Laurence L. Bongie: David Hume. Prophet of the Counter-revolution. Oxford, Clarendon Press, 1965. xvii + 182 s. 35 sh.

Det besværlige spørgsmål om politiske ideers indflydelse på den konkrete samfundsmæssigeudvikling
forleder ofte idéhistorikere til i vage vendinger at understregederes

stregederesfilosofs 'enorme betydning for de følgende århundreder'. Forholdet mellem idé og realitet er unægtelig et spændende emne, men faren for uholdbare konklusioner ligger snublende nær. Bongies værk om Humes kontinentale indflydelseundgår i det store og hele drastiske konklusioner; en nøje gennemgang af fransk politisk skribentvirksomhed fra 1760 til 1800 viser alene, hvilken indflydelse Humes historieskrivning havde på den idépolitiske debat, mens det overlades til læseren at overveje, hvorvidt denne indflydelse har spillet nogen afgørende rolle for selve den politiske udvikling i perioden.

Humes »History of the Stuarts« udkom 1760 i Frankrig i Abbé Prévosts oversættelse; 1763 og 1765 udsendtes oversættelser af henholdsvis »History of the Tudors« og »History of the Plantagenets«. Værkerne blev modtaget med begejstring af de franske oplysningsfilosofier, som roste dem for upartiskhed. Humes forsvar for stuarterne druknede i den almindelige anglomani; kun jesuitterne understregede hans venlige behandling af de engelske katolikker. Det var først i slutningen af 1770'erne, da det franske samfunds indre modsætninger skærpedes, at den enstemmige Hume-begejstring blev afløst af stadigt flere kritiske røster. Mirabeau, Mably og Brissot påviste, at Hume repræsenterede konservative absolutistiske synspunkter. Med udbruddet af revolutionen viste der sig endog en skarp anti-historisk tendens, idet man fra en række revolutionære forfatteres side hævdede, at historieskrivningen fejlagtigt søgte at understrege den menneskelige naturs uforanderlighed og derved kom til at tjene det gamle regimes interesser. Og da revolutionens faser efterhånden mere og mere kom til at minde om udviklingen inden for de engelske revolutioner i det 17. århundrede, var det nærliggende for de kontrarevolutionære at bruge netop Humes pro-stuartske historieskrivning i kampen mod det nye. Som modvægt fremhævede de revolutionære nu Catherine Macaulay-Grahams »History of England«, der oversat til fransk af Mirabeau udkom 1791-92; Macaulays værk blev opfattet som et republikansk modstykke til Humes royalistiske Englandshistorie, og hendes tydelige partitagen blev hyldet!

Bongie understreger, at den betydning Humes historieskrivning fik for skabelsen af en kontrarevolutionær ideologi på mange måder er større end indflydelsen fra Burke; når man hidtil har overset Humes politiske betydning, skyldes det, at man først og fremmest har hæftet sig ved Hume som filosof. Bongie bringer utallige citater fra franske skribenter, som anvender Hume til forsvar for egne synspunkter; forskellige perioder og partier læser ham på ofte diametralt modsat måde. Udover sit konkrete sigte er Bongies idéhistoriske fremstilling således en fremragende illustration af, at »Influence thrives on illusion as easily as on truth. It is the image - whether faithful or distorted - that transmits influence« (s. viii). D c