Report on the Manuscripts of the Late Allan George Finch, Esq., of Burley-onthe-Hill, Rutland. Volume IV: A.D. 1692 with Addenda, A.D. 1690 and 1691. Edited by Francis Bickley. Historical Manuscripts Commission Ser. 71. London, Her Majesty's Stationery Office, 1965. xliii + 583 s. 1 planche. 8 £.

Udgaven af Finch Manuscripts, hvis 1. bind udkom i 1913, nærmer sig nu afslutningen, idet et 5. og sidste bind er under forberedelse. Allerede i 1879 havde Historical Manuscripts Commission udsendt en kort beretning om arkivalierne på Burley-on-the-Hill (Report VII, s. 511); men siden foretoges dyberegående undersøgelser i de omfattende samlinger af korrespondance, der fandtes på dette herresæde, og en udgave besluttedes udsendt.

Finch-papirerne præges først og fremmest af det meget store materiale, som Daniel Finch, 2. Earl of Nottingham, havde samlet i årene 1688-93, da han var Secretary of State, og som han - som mange andre engelske statsmænd - ved sin afgang fra embedet tog med sig. Et års tid (marts 1692-marts 1693) var Finch ene om statssekretærforretningerne, der ellers netop på denne tid var blevet opdelt på to personer; det bevirker, at korrespondancen svulmer stærkt i dette tidsrum. Finch var især interesseret i flådens forhold, og året 1692 var vigtigt sømilitært, bl.a. havde William 111 ikke-realiserede planer om en engelsklandgang i Frankrig, hvorom det foreliggende bind giver oplysninger, der ikke findes andetsteds (jvf. indledningen s. vif.). Også til belysning af Danmarksforhold til England og Nederlandene under de herskende krigsforhold findes adskilligt materiale, først og fremmest vedrørende de engelske restriktionermod dansk (og svensk) skibsfart på Frankrig (s. ix f.). På et vist tidspunkt

(august 1692), da den danske regering truede med at standse engelske og hollandskeskibe i Øresund som gengældelse mod de engelske forholdsregler mod dansk skibsfart, udrustedes en engelsk eskadre; den kom dog ikke af sted, da forholdene gled i lave (se s. xxxviii-xl).

Af Finch's korrespondenter må især fremhæves admiral Edward Russell, der
havde overkommandoen over de forenede engelske og nederlandske flådestyrker,
og William Blathwayt, Secretary at War, der var med William 111 i Flandern.

I udgaven er aktstykkerne efter kommissionens sædvane gengivet snart i regest, snart ordret, i sidste tilfælde i anførselstegn, men dog åbenbart med tillempet bogstavering. De mange indlæg til brevene er sat med petit. Bindet er et nyt vidnesbyrd om de overraskende rige samlinger af historisk materiale, der rummes i engelske arkiver, i dette tilfælde endnu i privat besiddelse. Det må så meget mere påskønnes, at kommissionen nu forelægger materialet så let tilgængeligt. Bindet er forsynet med en fyldig indledning, der orienterer godt i dets indhold, og med omfattende registre. Den nøjagtige identificering af især ikke-engelske personer kunne dog være bedre. Den »Scheels (Scheel, Sheels)«, der omtales som »Danish envoy at the Hague«, er Mogens Skeel, der 1692-94 var gesandt i England, mens Chr. Lente da var overordentlig dansk gesandt i Haag. »Jessen [? a Danish Minister]« må være oversekretæren i Tyske Kancelli Thomas Balthasar Jessen. »Guldenleew (Guldenleuw), Count«, der omtales 3 steder, kunne nok også være nøjere bestemt ud fra i London tilgængelige værker. Under »Denmark, English envoy to,« henvises til Molesworth, Robert; en henvisning i forbindelse dermed til Hugh Greg, der ellers forekommer i registret og var engelsk chargé d'affaires i København, havde været ønskelig. Disse mangler, der kunne suppleres med flere, er måske ikke væsentlige, men mange benyttere går nu engang ind i dette kæmpestof gennem registrene.