Helmut Genschel : Die Verdrängung der Juden aus der Wirtschaft im Dritten Reich. Göttinger Bausteine zur Geschichtswissenschaft Band 38. Göttingen, Musterschmidt-Verlag, 1966. 337 s. 48 DM.

Mens litteraturen om die Endlosung - Hitlers udryddelse af de europæiske jøder - er særdeles omfattende, har langt færre forskere interesseret sig for den nazistiske jødeforfølgelse i årene op til krigen. Helmut Genschels disputatsarbejde opfylder derfor et væsentligt behov. Forfatteren har ikke kunnet udnytte »Entscheidungsjahr 1932«, der ville have overflødiggjort hans indledning, men hans afhandling kan nu læses som en naturlig fortsættelse på Esra Bennathans

Udgangspunktet er middelstandens antisemitisme med dens frygt for jødisk

konkurrence og jødisk kapital. Det småborgerlige jødehad udnyttedes af nazisterne og blev også en vigtig drivkraft i de lavere partiinstansers angreb på jøderne, men spillede kun en sekundær rolle for partiledelsens dispositioner, der var ideologisk bestemte. Fremstillingen dækker perioden fra 1933 og indtil krigsudbruddet, hvor de økonomiske forholdsregler imod jøderne i det store og hele havde nået deres mål, således at befolkningsgruppen allerede før den fysiske tilintetgørelse stod uden eksistensmuligheder. Der indledes med boycotten i april 1933, intimt forbundet med magtovertagelsens problemer, og skildringen følger derpå de næste fire års anti-jødiske politik, af forfatteren karakteriseret som »die Periode der schleichenden Judenverfolgung« p.g.a. diskrimineringens halvofficielle karakter. Regimet greb i disse år ikke til nogen alvorlig lovgivning der kunne bryde jødernes økonomiske stilling og søgte endog at lægge en vis dæmper på SS's og SA's antisemitiske udskejelser, da partiets magtbasis endnu var for usikker til, at man turde tage en konflikt på spørgsmålet. Hertil var de konservative ministre og embedsmænd imod af økonomiske grunde og henviste til reaktionen i udlandet. Ikke desto mindre blev der af de lokale partiinstanser drevet en vidtgående »Arisierung« med alle til rådighed stående midler, legale som illegale, og partiledelsen lukkede øjnene eller pressede direkte på, som da den i forsommeren 1935 slap en ny boycott-bølge løs, oplægget til Niirnberglovene i september. Resultatet var at 270 tusind jøder emigrerede fra Tyskland i perioden fra 1933 til efteråret 1937. På dette tidspunkt følte partiet sig stærkt nok til at ændre signaler, og Schacht - der havde været den fremmeste modstander af alt "for vidtgående økonomiske forholdsregler, merrtøvrigt erklæret sig enig i ønsket om en »judenfrei« tysk økonomi — udskiftedes med Goring, der nu satte Rigets fiskale interesser i forgrunden. I april 1938 åbnede forordningen om anmeldelsespligt for jødiske formuer derpå vejen for den endelige jødiske »Ausschaltung«, forceret stærkt frem af Krystalnatten 9./10. november. Det kan undre, at Genschel her alene henviser til Goebbels som pogromens ophavsmand, eftersom det dog tydeligt fremgår af litteraturen, at Hitler selv stod bag, og at propagandaministeren kun affyrede startskuddet. (Se f. eks. Helmut Krausnick i Anatomie des SS-Staates, bind 11, s. 334). I maj 1939 havde nazisterne nået deres foreløbige mål; da var der af ca. 500 tusind jøder i 1933 kun omkring 215 tusind tilbage; heraf levede 28 pct. af deres formuer, 43 pct. af småpensioner og knapt 20 pct. havde endnu fast arbejde med halvdelen som arbejdere og ca. en fjerdedel som funktionærer.

Af hele »Arisierungs«-processen giver Genschel et klart og overskueligt billede, der suppleres med flere særdeles illustrerende case-studies og et oplysende tabelværk. Også Østrig - hvor man gik langt hårdere og mere systematisk til værks - er inddraget i undersøgelsen. Derimod savner man stærkt en bredere baggrund i den almindelige nazistiske racelovgivning i trediverne. Det ville have gjort fremstillingen nok så meningsfuld; den kan nu forekomme lovlig snæver. Det er Genschels konklusion, at de negative følger af den forcerede »Arisierung« til en vis grad blev opvejet af den jødiske formuekonfiskation, og at virkningerne takket være eksperterne i forvaltningen og i erhvervslivet i betydelig grad blev af bødet. For udenrigshandelen var konsekvenserne få, eftersom autarkiet da var slået stærkt igennem og forbindelse med de vestlige lande reduceret til et minimum. Endelig udviskedes følgerne i høj grad af oprustningsog krigspolitikken. Til afslutning noterer forfatteren, at middelklassen nok blev

nogle übehagelige konkurrenter fri, men at saneringen til gengæld fremskyndede
den igangværende koncentration indenfor handel og industri og således i sidste
instans kom til at vende brodden imod småborgeren selv.