Birgit Klockars : Birgitta och böckerna. En undersökning av den heliga Birgittas källor. Kungl. Vitterhets Historie och Antikvitets Akademiens handlingar. Hist. ser. 11. Stockholm, Almqvist & Wiksell, 1966. 363 s. 30 sv. kr.

Intet forfatterskab fra svensk middelalder har som den hellige Birgittas skrifter fra 1300-tallets midte formået at påkalde sig europæisk litteraturs interesse, nu som før. Studiet af visionærens religiøse og samtidskritiske syner under moderne videnskabelige auspicier, som gradvist er blevet optaget fra omkring århundred-

skiftet, har dog væsentligst været båret af svenske teologer og litteraturhistorikere,
og de to anmeldte værker tilslutter sig smukt denne tradition.

Birgit Klockars har sat sig det ret så prætentiøse mål at eftervise de litterære kilder bag Birgittas skrifter - Reuelaciones celestes, Himmelske Åbenbaringer, som den temmelig omfattende textoverlevering bliver kaldt under eet efter de første trykte udgaver fra slutningen af 1400-tallet. Ved påvisning af citater, meningsog formuleringsoverensstemmelser søger forfatteren at bestemme de impulser, Birgitta kan have modtaget gennem personlig læsning og fra sine litterært dannede omgivelser. Metoden, der i sin reneste form vil være middelalderhistorikere velkendt fra annal-studier, har dog afgjort sine begrænsninger overfor et inspireret forfatterskab af Birgittas type: udtryk, billeder og talemåder visionæren kan have stiftet bekendtskab med ad litterær vej, var i den grad integreret i hendes egen tankeverden, at de under inspirationens pres spontant gled sammen i nye, originale helheder. Afgørelsen af om der foreligger litterære reminiscenser af konkret art, må derfor ofte hvile på et mere subjektivt skøn. Klockars har imidlertid løst opgaven med skønsomhed og indsigt, selvom anmelderen rinder, at arbejdet var blevet mere rummeligt, om forfatteren i højere grad havde søgt at bestemme visionærens særlige udtryksform og emnevalg i forhold til 1300tallets religiøse litteratur og åndsliv.

I det hele fremtræder Birgittas åndelige orientering som et vidnesbyrd om, at 1300-tallets lægfolk kun med stærke modifikationer kan karakteriseres som »illitterati« - selvom man må lade, at Birgitta udgik fra en stormandsfamilie, der følte sig socialt og kulturelt forpligtet gennem flere slægtled. Klockars viser, hvorledes citater fra Biblen (Vulgata) og apokryferne er legio i visionærens skrifter, og hendes kendskab til tidens almindelige europæiske opbyggelseslitteratur, exempelsamlinger og encyclopedier er übetvivlelig - i flere tilfælde åbenbart gennem svenske oversættelser som den omdiskuterede Pentateukparafrase fra århundredets midte. Derimod er Birgittas indsigt i visse teologiske stridsspørgsmål, kanonisk ret og ordensbestemmelser nok for en stor del formidlet af gejstlige venner og skriftefædre. Også tydelige efterklange af svensk lovsprog kan spores i flere revelationer, ikke for intet var såvel Birgittas fader, hendes ægtefælle og en søn lagmænd.

Klockars rejser det interessante spørgsmål, om ikke både Birgitta og andre af hendes stand, som havde forbindelse med det avancerede kulturliv ved Magnus Erikssons og Blanka af Namurs hof og ofte færdedes i det tyskprægede handelsmilieu i købstæderne, besad et habilt kendskab til tysk sprog og åndsliv. Måske havde Birgitta læst Heinrich Susos Biichlein der Ewigen Weisheit på originalsproget?I alle tilfælde har forfatteren ret i sin påvisning af, at den svenske visionær i flere af sine tidligere revelationer røber et tydeligt kendskab til Suso og hele hans åndelige »stil«. Nøje forbundet med dette spørgsmål er Klockars betoning af Birgittas og hendes families forbindelse med dominikanerordenen. Den spillede en betydelig rolle for den jævne mands tro ved 1300-tallets midte. En række emnemæssige forhold i visionærens skrifter kan kun forklares ved hendes forbindelse med det åndsliv og den religiøsitet, dominikanerne repræsenterede i Nordeuropa. I virkeligheden er Birgittas skrifter i eminent grad præget af impulser fra hendes omgivelser, det ydre milieu; »so bleibt man immer ein Kind seiner Zeit, auch mit dem, was man fur sein Eigenstes halt«, skrev SigmundFreud

mundFreudi 1897. Det gælder Birgitta som andre af Nordens mest originale
personligheder.

Man savner i nogen grad mere præcise angivelser af, hvor forfatteren står i gæld til ældre litteratur. Til gengæld er hendes registre over Birgittas bibelcitater og brug af billeder og allegorier fortrinlige. Også sagregisteret over revelationerne vil være til hjælp. Arbejdet er affattet på en bred og lettilgængelig måde og vil kunne tjene som indførelse ikke alene i Birgittas personlige forestillingsverden, men i senmiddelalderens religiøse tænkning i Norden i det hele taget - et nok så stedmoderligt behandlet område herhjemme.