud tamen volumus nobisque retinemus, ut omnes abbates cunctarum partium ilia die quam inter se constituerint, ad novum monasterium (d.v. s. Citeaux) veniant, ibique abbati ejus loci et capitulo . . . obedient per omnia). Der var dog den forskel mellem Cluny og Citeaux, at de cisterciensiske datterklostre uanset deres oprindelige, snævre afhængighedsforhold til hovedklostret alle havde egen abbed; de cluniacensiske filialklostre havde derimod blot en prior som leder, men fælles abbed med Cluny. Ogsaa i dette afsnit maa enkelte udtalelser korrigeres: S. 28 hævdes, at cisterciensernes indførelse af et lægbroderskab og dets anvendelse indenfor klostrets drift var en nydannelse; allerede i 1070'erne forekom imidlertid conversi (i betydningen lægbrødre, som ikke havde aflagt professio) i Hirsau, ligesom abbed Hugo indførte dem aar 1100 i Cluny. Der er ingen grund til at antage, at de udførte andre funktioner i Hirsau og Cluny end i de cisterciensiske klostre. Naar Knowles dernæst hævder, at ophævelsen af oblat-institutionen er karakteristisk for cistercienserne, maa det tilføjes, at Peter Venerabilis indenfor perioden 1132-46 reducerede antallet af oblater i Cluny til seks, hvilket maa betyde, at deres fortsatte tilstedeværelse i klostret kun havde symbolsk betydning. S. 38 omtales endelig det af Honorius 1. til klostret i Bobbio i 628 udstedte privilegium som det første eksempel paa pavelig klosterexemtion; der er imidlertid her næppe tale om exemtion, men om tildeling af immunitet til forsvar mod biskoppens übeføjede indblanding i klostrets temporalia (jfr. W. Schwartz: Jurisdicio und Condicio, Zeitschrift der Savigny-Stiftung fur Rechtsgeschichte, 76, Kan. Abt., 1959, s. 57 ff.).

Bogens følgende kapitler omhandler det 12. aarhundredes andre, nye munkeordener, efterfulgt af en oversigt over franciskanernes og dominikanernes forfatning. Fremstillingen følger her traditionelle baner, hvilket ogsaa gælder det afsluttende kapitel om jesuitternes quasi-militære organisation.

Bogens sidste afsnit om lydighedsbegrebet eller autoritetsbegrebet er derimod
af betydelig større selvstændig værdi. Med udgangspunkt i det traditionelle benediktinskelydighedsbegreb
(jfr. reglens kap. 5, jfr. kap. 33, som giver en
formelig definition paa en munk: Quippe quibus nee corpora sua nec voluntates
licet habere in propria voluntate) opstiller Knowles en tvedeling indenfor vesteuropæiskordensvæsen:
Paa den ene side de ordener, hvor den ortodokse, übetingedelydighedsdoktrin
var herskende, og hvor alene selve reglen konstituerede
en begrænsning i abbedens autoritet; paa den anden side de ordener, hvor den
foresattes autoritet blev udhulet af de begrænsninger, som de enkelte ordensmedlemmerssamvittighed
maatte fastsætte. I de ældste benediktinske klostre
herskede et direkte og personligt forhold mellem abbed og munke; det var
derfor muligt at gennemføre en übetinget lydighedspligt. For Cluny betød den
enorme ekspansion, som baade hovedklostret selv og kongregationen som helhed
undergik, og som rettede uhyre administrative krav til de cluniacensiske abbeder,at
det personlige forhold mellem abbed og munke svækkedes. I dette
vakuum etablerede de cluniacensiske consuetudines et overordentligt detailleret
mønster for det daglige liv, hvor muligheden for individuelle afvigelser var
yderst ringe. Grundlaget for denne uniformitet var en streng lydighedspligt.
I det 12. aarh. befandt den cisterciensiske munk sig som følge af selve cistercienserreformensgrundidé
placeret mellem to modpoler: Reformen tilsigtede en
tilbagevenden til den oprindelige benediktinerregel med dennes übetingede
lydighedspligt; netop denne bestræbelse maatte imidlertid medføre en konflikt
abbed og munke i de tilfælde, hvor et eksisterende^klostersTtatusT^naalF
med reformens alen, ikke længere kunne akcepteres af alle klostrets munke.
Bernhard af Clairvaux aabnede derfor mulighed for saadanne munke til at forladeklostret.
Det bernhardinske lydighedsideal havde saaledes to fronter: Den
ene vendt mod munkene - reglens ord skulle følges ad apicem litterae — den
anden vendt mod abbeden - enhver lempelse af den oprindelige regels bud
legitimerede en negativ reaktion fra munkenes side. Med Frans af Assisi i begyndelsenaf
det 13. aarh. indvarsledes et nyt syn paa autoritetsbegrebet.
Knowles fremhæver med rette, at for Frans var det vigtigere at skabe en livsformi
overensstemmelse med evangeliet end at etablere et regelret liv indenfor
ordenen. Frans understregede ganske vist kraftigt den übetingede lydigheds
religiøse værdi, men tilføjede, at hvis en overordnet fremsatte en befaling, som
den paagældende broder opfattede som værende i strid med sin »anima«, var
han berettiget til at nægte at adlyde. Autoritetsbegrebet havde derved mistet
sin kategoriske karakter: Den individuelle broders loyalitet rettede sig i sidste
instans mod en subjektiv opfattelse af, hvad der var i overensstemmelse med den
imitatio Christi, som den hellige Frans havde foreskrevet som absolut norm.
I modsætning hertil opfatter Knowles med fuld ret det dominikanske lydighedsbegrebsom
ortodokst. Afsluttende søger Knowles at definere den jesuitiske
lydighedsdoktrin: I negativ forstand skulle enhver modstaaende viljesytring
rettet mod en konkret befaling udelukkes (abnegando), hvilket indebar en blind
adlydelse (quadam caeca obedientia); i positiv forstand forlangtes en aktiv
indforstaaelse med den konkrete befaling baade i viljesmæssig og i intellektuel
henseende. Det jesuitiske lydighedsbegreb rakte saaledes udover det ortodokse

begrebs rammer. Samtidigt gjordes den jesuitiske institution, Societas Jesu,
som saadan til objekt for det enkelte medlems loyalitet, hvorimod den traditionellebenediktinske
lydighed rettede sig mod en overholdelse af reglen.

Knowles har indlagt sig stor fortjeneste ved at forsøge en fastlæggelse af de religiøse ordeners forskellige lydighedsbegreber. Samtidigt er det utvivlsomt af værdi, at han har taget initiativet til en almindelig, sammenlignende undersøgelse af de europæiske munkeordeners forfatningshistorie. Det maa derfor beklages, at denne del af fremstillingen er saa overordentlig summarisk og for enkelte afsnits vedkommende ikke synes at bero paa et selvstændigt kildestudium.