Carl X Gustaf och Danmark. Källkritik och krigshistoria. Red. Arne Stade. Carl X Gustaf-Studier 1. Militärhistoriska Avdelningen vid Kungl. Militärhogskolan. Stockholm, Militärhistoriska Förlaget, 1965. 447 s. 42,50/ 49,50 sv. kr.

Gennem mange år har den krigshistoriske afdeling ved den svenske generalstab udgivet en række store militærhistoriske værker, f.eks. Sveriges krig 1808-1809 (1921), Karl XII på slagfåltet (1918-19) og Sveriges krig 1611-1632 (1939). På grund af manglende bevillinger kunne man efter 1945 ikke behandle trediveårskrigen på samme måde, men måtte nøjes med en række monografier dækkende forskellige aspekter.

Den næste naturlige opgave for afdelingen måtte være at undersøge Carl X Gustafs krigshistorie. I løbet af 1950-erne blev der opbygget et stort arbejdsarkiv, fremkommet ved mikrofilm-optagelser fra de vigtigste europæiske arkiver. Men i 1962 blev afdelingen flyttet fra generalstaben til Kungl. Militårhogskolan, hvor dens hovedopgave blev at behandle den nyeste tids krigshistorie. For nu at udnytte det indsamlede materiale og de foretagne forstudier, besluttede man at udgive disse og udskyde det store samleværk på übestemt tid. Den militærhistoriske afdeling har derfor publiceret en ny serie kaldet Carl X Gustaf-Studier; der er foreløbig kommet tre bind, hvoraf det første her skal omtales.

Bogen består af en række artikler, der alle omhandler de dansk-svenske krige 1657-60. Undertitlen, kildekritik og krigshistorie, passer især på redaktøren Arne Stades bidrag. Som et led i den siden 1948 løbende diskussion om forskellige begivenheder i tilknytning til Carl Gustafs overgang over Store Bælt (Curt Weibull, Hans Villius, Arne Forsell m. fl.) har Stade foretaget en række kritiske analyser af kildematerialet, især den officielle svenske relation fra 1658 om Tåget over Bålt. Han karakteriserer den som et propagandaskrift med stærk royalistisk tendens og nedvurdering af personerne i kongens omgivelser (bl.a. Erik Dahlbergh). Relationen har kun ringe selvstændig kildeværdi, idet det primære materiale i stort omfang er bevaret, og de øvrige oplysninger må benyttes med den største skepsis.

I to andre afhandlinger finder Stade (i modsætning til G. Weibull), at oplysninger som vi kun kender fra henholdsvis Erik Dahlbergh (om mødet i Nyborg 4/5. feb. 1658) og Ove Juel (om hans personlige indsats ved fredsforhandlingerne i Tåstrup) ikke fuldstændig kan forkastes. Han bemærker, at der dog godt kan være en kerne af sandhed i en beretning, selvom det er disse ellers notorisk upålidelige personer, der giver den.

Museumsinspektør Finn Askgaard har skrevet om den problemfyldte periode fra freden i Roskilde til landgangen i Korsør. Perioden er fornylig behandlet af Birgitta Oden i en artikel i Scandia 27, 1961. Ud fra stort set samme kildemateriale når de to forskere til meget forskellige slutninger. Oden mener, at Carl Gustafs egentlige motiver for det nye angreb på Danmark i august 1658 var ønsket om at skaffe sig afgørende handelspolitiske fordele ved at beherske indløbene til Østersøen, da han, i hvert fald foreløbig, havde måttet opgive at erobre Preussen fra Polen og Brandenburg. Askgaard lægger derimod hovedvægten på det forhold, at det var tvingende nødvendigt for kongen at opretholde den store, hovedsageligt hvervede hær. Dette kunne kun ske ved at holde den engageret i et fjendtligt land, og her var Danmark den eneste mulighed, da Polen var så ødelagt, at hæren ikke kunne forsynes der, og i Det tyske Rige var kejseren og Brandenburg for farlige modstandere, sålænge Sverige ikke kunne regne med effektiv fransk støtte, hvilket der ikke var udsigt til. Vanskeligheden ved at nå til en nøjagtig bedømmelse af Carl Gustafs motiver ligger i, at de motivudsagn, der haves fra kongen selv, er ensidigt bestemt til propaganda. Begge forfattere er enige om, at Danmarks holdning ikke spillede nogen udslaggivende rolle for Carl Gustafs beslutning.

Af stor militær- og byhistorisk interesse er Lars Tersmedens undersøgelse: »Stormen for Kopenhamn«. Han har foretaget en grundig gennemgang af angrebsplanen og forsøger dernæst en analyse af, hvorfor angrebet den 11. feb. mislykkedes. Tersmeden afviser den gængse opfattelse, at det svenske nederlag skyldtes, at planerne for stormen var blevet røbet af overløbere og spioner. Carl Gustaf kalkulerede nemlig ikke med noget overraskelsesmoment. Årsagen til katastrofen var derimod, at det svenske efterretningsvæsen svigtede, så hovedangrebet blev sat ind mod det punkt på fæstningens sydfront, der i virkeligheden var stærkest befæstet.

Lars Tersmeden har også skrevet om kampene på Fyn efteråret 1659, der
som bekendt endte med det store svenske nederlag ved Nyborg 14. nov. 1659.
Forfatteren mener, at kampens udfald på forhånd var givet, idet Carl Gustaf

i den foregående tid havde trukket store troppestyrker fra Fyn til Pommern og Sjælland, hvor han regnede med, at de allieredes angreb ville blive sat ind. Den kritik, som tidligere forskning (især Rockstroh og J. A. Fridericia) har rettet mod den svenske øverstkommanderende på Fyn, pfalzgrev Philip af Sulzbach, er derfor überettiget.

Bogens sidste artikel er skrevet af Rolf Torstendahl: »Svensk krigsforsorjning och underhållstjånst i Danmark 1657-1660«. Som det fremgår af titlen, slutter denne undersøgelse sig til de af Finn Askgaard berørte problemer, og den søger at fastslå i hvor høj grad det var nødvendigt og muligt for de svenske hære at leve af de besatte områder. Under den første krig synes et velorganiseret forsyningssystem at have fungeret nogenlunde tilfredsstillende. Det brød derimod næsten sammen under den anden krig, hvor den svenske hær i lang tid var koncentreret på øerne, og hvor forsyningssituationen blev særdeles vanskelig. Som følge af manglen på levnedsmidler ophørte udbetalingen af rede penge til soldaterne, hvilket ellers i ret stort omfang havde fundet sted under trediveårskrigen og under den første danske krig, men nu skete aflønningen næsten udelukkende ved naturalier. Til trods for at der er bevaret et omfattende regnskabsmateriale, er det alligevel umuligt at opstille eksakte størrelser for de opkraevede brandskatter og kontributioner, fordi disse i stor udstrækning betaltes i naturalier, som omregnedes til penge efter nu ukendte skalaer. Under begge krige blev forsyningsopgaverne løst på basis af, hvad de erobrede lande kunne levere. Der forekom ganske vist bidrag udefra, men nogen hovedrolle spillede disse aldrig. Karl-Erik Frandsen