Göran Behre: Underrättelseväsen och Diplomati. De diplomatiska förbindelserna mellan Sverige och Storbritannien 1743-1745. Studia Historica Gothoburgensia IV. Göteborg, Akademiförlaget/Scandinavian University Books, 1965. 259 s. + 8 s. Summary in English. 36 sv. kr.

I indledningen til sin disputats angiver forfatteren, at »målet for avhandlingen« har været at belyse »det diplomatiska våxelspelet mellan Sverige och Storbritannien«i perioden mellem juni 1743-juni 1745. Lidt forbavset konstaterer man således, at det emne, der annonceres i afhandlingens hovedtitel, ikke specieltfremhæves i forfatterens egen redegørelse for formålet med sit værk. Det skyldes ikke nogen forglemmelse, for det nævnes heller ikke i det engelske Summary. - I tilknytning til den kronologiske afgrænsning af emnet understreges det, at den valgte periode ikke af forfatteren opfattes som »ett avslutat och avrundathelt«. Af denne ikke overraskende betragtning af periodiseringsproblemet drager forfatteren den slutning, at det af ham valgte emne »dårfor« må behandlesud fra følgende fire synspunkter: 1. »konstellationer och grupperingar, som redan forut existerade«, 2. »nya inslag i (det allerede eksisterende) helhetsbildenoch

hetsbildenoch. . . forutsåttningarna for de foråndringar i denne, som de nya momenten åstadkom«, 3. den rolle, som »huvudaktorerna« spillede eller søgte at spille, samt som punkt 4. det kildekritiske-metodiske spørgsmål, »i hvilken utstråckning kållmaterial från privata arkiv kompletterar eller foråndrar den bild, som vi får genom att anvånda kållmaterial av officiell och beråttande karaktår« (s. 6-8).

Denne fremgangsmåde anser forfatteren for at være et brud med »den gångse diplomatiska historieskrivningen«, der »ofte« følger »ett schablonmåssigt monster«, idet »den låter våxelspelet mellan diplomaten i utlandet och utrikesledningen i hemlandet utgora huvudtemat, likståller tidsfoljd med kausalitet och bygger i konsekvens harmed fråmst sina slutsatser rorande det diplomatiske spelet på ett fortlopande kållmaterial av officiel och beråttende karaktår

utan att nårmare analysera detta eller komplettera det med på annat sått vunna informationer«. Over for denne »form av diplomatisk historieskrivning« stiller forfatteren, idet han nærmere uddyber sin egen fremgangsmåde, »en kontrapunktorisk behandling«. Denne metode medfører, fremhæver forfatteren, at hans afhandling »i ringa utstråckning formår sig till en kronologisk skildring«. Afhandlingen bygges op ud fra et skiftende aktørsynspunkt, således at »kållmaterialet(s) . . . flertal versioner av samme håndelseforlopp« fremlægges for »på grundval av de olika versionerna nå fram till den verkliga rollfordelningen och den verkliga scenbilden« (s. 7 f.).

Det er ikke muligt for anmelderen i denne teoretiske redegørelse at finde andet nyt end måske lige udtrykket »kontrapunktorisk« brugt som karakteristik af en metode. Alle detailspørgsmål er velkendte fra den udenlandske og (delvis også) den nordiske historieteoretiske debat: det gælder det holistiske synspunkt, spørgsmålet om den særlig historiske, genetiske opfattelse af det kronologiske spørgsmål og ikke mindst aktørsynspunktet.

Større interesse har det derfor at se, hvorledes forfatteren applicerer sin »kontrapunktoriske« metode på det valgte emne og det benyttede kildemateriale, thi her skulle han jo indvarsle noget nyt sammenlignet med »den gångse historieskrivningen«, der blandt sine synder også skulle have denne ikke »nårmare« at analysere sit kildemateriale. Kan det virkelig være forfatterens mening uden noget forbehold af geografisk eller tidsmæssig karakter at ville hævde, at det er typisk for moderne udenrigspolitisk forskning? I så tilfælde må hans krav til den historiske forsker være strenge.

Hvordan lever han selv op til disse strenge krav om en nærmere analyse af kildematerialet? Ved at opstille stoffet »kontrapunktorisk«, hvilket ikke for Goran Behre er det samme som at løse de kontradiktioner, der måtte opstå under forskningen. Efter anmelderens mening har forfatteren ført aktørsynspunktetud i det ekstreme. Han synes at have næret den opfattelse, at fordi det under den kildekritiske og metodiske behandling af diplomatisk kildemateriale er overordentligt frugtbart også at anlægge et aktørsynspunkt dvs. med Behres ord finde ud af »rollfordelingen«, finde ud af hvad hvem tænkte, sagde eller gjorde og hvornår, og fordi en undersøgelse af denne art dårligt kan undgå at blive meget detailleret, at så skal alle svarene på disse dog ofte ikke særligt indviklededetailspørgsmål medtages i fremstillingen og belægges med en syndflod af direkte citater eller udførlige referater. Havde det ikke været naturligt at

lade de vigtigste af disse kilder trykke i et anhang til afhandlingen? Med andre ord: efter anmelderens mening har et for ekstremt anlagt aktørsynspunkt i al for høj grad påvirket forfatterens disposition og fremstillingsform, der ikke forekommer anmelderen frugtbar, og i hvert fald set ud fra en læsers synspunkt er unødigt trættende.

Behres værk er opdelt i fire kapitler. Det første behandler de svensk-engelske forhandlinger efter tronfølgervalget i Sverige 1743, andet kapitel har titlen Keith, Åkerhielm och England 1743-1744, tredje kapitel omhandler allianceog neutralitetspolitik 1744-45, mens sidste og fjerde kapitel er helliget efterretningsvæsen og diplomati.

Det mest bemærkelsesværdige enkeltresultat fremlægges i første kapitel, hvor Behre viderefører det af Birger Sallnåss i dennes biografi over Samuel Åkerhielm d. y. (1947) forfægtede synspunkt, at kong Frederik I i sommeren 1743 under indtryk af et truende dansk angreb søgte diplomatisk og militær støtte hos England. I modsætning til Salinas pointerer Behre imidlertid, at denne tilnærmelse til England også fik støtte fra hattene, der ligefrem optrådte som illoyale konkurrenter til de traditionelt engelskvenlige huer på det udenrigspolitiske felt. Goran Behres bevisførelse for denne omvurdering af hattepartiets udenrigspolitik virker ikke overbevisende. Behres sammenligning af råds- og kancelliprotokoller med det diplomatiske materiale, private breve og dagbøger er måske nok »kontrapunktorisk«, men ikke i dybere forstand analyserende. Illustrerende i så henseende er forfatterens opfattelse af råds- og kancelliprotokoller som udformede^—»medtanke påeftcrvårldcn«^—(s. 70). »Endast« de udtalelser som medlemmerne fandt »låmpliga« (s. 70 f.), underforstået i eftertidens øjne eller som det udtrykkes i Summary: »respectable in the eyes of the world« (s. 266), blev medtaget. Ud fra en vis viden om nutidig praksis med hensyn til udarbejdelsen af referater fra udvalg og kommissioner, nedsat af folketing eller fagministerium, falder det vanskeligt at tro, at det virkeligt kun skulle være for at sikre sig et godt eftermæle at medlemmerne af rådet - ifølge Behre selv - gerådede i uenighed om den nøjere udformning af mødereferaterne. Dertil kommer, at Behres mangelfulde analyse af det i dette kapitel behandlede emne ikke tillader ham at drage den konklusion, han gør, om en »principiell kållkritisk betydelse« af at komplettere råds- og rigsdagsprotokoller samt privatkorrespondance med den diplomatiske korrespondance (s. 70). Det ville være muligt også på andre punkter at pege på svagheder i Behres værk, men det skal på den anden side fremhæves, trods de fremførte indvendinger mod den benyttede metode, at værket med sit væld af oplysninger giver et velkomment supplement til vor øvrige viden om den behandlede periode.