M. M. Goldsmith: Hobbes's Science of Politics. New York and London, Columbia University Press, 1966. xv + 274 s. 56 sh.

Hobbes-litteraturen er særdeles omfangsrig; både historikere, videnskabsteoretikere og statsretskyndige har følt sig tiltrukket af Hobbes' filosofiske og politisk-teoretiske systematik, som i sig selv afgiver en fremragende disposition til en klar gennemgang af hans tænkning.

Goldsmith analyserer Hobbes' »political science« ved at begynde med Hobbes' filosofiske grundsynspunkter og metodik, fortsætte gennem hans naturfilosofi og psykologi for at slutte med hans politiske konstruktion, den absolutte stat. Der er ikke meget i analysen, som ikke er sagt før, og det virker lidt dristigt, når Goldsmith i indledningen hævder, at Hobbes' forsøg på at skabe et system, der omfatter både naturvidenskab og politisk videnskab, »had been neither understood nor taken seriously by most commentators« (side vii). Selv de mest kortfattede oversigtsfremstillinger af de politiske ideers historie går ud fra og fremstiller Hobbes' politiske teorier i netop denne systematiske sammenhæng. (Jvf. f.eks. Sabine: A History of Political Theory, 3. udg. 1965, s. 455-476).

Goldsmith's væsentligste indsats er en grundig analyse af Hobbes' analytisksyntetiske metode og dennes anvendelse på samfundsfænomenerne, og undersøgelsen demonstrerer tydeligt, hvilke fejl Hobbes nødvendigvis måtte gøre på grund af tidens manglende kendskab til den moderne videnskabs eksperimentelle

Selv om Goldsmith's bog ikke er nyskabende inden for Hobbes-kritikken, er
den velgennemarbejdet og i og for sig en af de bedste »håndbøger« i Hobbes,
som er kommet i de senere år. D _ o ~ „