Historisk Tidsskrift, Bind 12. række, 3 (1968 - 1969) 1-2

C. R. Boxer: Portuguese Society in the Tropics. The Municipal Councils of Goa, Macao, Bahia, and Luanda, 1510-1800. Madison and Milwaukee, The University of Wisconsin Press, 1965. xvi +240 s. 5 plancher. 6 $.

Niels Steensgaard

Side 303

Albuquerque erobrede Goa i november 1510. I april det følgende år drog han mod Malacca, men allerede før da havde han udstyret den nye »conquista« med et byråd og givet byen privilegier, der i hovedtrækkene svarede til Lissabons. Rettighederne stadfæstedes af den portugisiske krone i 1516.

Med større eller mindre variationer gentoges dette mønster i de øvrige portugisiske erobringer fra Sydkina til Angola og Brazilien. Den bedst kendte side af det portugisiske imperium er det stærkt centraliserede system af vicekonger med begrænset embedstid og begrænset patronatsret og den centraliserede handel med reserverede varer. Ved siden heraf udgjorde byerne imidlertid et decentraliseret system, der henlagde væsentlige sider af den lokale administration til lokalt valgte byråd. I de foreliggende fire essays, der oprindelig fremlagdes som Paul Knaplund Lectures ved University of Wisconsin, skildrer professor Boxer det arbejde, der udførtes af fire af byrådene i det portugisiske imperium, til dels på grundlag af arkivmateriale, der er bevaret i de pågældende byer.

Beføjelser og funktioner var forskellige fra by til by, fælles var en ret høj grad af selvstændighed og en meget høj grad af selvfølelse. Emigranternes interesser gik ofte på tværs af moderlandets, det var en erfaring portugiserne fjorde så tidligtnsom nogen anden kuluninidgt; Tnen defrinstitutibnelle Struktur var tilstrækkelig elastisk til at sikre balancen mellem lokalt og centralt styre. Selve spillet mellem helheden og det lokale giver en del af forklaringen på det portugisiske imperiums utrolige overlevelsesevne. Problemerne tog sig forskelligt ud, når man så dem fra Goa, og når man så dem fra Lissabon eller endog Madrid. Det er ejendommeligt at se, hvorledes Goas bystyre i 1606, da hollænderne allerede havde rettet flere dræbende slag mod de portugisiske forbindelseslinjer, tilsyneladende mest af alt var interesseret i, hvorvidt lavsrepræsentanter skulle have en stol eller en taburet eller måske stå op, når de var i audiens hos vicekongen. »Deres Majestæt vil gøre os en tjeneste ved at befale, at det må blive overvejet, og at der må blive truffet en afgørelse, der på bedste måde tjener Deres interesser«.

Men byrådene virkede på længere sigt ikke kun som forsvarere af de separate interesser; forfatteren argumenterer overbevisende for, at de også havde en vigtig integrerende funktion. Byrådene bevarede gennem hele perioden deres ret til at korrespondere direkte med kronen, og set med kronens øjne betød dette privilegium en udmærket mulighed for at kontrollere vicekongerne og de øvrige udsendte embedsmænd. Byrådenes egen loyalitet var tilsyneladende urokkelig; dette er måske vanskeligere at forklare, men professor Boxer fremhæver, at man til stadighed foretrak at vælge byrådsmedlemmer af ren portugisisk afstamning - og det kom i praksis til at betyde, at byrådene domineredes af emigranter af første generation.

Resultaterne af professor Boxers undersøgelser i byarkiverne giver et værdifuldtsupplement
til den nyvurdering af det ældre portugisiske imperium, der
tidligere er indledt, dels af forfatteren selv, dels af yngre portugisiske og franske

Side 304

historikere, ikke mindst Frederic Mauro. De liberale protestantiske historikeres (Whiteway, Danvers) fremstilling af den portugisiske ekspansion som en præstedomineretautoritær magtudfoldelse, der brændte sig selv op få år efter de første blodige triumfer, tog intet hensyn til det arbejde, der udførtes af de emigrerede portugisere, og fik imperiets seje overleven til at tage sig højst gådefuldud. Takket være arbejder som det foreliggende begynder vi nu at kunne sætte den portugisiske ekspansion ind i sin rette sammenhæng.