S. M. Imamuddin: Some Aspects of the Socio-Economic and Cultural History of Muslim Spain 711-1492. Medieval Iberian Peninsula, Texts and Studies, vol. II. Leiden, E. J. Brill, 1965. vii + 238 s. III. 56 fl. Ch.-E. Dufourcq,: L'Espagne catalane et le Maghrib aux XIIIe et XIVe siécles. Bibliothèque de l'École des hautes etudes hispaniques, fasc. XXXVII. Paris, Presses universitaires de France, 1966. 664 s. III. 28 F.

Med et citat fra den franske orienthistoriker Claude Cahen fastslår M. Dufourcq i sin indledning med rette, at skellet mellem historiske studier over vesterlandske og orientalske emner er meningsløst; »betingelserne for universitetsstudierne deler sædvanemæssigt menneskeslægten i to dele, én i Occidenten, som historikernestuderer, og en i Orienten, som er forbeholdt orientalisterne. Det beror måske på sproglig nødvendighed, men menneskeligt er det absurd«. Begge de her anmeldte bøger har så meget tilfælles, at forfatterne bevidst bestræber sig

for at slå bro over denne kløft, Mr. Imamuddin ved at give et omrids af det muhammedanske Spaniens økonomiske og kulturelle historie, M. Dufourcq ved en indgående analyse af økonomiske og politiske sammenhænge i det vestligeMiddelhav i senmiddelalderen, en undersøgelse, som netop meget klart belyser samspillet mellem muhammedanske og kristne områder.

Herudover er de to bøger tillige fælles om deres understregning af betydningen af det geografiske milieu for deres undersøgelse og fremstilling. Hos Imamuddin begrænser denne indsats sig dog i praksis til et indledningskapitel, der meget håndbogsagtigt redegør for Spaniens fysisk-geografiske og klimatiske betingelser og for dets kulturgeografiske forhold. M. Dufourcq er derimod så meget elev af Fernand Braudel, at de geografiske faktorer har fået en virkelig placering og funktion i hans undersøgelse. I mange henseender vil man næppe ramme meget fejl ved at karakterisere hans værk - sagligt og metodisk - som et sidestykke til Braudels store undersøgelse af Middelhavsområdet i det 16. århundrede; men selvom inspirationskilderne ikke fornægter sig, er Dufourcqs bog dog langt mere end et ordinært elevarbejde.

Mr. Imamuddin understreger selv flere steder, at hans bog først og fremmest er tænkt som en oversigtsmæssig introduktion til emnet; men selv målt med denne alen kommer bogen i alle henseender til kort. Dens væsentligste værdi ligger i fremdragelsen af og citaterne fra en række arabiske forfattere fra middelalderen, et stof, som - skønt der foreligger en ikke übetydelig litteratur om emnet - endnu næppe har været tilstrækkeligt udnyttet. Ser man velvilligt bort fra konkrete fejl, som optræder en masse, ligger bogens hovedsvaghed i dens statiske karakter og dens tendens. Tendentiøs er den, fordi den overeksponerer modsætningerne mellem det visigotiske styres misligheder og den muhammedanske periodes velsignelser, en tilbøjelighed, som bliver særligt iøjnefaldende, fordi der i altfor ringe grad sondres mellem opgangs- og nedgangsperioder. Det har siden den franske orientalist E. Levi-ProvengaPs studier fra 1930'erne været velkendt, at det 10. århundrede for Spanien udskiller sig som den egentlige glansperiode; hos Imamuddin fremtræder hele stoffet kompilationspræget og aldeles statisk, uden noget alvorligt forsøg på nuancering eller på at trække linier.

I modsætning til Imamuddin har Ch.-E. Dufourcq begivet sig ud i et intensivstudiumaf en enkelt side af Spaniens politiske og økonomiske historie i middelalderen,uden at dog emnets placering i helheden går tabt. Tværtimod fremgårsammenhængene i det vestlige middelhavsområdes udvikling i 13. og 14. århundrede overordentlig klart af fremstillingen. Forfatteren tillægger de spanskekongers militære sejr over muhammedanerne ved Las Navas de Tolosa 1212 en absolut afgørende betydning ikke blot som en hovedetape på vejen til Granadasfald 1492, men som det egentlige udgangspunkt for den aragonsk-katalonskeimperialisme og økonomiske ekspansion fra det 13. århundrede. Ka_{talonskehandelsinteresser} lader sig følge over hele Middelhavsområdet, men synes at have været særligt intensive i Maghreb, det nordafrikanske kystområde, og Ifriqiya, den tidligere romerske provincia Africa. Handelsekspansionen følges af politisk ekspansion, der hidtil har været bedst kendt fra de spanske indgreb i Syditalien. Det er Dufourcq's fortjeneste at have dokumenteret den aragonskkatalonskeimperialisme i alle dens aspekter også i Maghrebområdet. Først i 1300-tallet afsvækkes den åbenbart noget, måske fordi de kristne missionsforsøg

i Nordafrika slog fejl, måske fordi den muhammedanske sørøvervirksomhed gjorde sejladsen mere usikker, men måske også fordi de marokkanske sultaners politiske aktivitet i Nordafrika forstærkes. I hvert fald vendte både den aragonske kongemagt og de katalonske handelsinteresser fra omkring 1315 i stadig højere grad deres opmærksomhed mod de italienske konkurrenter i Middelhavet, specielt Genua.

Dufourcq har således formået at skabe et værk af både metodisk og saglig meget høj kvalitet. Som andre franske disputatsarbejder tynges også dette i nogen grad af overdokumentation, men det vil formentlig under alle omstændigheder vise sig at være af grundlæggende betydning for studiet af Middelhavsområdets politiske og økonomiske historie i senmiddelalderen.