Ian H. Nish : The Anglo-Japanese Alliance. The Diplomacy of Two Island Empires 1894-1907. University of London Historical Studies XVIII. London, The Athlone Press, 1966. xi + 420 s. 2 kort. 63 sh.

I 1902 afsluttede England og Japan en alliance, som garanterede, at dersom den ene part blev angrebet af én stat, ville den anden part forholde sig neutral. Blev angrebet foretaget af to eller flere stater i fællesskab, skulle den anden alliancepartner komme til hjælp.

Alliancen blev - før sit udløb - fornyet i 1905, og igen i 1911 og i 1920, men ophævedes i 1923. Men størst interesse knytter der sig til den første alliance. Den er blevet set som indledningen til Japans imperialistiske politik, den er set som en indkredsning af Rusland og den er videre set slet og ret som et af det hemmelige diplomatis mange uheldige produkter.

Efter den anden verdenskrig blev de japanske arkiver åbnet, og i henhold til 50-årsreglen er nu også de engelske arkiver blevet tilgængelige. Ud fra et omfattende studium af dette materiale har den engelske historiker lan Nish nu givet en grundlæggende fremstilling af baggrunden for alliancepolitiken.

Helt tilbage til den kinesisk-japanske krig i 1894-95 kan der iagttages et interessefællesskab mellem England og Japan, men et sådant interessefællesskab fører ikke nødvendigvis til afsluttelse af en alliance. Det historikeren må interessere sig for, siger Nish (s. 230), er at klarlægge hvornår og hvorfor de to regeringer anser det for nødvendigt at definere deres forpligtelser over for hinanden (og tilkendegive dem over for andre magter, kunne det måske tilføjes).

Nish vender sig mod de mere »generelle« forklaringer på alliancen, der efter hans mening ofte er præget af historikerens kendskab til den videre udvikling. Han påpeger overbevisende, at det for begge parter var ganske konkrete interesser, der lå bag indgåelse af alliancen. For begge parter spillede hensynet til Rusland en betydelig rolle, men det var helt forskellige sider af den russiske politik, de to lande var interesseret i at modarbejde. For Japan drejede det sig først og fremmest om at begrænse den russiske kontrol i Manchuriet, men vanskeligheden var, at England var såre lidt interesseret i den russiske politik i dette område. »There is no desire here (i London) to be pedantic about Manchuria« skrev den engelske udenrigsminister Lansdowne til sin ambassadør i Rusland i april 1901 (s. 122). Derimod var England interesseret i at modarbejde den indflydelse, som Rusland var i færd med at opbygge over for den kinesiske regering, fordi den kunne hæmme engelsk indflydelse og engelske handelsinteresser i det sydlige Kinas kystområder. Hertil kom, at den russiske flådeopbygning i Det fjerne Østen kunne gøre et samarbejde med Japan ønskeligt for England. De engelske forpligtelser var efterhånden blevet så omfattende, at en vis aflastning - navnlig i et marginalt område som Det fjerne Østen - kunne være af værdi.

I Japan førte debatten om alliancen til en dyb splittelse. Nish's undersøgelse viser klart, at Japan ingenlunde opfattede en alliance med England som den eneste og rigtige udvej. Regeringen var i det store og hele enig om at søge alliancen med England gennemført, men den stødte på modstand navnlig hos Ito, den ledende person inden for genro (de ældres råd). Ito ønskede nemlig mulighederne for en aftale med Rusland undersøgt først. Et af de dunkle

punkter i denne forbindelse er kejserens rolle. Nish har ikke interesseret sig meget for dette spørgsmål, men kejserens krav om, at man ikke blot skulle høre genro, men også Ito personlig, kom dog til at spille en rolle, og det havde været af interesse at få klarlagt, hvem der påvirkede kejseren.

Nish vender sig også mod den opfattelse, at alliancen skulle være en afgørende baggrund for den russisk-japanske krig. Den engelske opfattelse var, at det måtte være muligt at nå til en forhandlingsløsning mellem Japan og Rusland - hvad England ville se på med sympati — og i hvert fald ville England holde sig helt uden for et eventuelt væbnet opgør mellem de to lande. I det engelske kabinet vurderede man absolut ikke de japanske sejrschancer som sikre, og hertil kom, at en konflikt jo ville dreje sig om Korea og Manchuriet, hvor Englands interesser var ganske übetydelige.

Der kunne fremdrages endnu en lang række spørgsmål, som Nish's grundige undersøgelse kaster lys over. Gang på gang kan han ud fra sit kendskab til materialet advare mod hastige og overfladiske slutninger, og gang på gang kan han dokumentere, hvilke klare og nøgterne motiver der dikterer de to landes holdning over for hinanden. Det er en forbilledlig studie i diplomatisk historie.

Det skal tilføjes, at bogen også bringer en oversættelse af enkelte vigtigere japanske dokumenter (s. 378-392) samt en god redegørelse for tidligere studier af alliancepolitiken og en omfattende bibliografi. Registeret er derimod noget summarisk og tilfældigt. „ Amsttjttt>